Verden har været lukket ned – også Afrika. Men en fuld nedlukning af alle kirker og trossamfund i Afrika er noget af det mest urealistiske, jeg kan forestille mig. Folk elsker deres kirke; ordet og fællesskabet vil blive savnet for meget.
Afrikanerne møder troligt op hver evig eneste uge, kirkerne er propfulde, gudstjenesten er lang og varm og stemningen høj. Prædikantens ord bliver modtaget med respekt – og efterlevet. At forestille sig, at en afrikaner ikke skulle bruge på den gode side af en halv dag i sit stiveste puds på kirkebænken (eller plastikstolen), smitterisiko eller ej, er næsten uden for min fantasi.
Det vil nok være en stærk overdrivelse at påstå, at danskerne som et samlet folk har savnet deres kirke. Kun få sætter sig på kirkebænken hver uge.
Har den gennemsnitlige dansker reelt bemærket nedlukningen af kirker og trossamfund, medmindre, han eller hun stod overfor et bryllup, barnedåb eller begravelse og derfor skulle benytte sig af kirkens ’service’?
Afrikanske versioner af kirkelukning
Tankerne om kirkens betydning under en krise gjorde mig nysgerrig. Har kirkerne i Afrika virkelig været lukket? Jeg spurgte ad i nogle af de lande, vi i ADRA samarbejder med:
Etiopien: Her lever de store religioner side om side. Alle er gået sammen om at oplyse befolkningen om smitte og forholdsregler. Dette skete gennem udsendelser på tv, hvor de forskellige religiøse ledere talte om forebyggelse af coronasmitte. Rækkevidden har været stor. Etiopien har ganske få registrerede tilfælde af covid-19, og er dermed et pragteksempel på, hvordan religiøse ledere kan bruge deres stemme ind i folks liv og handlinger. Et greb, vi i ADRA også i stigende grad benytter os af i udviklingsprogrammer, for eksempel når det handler om kvinders og pigers rettigheder. Hvis præsten eller imamen udsender beskeder – så lytter folk.
Malawi: Staten har sat begrænsning på antallet af deltagere til en gudstjeneste – maksimalt 100 personer. Hvor gudstjenester er blevet gennemført, har der været afholdt flere på samme dag for at kunne overholde begrænsningen. Det er tankevækkende, for hvor mange kirker i Danmark ville have svært ved at overholde et maksimum på 100 mennesker?
Uganda: Kirkerne har været omfattet af landets totale nedlukning. Landet har fortsat forbud mod forsamlinger større end fem personer. For at undgå mangel på åndelig føde, har radio- og tv-stationer stillet sendetid til rådighed for de forskellige trossamfund i faste tidsintervaller.
Burundi: Kirkerne har ikke har været lukket ned. Regeringens argument for denne beslutning er, at Burundi er et velsignet land under beskyttelse af Gud – også mod covid-19.
Synlighed og relevans i en krisetid
I en dansk sammenhæng, hvor lukkede cafeer høster større sympati og savn end lukkede kirker, er det interessant at få det afrikanske perspektiv med. Lad os inspirere af afrikanerne, der lader troen fylde og betyde noget.
Under en krise, som den vi lige har gennemgået, bør de danske kirker netop gøre sig synlige og relevante, fordi folk søger svar og tryghed i en utryg tid. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om menighederne har gjort sig gældende i denne rolle, men situationen har helt sikkert været en sund anledning for kirker til at tænke digitalt og genoverveje, hvilken relation vi bygger og vedligeholder til danskerne.
Herhjemme har hr. og fru Danmark nemlig ikke efterlyst store religiøse fællesskaber på nationalt plan. På mange måder har Phillip Faber og hans fællessang udfyldt den store, samlende rolle under #sammenhverforsig.
Kirker og trossamfund bør spørge sig selv, om de har gjort nok for at påtage sig et ansvar og en rolle i en krise, eller om de blot igen har accepteret, at kun få danskere gider at tale om tro.
Signe Lund Christensen er kommunikationschef i ADRA Danmark.