Den smukke, hvide kirke ligger midt i Butja.
Solen skinner i de gyldne kupler. Foran kirken ligger en massegrav. En kvindes hånd stikker op af leret. En velplejet hånd med lakerede negle. Nogens mor, nogens datter, nogens elskede. Granaterne slår ned og kvinder gruppevoldtages med en pistol for tindingen. Gerningsmændene er nogens sønner, mænd og fædre.
Alt dette i det nye Europa.
Det er næsten 80 år siden folkekirken reelt har skulle forholde sig til krig i vores nærområde. Derfor er det af gode grunde ikke et spørgsmål, der har fyldt op på sognemøder og i bispeudtalelser. Ligesom i tiden op til 1. Verdenskrig – og 2. Verdenskrig – er vi kulturelt og måske også religiøst uforberedte på krigens nærvær.
De to kirkeoverhoveder, den russiske patriark Kirill og pave Frans personaliserer to typiske kirkelige tilgange til hvorledes spørgsmålet om krig kan imødekommes:
Patriark Kirill støtter i nationalistisk hovmod op om den russiske angrebskrig.
Pave Frans fordømmer aggressionen, ikke aggressoren. Dørene holdes åbne for en diplomatisk indsats. Den militære oprustning i Vesteuropa kaldes ”vanvid” ud fra pavens spirituelt-pacifistiske tilgang.
Som kirke kan vi ikke negligere den grusomhed, der sker. Etisk set må vi forholde os til den virkelighed, som er. Derfor har vi behov for en tænkning, der indeholder nuancer og teologisk refleksion. En af de teologiske tænkere, som har arbejdet seriøst med krigsproblematikken i det 20. århundrede, er Kaj Munk.
I denne artikel vil jeg præsentere nogle af hans tanker.
Munk: Krigens væsen og nationalismen
Kaj Munks første møde med krigen var på en dannelsesrejse til Tyskland i 1920. I en prædiken nævner Munk Tysklands 2 millioner faldne:
… Dertil kommer Frankrigs, Belgiens, Englands, Østrigs, Italiens, Ruslands, Amerikas — Alverdens — og saa de saarede, du skulde se dem i Berlin, ligge med lægte splintrede Ben paa Fortougene, skælvende, tænderklaprende, tiggende, med tomme Øjenhuler, o, det glemmes aldrig — (Prædiken til 14. søndag efter Trinitatis (B) 1922)
Munk forholder sig ikke her til skyldsspørgsmålet i krigen, men for dens ofre på begge sider af fronten. Det gør Munk til gengæld senere, hvor han ser såvel de tyske som de sovjetiske angreb:
… Jeg kan nævne den finske Mor, der kaster sig over sit Barn paa aaben Gade for at dække det med sit Legeme, mens Molotovs Bomber fra Himlen kalder Helvede op fra Dybet omkring hende. (Prædiken til 24. søndag efter Trinitatis (A) 1941)
Selvom Munk i sine dramaer havde en forkærlighed for det heroiske, ser vi ingen banal krigsromantik i forkyndelsen. Det samme gælder i forhold til nationalismen. I en prædiken til den folkekære kong Christian X’s fødselsdag afviser Munk det nationales forrang for det kristelige, som er almindeligt i Trosbekendelsens forstand:
Saadan en Gudstjeneste som den, vi holder her i Kirken paa vor Konges Fødselsdag, kunde vi kalde en national Gudstjeneste. En national Gudstjeneste, hvad er det for en Uting? Vor Gud er jo ingen Nationalgud, han er hele Verdens Gud, lige saa godt Gud for Danskerne som Tyskerne, for Sorte som for Hvide.
Og den kristne Kirke, spørger den efter Nationer? Er ikke for den alle Mennesker Brødre? Den er universel; vil det ikke sige det samme som international?
Patriotismen er smuk i sin kærlighed til fædrelandet og folkeligheden. Munk er så langtfra en senmoderne oikofob, som tager afstand fra hævdvundne værdier. Men disse værdier skal ikke påtvinges andre:
Den farisæiske Fædrelandskærlighed havde stærkt Islæt af den Selvovervurdering, der fører direkte ud i Forbrydelsen. (Prædiken på kongens fødselsdag 1941)
Forbrydelsen er i denne sammenhæng såvel besættelsen af Danmark som overgrebene fra Stalins og Hitlers kommunistiske og nazistiske krigsmaskinerier. Man kan problematisere om Munks fokus på nationalismen ikke i stedet burde have været på henholdsvis de fascistiske og kommunistiske ideologier? I forhold til en nutidig kontekst, hvor Putin går i Stalins blodspor, er nationalismen dog nok et særdeles centralt element.
Munk: Pacifisme eller modstand
Hvordan bør den kristne forholde sig til krigen og besættelsen? Munk diskuterer mulighederne:
Hvordan ser da Jesus paa Militæret? Mange Kristne og deriblandt nogle af de bedste er ikke i Tvivl om Svaret. Han fordømmer enhver Form for Krig, og vil du have med ham at gøre, maa du være Militærnægter… Det Standpunkt er det nemmeste, for det er saa konsekvent. Ogsaa vi hader Krigen og dens Væsen og dens Gerninger. Hvor vilde vi gerne have Lov til at staa op og stemple den som Synd, Synd, idel Synd. Hvor vilde vi gerne kaste Kristendommen, hele Kristendommen, Vægtskaalen for Krigens Afskaffelse. (Prædiken til 3. søndag efter Helligtrekonger (A) 1942)
Denne betragtning svarer groft sagt til pave Frans’ udgangspunkt og den krigsetik, som i de seneste mange fredens årtier har præget fredsbevægelser og kirker i Vesteuropa. Men Munk er i tvivl:
Hvor vilde man dog gerne, at Kristus var hernede paa Jorden endnu. Ikke blot i sit Ord og Sakramenterne, saadan som det er vor Lykke at eje ham. Men helt legemligt. Saa at Ordet stadig var Kød. At han boede i Kongensgade og havde Træffetid fra 1-3. Saa kunde man gaa til ham og spørge ham: Undskyld, men passer det ikke, at De er Pacifist? (Prædiken til 3. søndag efter Helligtrekonger (A) 1942)
Munks konklusion bliver en respekt for den overbeviste pacifist, men en fordømmelse af den ansvarsforflygtigelse, som ligger i en fromtlydende ligegyldighed:
Der er Folk, der er Pacifister og samtidig haaber, at andre Folks Soldater skal vinde Krigen for dem. Det er den Sort neutrale, der vil kæmpe til enten den sidste tyske eller sidste engelske Soldat. De vil faa en streng Dommer paa Dommedag af ham, der ikke paa Golgatha traadte til Side og lod Suppleanten komme til. (Prædiken til 3. søndag efter Helligtrekonger (A) 1942)
Billedet holder ikke helt i forhold til krigen i Ukraine, hvor der jo indtil videre ikke er indsat organiserede udenlandske tropper når bortses fra angrebsmagten. Pacifisme-spørgsmålet er dog aktuelt i forhold til, hvordan Kirken forholder sig til afsendelse af offensivt militært udstyr til Ukraine.
Munk: Fjenden og hadet
Når nu krigen er en realitet og ondskaben trives i alle dens perversiteter, hvordan kan man som kristen da betragte fjenden?
Fjenden er også mennesker skabt af Gud. Munk anerkender, at de tyske soldater er unge mænd udsendt på en opgave. Nogle af dem forfalder til den perverse grusomhed, som er under Guds dom. Andre tjener deres land i en krig, som ikke er deres. Dermed kan Munk noget provokerende prædike:
Man kan holde med hvilken af de krigsførende Magter man vil, og man kan fordømme dem alle lige, men Kristus har ikke lukket Himlen for noget Folk, eller nogen Stand. Baade af Churchills og af Hitlers Generaler vil der være nogen, der skal faa Lov til at sidde til Bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriges Rige. (Prædiken til 3. søndag efter Helligtrekonger (A) 1942)
For Munk personligt betyder det, at han ikke kristeligt set kan forsvare at dæmonisere sin fjende:
Jeg staar ikke her for at prædike Had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. (Prædiken til Nytårsdag (B) 1944)
Men disse ord, som Munk prædikede 3 dage før sin henrettelse i et tysk terrordrab, står ikke alene. Fjenden må bekæmpes. Ikke som mennesker – men som repræsentanter for den ideologi, de tjener. Ikke med had, men med nødvendighed:
… Saa længe som de finder sig i, at dette Regimente, de selv har heilet sig til, beholder Magten over dem, maa de staa Last og Brast… Det er Krigens haarde Vilkaar, at saa længe den varer, er det ikke Mennesker, vi har at gøre med, men Uniformer. Naar vi ser en tysk Soldat i Danmark, maa vi sige: det er en Uniform— og huske, hvad den Uniform staar som Udtryk for. (Prædiken til Nytårsdag (B) 1944)
Munks udsagn gælder først og fremmest i forhold til den danske modstandskamp. Men Munk tiltalte også den norske kamp mod Tyskland og den finske kamp mod Sovjet. Efter al formodning ville Munk have støttet den ukrainske forsvarskamp helhjertet.
Munk: Den etiske fordring
Munk deler på ingen måde holdning med patriark Kirill. Angrebskrigen er kristeligt set uforsvarlig. Men han deler heller ikke holdning med pave Frans. I Munks optik ligger den kristnes ansvar i at forsvare den svage, og det gælder netop også når:
… Et lille Land overfaldes af en brølende, stormægtig, skaanselsløs Fjende. Vi har hørt dette Lands Mænd gaa ud til Forsvar for Kvinder og Børn syngende Vor Gud han er saa fast en Borg. Alle Ofre og Lidelser tog de paa sig for at værne om den dyreste Gave, de følte Gud havde givet dem. Jeg spørger den Herre Jesus: Fordømmer du dem? Og den Helligaand svarer i mit Sind: Jeg vilde have fordømt dem, om de havde givet sig Sejghed og Selvopgivelse i Vold og ofret andre for at spare sig selv. (Prædiken til 3. søndag efter Helligtrekonger (A) 1942)
Munk står naturligvis i et kristeligt og etisk paradoks. Kan man tillade sig at støtte krig for at standse krig? I Munks forkyndelse kredses om den menneskelige inkonsistens, der svarer til det fromme, men hykleriske ønske i Jakobsbrevet: Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt! (Jak 2,16) Hvor næsten dog ikke får det, som gør at vedkommende kan holde sig varm og mæt og i fred. Under alle omstændigheder nytter det ikke, at dæmoniseringen skader vort blik for, at både ven og fjende er skabt af Gud og har værdi i både tid og evighed:
Det er sandt nok, at som Kristne ved vi, at Englændere og Tyskere, Græker og Tyrker, Kinesere og Indere er vore Brødre, hvem vi i Guds Navn har Pligt til at elske, bare fordi det er Mennesker. Der er ingen Nød, som lides her i Verden, der ikke kommer os ved. Selv i Krig vil det være saadan, at sammen med Glæden, vi føler, naar det lykkes at fælde en Fjende, gaar dog en Smerte, fordi denne Fjende foruden at være Fjende tillige var vort Medmenneske. (Prædiken til 10. søndag efter Trinitatis (A) 1941)
Man kan læse Munks prædikener i besættelsestiden som et opgør med politisk ekstremisme, dæmonisering og had.
Man kan læse høre dem som en opgør med en vammel humanisme (Munks udtryk), som ikke træder i karakter i kamp for næsten.
Endelig kan vi læse prædikenerne som inspiration fra en tid, der på afgørende områder minder om vores. Med den tidligere modstandsmand K.E. Løgstrups ord holder vi altid noget af vores næstes liv i vores hænder. Det gælder ikke mindst i en situation som den, der nu udspiller sig i Ukraine.
En etisk og kirkelig debat
I lighed med i resten af Vesteuropa er folkekirkens og andre kirkers rolle i det politiske spil yderst marginal for sikkerhedspolitikken. De tider er forbi, hvor bisperne kunne udsende egne hære og lyse fjenden i band. Hvorfor så overhovedet kirkeligt set bekymre sig om krigen i Europa?
Fordi alt det, som er væsentligt i menneskelivet og i samfundet også kommer kirken ved. Der er brug for, at vi taler med, også når det gælder krigens etik. De ukrainske flygtninge bor på efterskolen eller hos naboen. Det er knapt så usandsynligt som før, at aggressionen i en eller anden form kan skylle op på danske kyster.
Lad os endelig ikke faa Politik ind i Kirken, siges der; det hører vi om i Radioen og læser om i Aviserne; lad os være fri for det i Guds Hus.
Men hvordan hører vi om det i Radioen og fra Avisen? Det kunde være, at vi i Guds Hus skulde høre om det paa en ganske anden Maade, end vi er vant til. Netop. I Guds Hus skal vi høre om det, der sker ude i Verden, sat i Forhold til Guds Ord.
(Prædiken til 23. søndag efter trinitatis (A) 1941)
Skal vi samle ind til nødhjælpspakker eller panserværnsraketter?
Svaret kan diskuteres. Samtidig med, at vi med Kristus helhjertet hader krigen.
--
Alle kendte prædikener fra besættelsen kan læses i samlingen ”Krigens prædikener – Kaj Munks prædikener 1940-1944”, Aalborg Universitetsforlag 2021.
Christian Grund Sørensen er ph.d. cand.theol. cand.it. og postdoc ved Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet