Menigheden og musikken

Mads Bille: Højmessen er et dannelsesprojekt

Mads Bille dirigerer Herning Drengekor. "Nogle gange, under højmesserne til de store kirkefester, samler gudstjenesten sig i en lykkelig, fælles bestræbelse. Musikken, teksterne og liturgien oplyser hinanden og tjenesten opleves som et åndedrag," skriver han. Foto: Heiner Lützen Ank

Vi uddanner kirkens mange unge korsangere til at forstå den tradition, de er en del af, og til at løfte og forny traditionen. Det skaber medejerskab til en stor kristen tradition, ikke kun i menigheden, men i hele byen, skriver Mads Bille om Herning Kirkes højmesse

I efteråret var jeg i selskab med Kirkeministeriets departementschef Christian Dons Christensen. Jeg luftede en gammel drøm om nogle musikfaglige initiativer, som jeg gerne så udrullet i folkekirken.

”Jo,” svarede Dons Christensen, “det ville være en glimrende ide, hvis folkekirken havde været en fyrstekirke.”

Jeg blev altså elegant mindet om folkekirkens decentrale dna, hvor så lidt som overhovedet muligt dekreteres centralt, og hvor man kan undrer sig over, at det overhovedet er lykkedes at blive enige om en autoriseret højmesse og en fælles salmebog med tekster (ikke melodier) autoriseret af et enigt bispekollegium og majestæten.

Folkekirkens utilbøjelighed til at være enige om noget som helst er god at huske, når jeg bliver spurgt om, hvorledes jeg som kirkemusiker forstår den højmesse, jeg har været organist i siden jeg var 19 år.

Med indsigten fra Christian Dons Christensen vil jeg ikke forholde mig alt for metaagtigt til den danske højmesse, men nøjes med at skitsere min egen dannelsesrejse.

Inspirationen fra England

Jeg blev først for alvor bevidst om den danske højmesses liturgi, da jeg som 20-årig forlod Aarhus Universitet og mit organistjob på Djursland for at tilbringe et år som organist i Church of England. Meget hurtigt blev jeg optaget af både de anglikanske liturgier, domkirkernes drenge- mandskor og den subtile symbiose mellem liturgi, perikope og musik.

Da jeg som 31-årig blev organist i Herning Kirke, kom jeg mere eller mindre direkte fra daglige gudstjenester og korprøver i Westminster Abbey, hvor jeg havde tilbragt et halvt år med at studere blandt andet drenge- og mandskoret.

Jeg så et kæmpestort, ubefløjet rum hvælvet over den danske salmehøjmesse  

Jeg gjorde mig hurtigt klart, at jeg ikke ønskede at etablere en anglikansk ø i Herning, men i stedet lade mig inspirere af den anglikanske kirke og transformere min betagelse, så den fungerede i en luthersk højmesse.

Jeg undrede mig over, at folkekirkens musik ikke manifesterede sig mere storslået i højmessen, som immervæk er ugens gudstjenstlige højdepunkt. På mig virkede det, som om den store overskrift på folkekirkens musikalske visioner var ‘ved jorden at blive, det tjener os bedst.’

Hjemme i Danmark faldt præsterne over hinanden i deres iver efter at gennemføre gudstjenester, som skulle kunne forstås af alle, og som helst skulle ligne hverdagen så meget som muligt. Gudstjenesten var åbenbart et intellektuelt anliggende. Troen skulle forstås, og både børns og voksnes behov for at forstå alting var efter min mening totalt overvurderet. Jeg så et kæmpestort, ubefløjet rum hvælvet over den danske salmehøjmesse.

Jeg drøftede mine overvejelser med min kloge sognepræst, Jens Carl Moesgård. Langsomt nåede jeg frem til, at den musikalske dynamik lå i spændingsfeltet mellem den fuldtonende menighedssang, understøttet af orglet og af kirkens kor, som en instrueret del af menigheden, og en klangkrone, et vidunderligt kontrapunkt bestående af kormusikken og orgelspillet. Alt sammen holdt på plads af højmessens liturgi.

Det var en opslidende vision at bære rundt på, for visionen stillede langt større krav til både kor og organist, end vi kunne indfri.

Den gennemkomponerede højmesse

Det var baggrunden for at jeg i 1999 stiftede Den Jyske Sangskole. Målet var at klæde hver enkelt sanger på, så han kunne læse noder og synge med skolet stemme, så det ikke tog halve og hele år at lære for eksempel Händels “Messias”. Hver søndag udgør en stor kunstnerisk og pædagogisk udfordring, og derfor var det nødvendigt at give hver enkelt sanger en skoling, som strækker sig over 10-12 år.

Jeg begyndte at bestille musik til gennemarbejdede højmesser hos en række fremragende komponister. Igen kom inspirationen fra England, hvor gudstjenestens faste led igennem århundreder er blevet sat i musik af samtidens komponister.

Præludiet, introitus, er skrevet for kor og orgel, så præst og dåbsfølge kommer ind i kirken til stor musik

Ved den daglige aftensangstjeneste, evensong, som den i århundreder er blevet afholdt i domkirker og collegekirker, er Marias Lovsang, Magnificat, et fast led. Derfor findes der i hundredevis af musikalske udsættelser af denne smukke tekst, og den samme tekst belyses igen og igen af vekslende komponister.

I den danske højmesse har salmerne en prominent plads, og jeg inviterede derfor komponisterne til at gennemkomponere højmesserne til de store kirkefester, uden at der liturgisk blev flyttet et komma, og så menigheden sang, hvad de plejer.

Præludiet, introitus, er skrevet for kor og orgel, så præst og dåbsfølge kommer ind i kirken til stor musik, som sætter tonen for hele tjenesten. Salmerne er gennemkomponerede, så menigheden synger som de plejer, omgivet af korets overstemmer, omharmoniseringer og improviseret orgelspil, alt sammen med den effekt, at menigheden inspireres til at synge med for fuld hals.

Under den lange nadverhandling synger koret, vekslende med menighedens sang – alt holdt i et nedtonet lydniveau, så andagten ikke forstyrres. Til gengæld er der stor lyd på det trefoldige amen efter velsignelsen, hvor kor og menighed synger de tre amener, men hvor koret, mens menigheden sætter sig, synger et fire-seks-stemmigt amen, som begynder svagt, men hvælver sig op i et festligt fortissimo.

Gudstjenesten som interaktivt kunstværk

Er det så lykkedes? Det lykkes i glimt. Nogle gange, under højmesserne til de store kirkefester, samler gudstjenesten sig i en lykkelig, fælles bestræbelse. Musikken, teksterne og liturgien oplyser hinanden og tjenesten opleves som et åndedrag.

Jeg forstår gudstjenesten ved Herning Kirke som et interaktivt, levende kunstværk med en elegant vekslen mellem fastlagte tekster, ordinariumsleddene, og frie passager. Indenfor den autoriserede liturgiske og tekstlige ramme er der rige muligheder for improvisation; men alt udfoldes med fornemmelse for den liturgiske puls i en subtil vekslen mellem fremdrift og fordybelse.

Langt op i sidste århundrede herskede laubianismens genredogmatik. Men i de seneste 30 år har laubianismen løsnet sit greb om folkekirken, og vi møder nu en bred vifte af musikalske genrer, som fungerer godt ind i salmebogens stilpluralisme, så længe stilarternes vekslen ruller gennem højmessen med en stadig fornemmelse for det samlende liturgiske greb og højmessens bærende puls.

Jeg tænker på liturgiens frisættende kraft, på samme måde som gode manerer kan være frisættende

Liturgien er ikke en spændetrøje, men en meningsfuld ramme for at lytte, at synge, at bede og for at lade op. Jeg tænker på liturgiens frisættende kraft, på samme måde som gode manerer kan være frisættende. Vi behøver ikke at bruge kræfter på at overveje, hvordan vi skal gebærde os i vekslende sociale sammenhænge. Rammen er på plads, og vi kan samle os om indholdet.

At tænke 'på kanten af boksen'

”Hvad nu, hvis man ikke kender rammerne,” vil man kunne spørge, og dertil er kun at spørge tilbage:

”Hvilken form er folk født med at kende?”

Der ligger kort sagt en umådelig opgave i at sikre kendskabet og ejerskabet til traditionen. Folkekirken opfører sig næsten frygtsomt overfor sin egen historie, sine egne traditioner og sit overvældende potentiale for den stadige fornyelse, som kan skabes, hvis man har indsigt i det felt, man fornyer.

Professor Lene Tanggaard har stillet sig skeptisk overfor udtrykket ‘at tænke ud af boksen’. Tanggaard minder om, at ingen person har skabt fornyelse af noget uden et dybtgående kendskab til det felt, han eller hun har fornyet. Hun foreslår derfor at vi i stedet for taler om  ‘at tænke på kanten af boksen’.

Jeg ser højmessen i Herning Kirke som et omfattende dannelsesprojekt. Vi uddanner kirkens mange unge korsangere til at forstå den tradition, de er en del af, og til at løfte og forny traditionen. Med gudstjenesterne, søndag efter søndag, skaber vi medejerskab til en stor kristen tradition, ikke kun i menigheden, men i hele byen.

Mads Bille er kunstnerisk chef for Den Jyske Sangskole og tidligere organist ved Herning Kirke og dirigent for Herning Kirkes Drengekor.
 

Orgelprofessor: Vi uddanner organister i traditionen – og i at udfordre traditionen
Menigheden og musikken

Orgelprofessor: Vi uddanner organister i traditionen – og i at udfordre traditionen

Organister kan lære af den nye rytmiske musik, men de kan ikke undvære det traditionelle grundlag. På konservatoriet uddanner vi organister til både at bygge videre på en stærk tradition og at være en aktiv del af traditionens udfordringer, skriver Sven-Ingvart Mikkelsen

Menigheden og musikken

Alternative musikformer vinder indpas mange steder i folkekirken – fra lovsang til Justin Bieber-gudstjenester. Samtidig smuldrer det fælles folkelige kendskab til kernesalmerne og den traditionelle højmesses form.

Hvordan kan gudstjenestens klassiske orgelledsagelse og menighedssang fornys, uden at genkendelsen og sammenhængskraften går tabt?

Følg med i Kirke.dk's serie, hvor organister og præster giver deres bud på kirkemusikkens udfordringer og muligheder.

Læs alle artikler i serien