Med det samme jeg så stillingen på Sejerø, tænkte jeg: Det er jo lige mig!
Jeg har egentlig altid tænkt, at jeg kunne trives på Svalbard. Men samtidig måtte jeg også erkende, at det måske var at slå et lige lovlig stort brød op som det første embede efter så mange år under bøgerne – en time over vandet væk fra fastland og præstekolleger.
At starte i præsteembede er ikke som at træde ind noget andet sted på jobmarkedet. At dumpe ned med sin kat i en kæmpe præstegård, et par måneder efter, at man er blevet skubbet ud af Pastoralseminaret, i et sogn langt væk fra, hvor man er født og vokset op, kan både være et sandt eventyr eller et sandt mareridt.
På Pastoralseminaret blev vi rådet til at tage den med ro og vente på det rigtige match: ”Der er jo præstemangel, så det skal nok gå”. Men samtidig kunne jeg ikke slå tanken ud af hovedet om, at helt det samme embede jo ikke bliver slået op igen lige med det samme – der kan gå årtier eller strengt taget et halvt århundrede!
Derfor lå det og rumsterede bagerst i mine tanker, indtil jeg et par dage før ansøgnings-deadline hijackede weekendplanerne for min ven, der var på besøg fra Tyskland, og fortalte ham, at vi skulle til Sejerø (og at han skulle køre os, for jeg har ikke kørekort).
Da vi gik igennem den, i mine øjne, sandt idylliske Sejerby, og jeg følte, at jeg var dumpet lige ned i en klassisk dansk roman, skjulte min ven dårligt, at det var det sidste, han selv ville have lyst til: at flytte til et lille øsamfund væk fra storbyens puls.
Men jeg kunne ikke lade være med at smile stort på hele færgeturen tilbage til Sjælland. Jeg vidste, at det ikke var for alle, men det var for mig. Jeg forklarede ham også, at som præst ser man på et område og et lokalsamfund på en lidt anden måde. Jeg fik tilbudt jobbet på stedet efter min prøveprædiken.
Da jeg skulle ordineres, lejede menighedsrådet en bus, og vi kørte omkring 35 Sejerøboere til Roskilde Domkirke. Menighedsrådsmedlemmet, som er min nabo, bar kufferten med præstekjolen hele vejen for mig – jeg måtte ikke røre den. Han havde den endog på skødet i bussen.
Lige før biskoppen og resten af "slænget" begyndte processionen ind i kirken, tilkendegav biskoppen, at han var kommet i humør til at tage den lange vej frem for smutvejen rundt i kirken og op til alteret. Og hvilken vej!
Den enorme hvide alba fik mig til at føle det, som om jeg svævede adeligt hen af kirkegulvet til min kroning. Tiden stod stille, livet havde den mest vidunderlige karakter af lethed og tyngde sammenholdt, og intet var galt i verden i det øjeblik.
Tiden stod stille, livet havde den mest vidunderlige karakter af lethed og tyngde sammenholdt, og intet var galt i verden i det øjeblik
Josefine Mikuta Poulsen om sin ordination
Netop den del af processionen, hvor vi gik nærmest meditativt gennem sidegangen, før nogen kunne se os, og det øjeblik, hvor jeg knælede ved alterets midte og mærkede lyset falde ind og ned fra vinduerne højt oppe, mens koret sang, var nok de smukkeste øjeblikke i mit liv indtil nu.
Til min indsættelse planlagde jeg at være i kirken for at tage imod en halv time før gudstjenesten. Men da kirkeklokkerne begyndte at ringe, stak jeg hovedet ud af vinduet og så, hvordan flere allerede passerede præstegården og tydeligvis allerede var begyndt at valfarte til kirken. Jeg løb straks ind til mit klædeskab for at hoppe i præstekjolen og gik mod kirken med min mormor ved min side.
Da jeg halvvejs gennem indsættelsesgudstjenesten skulle op på prædikestolen, trådte jeg to gange på min kjole op ad trapperne (her vidste jeg endnu ikke, om det var for ”tøset” at hive op i den som i en balkjole). Da jeg endelig var nået op, tabte jeg min mikrofon i hullet frem for lommen i præstekjolen.
Men jeg tror alligevel, at jeg skal dumme mig en hel del mere, inden sognebørnene overvejer at sætte ild til præstegården eller forsøge at drukne mig i havet (det er sande beretninger om præsteembedet på Sejerø!). Nu har jeg desuden fundet den rigtige lomme i kjolen.