Det har slået mig, at vi næsten udelukkende taler med afsæt i kirken som institution, når vi diskuterer coronaens udfordringer. Præsters opgaver, ansattes pligter, gudstjenestens form, må vi synge, afstandskrav, skal man være fysisk til stede i kirkerummet for at deltage i nadvermåltidet, hvordan tilmelder man sig gudstjeneste – og alle de andre teknikaliteter.
Men hvad vil det egentlig sige at være menighed? Jeg burde vel vide det, efter at have boet mere end 60 år i det samme sogn. Men kan man være menighed, når det traditionelle kirkeliv er nedlukket?
Ja, det kan man. For det at være menighed kan ikke sættes på formel. Det bliver især tydeligt i krisetider.
Vi ved godt, at alle kristne principielt er en del af samme menighed, uanset hvor i verden vi befinder os. Men vi taler alligevel om “min” menighed som det fællesskab, der er i sognet. Den lokale kirke og livet i og omkring denne. Det er en tryg mulighed – men kan også være en begrænsning, hvis vi ikke tillader os at tænke ud over den fysiske, lokale kirke.
Her i huset deltager vi gerne i morgenandagtens fællesskab, mens vi laver morgengymnastikken – og det fungerer fint, mens man rykker i romaskinen eller ligger planken
Første gang jeg blev opmærksom på menighedens fællesskab som andet og mere end at sidde i det samme kirkerum var, da jeg gennem en årrække krydsede Jylland hver eneste dag, når jeg kørte fra Horsens til Esbjerg for at komme på arbejde.
Hver morgen lyttede jeg til morgenandagten og havde en klar oplevelse af at være en del af det, jeg kaldte min motorvejs-menighed. Jeg vidste, at mange sad hjemme i stuerne og lyttede til samme andagt, og jeg spekulerede på, hvem der i de andre biler på vejen også nynnede med på salmerne. Jeg oplevede helt klart at være en del af en menighed uden at være fysisk sammen med de andre.
Nu, mange år efter, er motorvejsmenigheden fortsat intakt. Nogle har forladt den, andre er kommet til. Her i huset deltager vi gerne i morgenandagtens fællesskab, mens vi laver morgengymnastikken – og det fungerer fint, mens man rykker i romaskinen eller ligger planken.
Jeg har også oplevet menighedens fællesskab som parallelforskudt. I mit sogn er der som andre steder mange gengangere til søndagsgudstjenesterne. Under den første nedlukning skete der ind imellem det, at mange flyttede sig til den større nabokirke, hvor der er bedre plads. Og selvom rummet var et andet, var det kendte fællesskab intakt.
Jeg venter, til kirken åbner igen, mens andre finder stor glæde og trøst ved at indtage et nadvermåltid derhjemme. Det skal vi ikke hindre dem i, uanset hvilke teologiske afspærringer og formaninger, nogle gerne vil opstille
Jeg har også oplevet menighedens fællesskab stærkt, da min gamle skoleinspektør blev begravet for nylig. Restriktionerne gjorde, at jeg ikke kunne deltage i ritualet i kirkerummet, men jeg gik rundt om kirken udenfor imens og var helt klart med til at sige farvel. Fællesskabet var intakt.
Det samme finder sted, når jeg i denne tid lytter til de store påskepassioner, for eksempel Bachs Johannespassion. Jeg er med i en lyttende menighed, hvoraf nogle måske ikke engang vil kalde sig kristne.
Lige nu udfordres vi af de mange begrænsninger på traditionel kirkegang, og selvfølgelig føler vi et savn. Nogle har brug for at deltage fysisk i de forkortede gudstjenester uden salmesang. Eller bare sidde i kirkerummet dér, hvor man holder døren åben.
Andre, som jeg selv, føler det på en besynderlig måde utroligt fremmed at skulle tilmelde sig en gudstjeneste på samme måde som et tandlægebesøg eller en teaterforestilling. Det er godt, at tilbudet er der – men allerbedst at vide, at menigheden overlever, og at kirkerummet fortsat står der på den anden side af coronaen. Parat til at åbne dørene igen.
Kristne menigheder har gennem historien været udfordret på talrige måder. Men ingen forfølgelser, ingen drab, ingen kirkelukninger, intet religionsforbud har kunnet tage livet af fællesskabet i den kristne menighed – og det kan coronaen heller ikke.
Med den viden behøver vi ikke have kontante meninger om, hvem der for eksempel kan deltage i nadveren på hvilken måde. Jeg venter, til kirken åbner igen, mens andre finder stor glæde og trøst ved at indtage et nadvermåltid derhjemme. Det skal vi ikke hindre dem i, uanset hvilke teologiske afspærringer og formaninger, nogle gerne vil opstille.
Menighedslivet har aldrig kunnet sættes på formel. Og det skal vi sige Gud ske tak og lov for.
Mette Bock er tidligere kultur- og kirkeminister.