Kirkeordfører: Ser du miraklerne omkring dig?

Som politiker med et travlt liv og møder rundt om i landet glemmer man let at stoppe op og være taknemmelig. For mig er det noget, jeg har trænet i at gøre hver eneste dag, så jeg kan det, og det ligger på rygraden, skriver Mette Hjermind Dencker

Det er de fattigste mennesker i denne verden, dem, der mangler taknemmelighed. De vil ikke kunne se miraklerne, selv når de lander lige for næsen af dem, skriver Mette Hjermind Dencker.
Det er de fattigste mennesker i denne verden, dem, der mangler taknemmelighed. De vil ikke kunne se miraklerne, selv når de lander lige for næsen af dem, skriver Mette Hjermind Dencker. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Det er vinter, det er mørkt, det er depressionernes højtid. Alligevel kommer der mirakler til dig hver eneste dag, hvis du husker at stoppe op og se dem. 

De der små mirakler, som det tog mig års træning at se. Da jeg kunne det, da jeg lærte at se de små mirakler, som kunne være alt fra at noget på jobbet blev aflyst, så jeg havde en time mere med mine børn, til at den pakke smør, jeg kom for at købe i supermarkedet, var på tilbud, så kunne jeg se, og være taknemmelig for de store mirakler:  

Denne artikel er en del af dette tema:
Kirkesyn
Kirkesyn

Da min datter blev helbredt efter alvorlig sygdom. Det, at min yngste søn blev født julenat ligesom Jesus. Han blev døbt Lucas, efter forfatteren til juleevangeliet. Hvilket mirakel.

Når jeg taler med dem, der er mørke steder i livet, eller dem, der generelt fejler og ikke rigtig har medvind i noget af det, de foretager sig, ser jeg det fællestræk, at jeg har svært ved at få øje på deres taknemmelighed. 

Det er de fattigste mennesker i denne verden, dem, der mangler taknemmelighed. De vil ikke kunne se miraklerne, selv når de lander lige for næsen af dem. Tro mig, jeg har prøvet at vise dem det, med reaktioner fra “ja, det havde jeg da også regnet med” til ”og hvad så, er det noget særligt?”

Den, der har taknemmelighed, er rig

Nogle gange, når vi tolker Bibelen, må vi også se de gåder, der er - det, at ikke alting står ordret, men at der er plads til tolkning. Her kan du frit være uenig med mig, men min tolkning er, at i Matthæusevangeliets kapitel 13 vers 12 mangler der et ord: 

”Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal faa Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har”. ”Taknemmelighed” er det ord, der mangler, så sætningen giver fuld mening. Bare for at bruge et godt hverdagsord, der hvor flere teologer vil sige ”troen på paradis” eller ”forståelse for Guds rige”. 

Men det betyder vel det samme. Den, der har taknemmelighed, er rig, og til ham skal der gives, så han bliver endnu rigere. Men den, der ikke har taknemmelighed, og ikke sætter pris på det, han har, fra ham skal selv det tages, som han har. 

Når man som jeg er politiker og lever et travlt liv med mange møder og ting, man skal forberede, og turnéer rundt i landet, så glemmer mange at stoppe op og være taknemmelige. For mig er det noget, jeg har trænet i at gøre hver eneste dag, så jeg kan det, og det ligger på rygraden. 

Taknemmelighedsstenen

Da mine børn var små havde vi i bilen en sten, jeg havde fundet ved stranden, som vi på skift tog i hånden, det var vores taknemmelighedssten. Så skulle vi sige tre ting, vi var taknemmelige for, når vi holdt den.

I dag ser jeg for mange børn, der er for forkælede og forventningsfulde, og jeg tænker tit, det er synd for dem, for det er et så fattigt liv, at gå op i, hvad man kan få, og hvorfor de andre får mere, og at være konstant utilfreds ved hele tiden at se det, der mangler.

Snart er det jul. Jeg håber, du er taknemmelig for det fantastiske mirakel, vi fejrer, og miraklet i, at der er en tid, hvor du kan være sammen med din familie. Og er du præst, er julen også en god anledning til at tage taknemmeligheden med i dine prædikener. Den taknemmelighed, der er en forudsætning for, at vi kan få øje på livets mirakler.

Jeg ønsker dig en glædelig og velsignet jul.

Mette Hjermind Dencker er medlem af Folketinget og kirkeordfører for Dansk Folkeparti.