En af kirkens søjler er missionsbefalingen, der byder os at være en kirke, der når bredt ud og er relevant for mange mennesker. Dette fordrer, at kirken til enhver tid er kirke i sin samtid. Opgaven er en møjsommelig kontinuerlig organisk proces, som nu har varet i 2000 år.
Alle, der er en del af kirken, har et ansvar for denne proces og må således til stadighed stille sig selv spørgsmålet: "Hvordan kan jeg bedst arbejde for, at kirken når bredt ud og er relevant for mange?"
I vor tid kan man konstatere, at i forhold til at nå bredt ud og være relevant for mange, har musik nogle indlysende kvaliteter. Det er vel også derfor, musik spiller en så en central rolle ved størstedelen af de mange nye tiltag, folkekirken har udviklet de seneste par årtier.
Det gælder for eksempel babysalmesang, fællessangsarrangementer, spaghettigudstjenester, Taizé-gudstjenester, konfirmandgudstjenester, aftenandagter, natkirke samt de markant udvidede koraktiviteter (spire-, børne-, ungdoms-, voksen-, rytmisk-, gospelkor)
Musik er en god åbning ind i kirkens fællesskab, en åbning, der kan fordybe og forankre den enkeltes tilknytning. Det gælder for kernemenigheden, for den vante kirkegænger, for den årlige gæst såvel som for skeptikeren.
Som organist i Sorgenfri Kirke gennem de seneste fire år har jeg haft mulighed for at arbejde intenst med en række sådanne musikalske menighedsinddragende aktiviteter.
Det handler om at bruge de professionelle kræfter til at placere menigheden endnu mere centralt i kirken
Det er en velkendt erfaring fra arbejdet med frivillige, at "menigheds-inddragende" er et synonym for "menigheds-opbyggende". Gennem at lægge sin tid og sine kræfter i kirken opnår man automatisk en tilknytning hertil og til det fællesskab, kirken er.
Et frivilligt kor kræver tid og kræfter af korlederen
Sorgenfri Kirke er en kirke med et udadvendt og meget direkte udtryk. Alle skal med ombord, og alle skal være med fuldt ud – og helst fra start til slut.
Dette har betydning for, hvor man i Sorgenfri Kirke lægger snittet mellem funktionær og lægmand, mellem professionel og amatør. Hvis man på den ene eller anden måde kan få en lægmand til at løfte arbejdsopgaverne, er dette i de fleste tilfælde at foretrække. Dette handler ikke om at af-professionalisere kirken. Det handler om at bruge de professionelle kræfter til at placere menigheden endnu mere centralt i kirken.
I forhold til musikken betyder dette en massiv inddragelse af menigheden i en række af de centrale musikalske funktioner. Det gælder især højtidernes gudstjenester (hvor der indgår stort anlagte kirkemusikalske værker), den ugentlige højmesse samt koncerter.
Her samles hver gang et ad hoc sangkor, hvor alle er velkomne uanset erfaring og musikalsk niveau, blot man forbereder sig og kommer til alle korprøver. Hver fugl synger med sit næb! Ud fra dette princip medvirker 40-50 sangere ved højtiderne og 10-15 sangere ved søndagens højmesse.
Opgaven for mig som korleder er herefter at få dette til at lykkes musikalsk. Heri ligger nødvendigvis en række kompromiser og særlige hensyn i forhold til repertoirevalg, tempi, dynamik, tonearter, ekstra instrumentalstøtte, musikalsk bearbejdning med mere.
At arbejde således kræver langt mere tid og kræfter af korlederen, end hvis de tilsvarende opgaver skulle løses af en håndfuld professionelle. Men resultatet kan udmærket blive tilfredsstillende musikalsk set.
Menighedskoret skaber musikalsk nysgerrighed og åbenhed
Det afgørende perspektiv er, at hver gang koret synger, kommer alle endnu længere ind i kirkens fællesskab. Det gælder helt indlysende for de udøvende korsangere. Men det gælder også for den øvrige del af menigheden, der i kraft af deres relation til de udøvende korsangere oplever musikken endnu mere nærværende og vedkommende. “Menighedskoret” bliver hele menighedens kor.
Erfaringen er, at jo tættere knyttet man er til kirken, desto mere interesseret og lyttende er man over for alle kirkens aktiviteter. Synger man i “Menighedskoret” – eller føler man sig knyttet til menighedskoret – er man grundlæggende mere nysgerrig og åben over for kirkekoncerten med nykomponeret orgelmusik, studiekredsen om Løgstrup, foredraget om dansk kirkekunst og så videre.
Forkyndelsen ledes i toner og ord af professionelle kirkemusikere og teologer. Men den bæres ikke af disse
Folkekirken er en professionel institution med en lang tradition for at inddrage frivillige i sit arbejde. Men hvor skal snittet lægges mellem professionel og amatør?
Gennem generationer har topprofessionelle arkitekter, håndværkere, billedkunstnere, træskærere, orgelbyggere og andre skabt de smukkeste rammer for forkyndelse gennem udformningen af vores kirker. Forkyndelsen ledes i toner og ord af professionelle kirkemusikere og teologer. Men den bæres ikke af disse.
Kirken bæres hverken af billedkunstnere, organister eller præster. Den bæres af menigheden. Og således må enhver kirke til stadighed bygge menighed.
Professionalisme er stadig afgørende
Ved at professionalisere kirken fra kælder til kvist risikerer man at gå glip af musikkens indlysende menighedsopbyggende kvaliteter. Det går ikke. For hvis kirken fortsat skal nå bredt ud og være relevant for mange, skal der trækkes på alle kræfter – også de musikalske.
Omvendt er det afgørende at holde fast ved en professionalisme, når vi skal bygge videre på 2000 års tradition for at skabe en værdig og smuk ramme for menneskets møde med evangeliet og det kristne fællesskab.
Mennesket har altid gjort sit ypperste for at fejre dette møde. Her er kun det bedste godt nok. Det er netop derfor, vi har Bachs Matthæuspassion, Michelangelos Pietà, Matisses kapel i Vence. Kunstværker, der fordyber og forankrer menneskets møde med det guddommelige, og som samtidig gør hele menneskeheden rigere.
Hvad der er den rigtige måde at gøre tingene på er helt afhængig af den enkelte kirke og det enkelte sogn. Svaret er næppe det samme i Københavns Domkirke, Høsterkøb, Nødebo, Tønder, Hadsund, Rønne og Sorgenfri.
Peter Navarro-Alonso er organist i Sorgenfri Kirke. Han er desuden uddannet saxofonist og komponist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.