Da jeg nærmede mig deadline til denne klumme kom jeg i pludselig skrivekrise. Enhver klummeskribent ved, at de mest læste klummer er de lidt mavesure: Der er noget, der er for galt, forkert, for meget eller for lidt - og nogen skal gøre noget!
Hvad gør man så, når man – som jeg – for øjeblikket bare går lalleglad rundt på Pastoralseminariet i Aarhus og glæder sig helt vildt til at komme ud og arbejde som præst i folkekirken? Og faktisk ikke rigtig kan finde noget at være sur over?
Man mailer til den store redaktør og klager sin nød.
"Jamen, hvorfor beretter du så ikke bare om de grunde, der kan være til at glæde sig til at blive præst?" foreslog redaktøren.
Jeg læste redaktørens svar på Pastoralseminariet i frokostpausen mellem liturgik og hymnologi og spurgte straks de nærmeste af mine godt 30 medstuderende. De fleste på Pastoralseminariet er helt unge teologer, der lige nu er på spring mellem universitet og præstegerning.
Her er nogle af deres svar, der naturligvis blot er en tilfældig stikprøve, taget i en tilfældig middagspause:
- At være præst er verdens fedeste job. Det siger stort set alle præster, vi har mødt. Helt uopfordret. Også de, der har forladt præstegerningen, for det sker næsten altid på grund af arbejdsmiljø, samarbejdsproblemer med menighedsrådet eller andet. Ikke på grund af selve præstegerningen.
- Det er, sjovt nok, vildt provokerende at sige, at man skal være præst. Alle har en holdning til det, ofte meget passioneret. Hvor mange erhverv kan udløse så mange holdninger og følelser? Der er noget vigtigt på spil.
- Som præst får du det store privilegium at være tæt på mennesker, når de står midt i livets store højdepunkter eller kriser: Fødsel, dåb, konfirmation, sjælesorg, bryllupper, skilsmisser, sygdom, død og begravelse. Alle ved, at man kan tale med præsten helt uden for referat og journalisering. Hvor kan man ellers det i et gennemreguleret samfund som det danske?
- Præster tvinges hele tiden til at forholde sig til det, der sker i samfundet og sætte det i relation til evangeliet. Denne brobygning er kernen i prædikenarbejdet. Det er en åndelig og intellektuel udfordring, som er en konstant i præstegerningen. Det er en opgave, men sandelig også en gave!
- Præsten forventes at fortsætte sin dannelse og uddannelse hele livet igennem. Du løber tør, hvis du ikke fortsat læser teologi, bibel, litteratur, ser film, diskuterer med andre og fordyber dig kulturelt. Det forventes, at du ikke bare er dygtig, men klog. Det forpligter – på den gode måde.
- Du får stor frihed til at tilrettelægge dit arbejde selv, og der er mange steder gode muligheder for at gennemføre nye idéer.
- Der er stor jobsikkerhed i en tid med præstemangel.
- Og tænkt så lige: Du skal som præst forkynde, formidle og oversætte det mest glædelige budskab i denne verden. Hvor heldig kan man være?
Sådan lød de umiddelbare tilkendegivelser. Og jeg kan fortælle alle jer derude i sognene, at det kommende kuld fra Pastoralseminariet er sprængfyldt med forventninger, energi, indsigt og entusiasme.
Og bemærk så lige en lille ting, kære menighedsrådsmedlemmer, provstiudvalg og stiftsråd: Ingen nævnte folkekirkens struktur eller organisation, folkevalgte organer, referencelinjer, bureaukrati eller andet af den slags som dét, der fik dem til at vælge præstegerningen. Måske er det en tilfældighed, måske ikke.
Men én ting ønsker jeg virkelig for alle præster på spring: At deres glæde og entusiasme ikke visner, når de rammer folkekirken om ganske kort tid. De skal næres, bæres og styrkes af jer, der modtager dem. For den næste generation af præster bærer en god del af nøglerne til fremtidens liv og vækst i folkekirken.
Mette Bock er tidligere kirkeminister og studerende på Pastoralseminariet i Aarhus