Præst: Der er krig i Ukraine – hvor er de danske biskopper?

Den anglikanske kirkes ærkebiskop er på banen, og pave Frans fordømmer dagligt krigen som et tab for menneskeheden, men hvor er folkekirkens biskopper? Tidligere sognepræst efterlyser en fælles udtalelse om Ruslands invasion af Ukraine

Vi trænger til en fælles udtalelse fra jer i bispesæderne, hellere i dag end i morgen, skriver tidligere sognepræst Birgit Bryld Lorenzen.
Vi trænger til en fælles udtalelse fra jer i bispesæderne, hellere i dag end i morgen, skriver tidligere sognepræst Birgit Bryld Lorenzen. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Den lamme folkekirke, de stille lam. Hvor er de danske biskopper henne, hvorfor er de blevet så tavse i Ukrainekrigen?

Man mindes biskop Hans Fuglsang-Damgaards hyrdebrev under besættelsen. Udtalelser og hjælpsomhed under opstanden i Ungarn. Sympati for befrielsesteologien.

I de senere år har det ikke skortet på solidaritet med palæstinenserne, og med nødstedte i Syrien og i Mellemøsten i det hele taget, med dialogmøder tværs over grænser.

Den anglikanske kirkes ærkebiskop er på banen, og pave Frans fordømmer dagligt krigen som et tab for menneskeheden.

"Op, I kristne, ruster eder!" Kære biskopper, kom frem, sig noget, inden lammet står på bordet. Det er den stille uge, og påskens drama udfoldes dag for dag.

Vi er fælles om glæden over opstandelsen og trænger til en fælles udtalelse fra jer i bispesæderne, hellere i dag end i morgen.

Glædelig påske!

Birgit Bryld Lorenzen er tidligere sognepræst i Herlufmagle.