I det fællesnordiske projekt "Churches in Times of Change" har forskere og praktikere fra de nordiske kirker i det seneste år fokuseret på ændringer i dåb.
Et af de interessante fund i projektet er de forandringer af dåbsritualer, som vi ser som en respons på ændringer i medlemmernes brug af dåb.
I Island er der en større tradition for hjemmedåb, ikke kun i nødstilfælde, også af praktiske, geografiske årsager. Ofte har den nærmeste kirke ligget for langt væk, og derfor foretages cirka halvdelen af dåbshandlingerne i hjemmet.
Af samme grund forbinder man det ofte med en mere intim ceremoni for den nærmeste familie og i mindre grad som en indlemmelse i menigheden. Historisk har dåb derfor været praktiseret og forstået primært som en navngivnings- og velsignelseshandling i forhold til barnet.
Ligesom i de andre nordiske lande er dåb i dag på retur i Island, og man har oplevet en drastisk nedgang i antallet af dåb. Fra 2000 til 2019 faldt antallet af spædbørn, der bliver døbt, fra 89 procent til 42 procent. Primært på grund af sekularisering og individualisering - at forældre ønsker at lade barnet selv bestemme om det vil døbes.
Medlemsskab uden dåb
Men antallet af dåb og antallet af indmeldelser i kirken i Island er ikke det samme. Det særlige ved dåb i Island er nemlig, at man, i modsætning til i Danmark, kan blive døbt uden at blive medlem af kirken.
Man har en relativt økumenisk tilgang til dåb, det vil sige, at man døbes ikke nødvendigvis ind i en bestemt kirke.
Det fortæller præsten Steinunn Björnsdottír, som ofte har døbt børn fra en anden kirkelig tradition, for eksempel fra katolsk eller frikirkelig baggrund.
Velsignelse som første skridt inden dåb
Desuden har man et udviklet et særligt ritual i Island kaldet primsigning, som betyder ”et første tegn” og er en art velsignelsesritual. Man tilbyder altså forældre at velsigne barnet, hvis de mener dåben er for stort et skridt.
Det nye ritual er formuleret af tidligere biskop Kristian Valar Ingolfsson omkring år 2000. Men det er ikke som sådan en ny opfindelse. Det har en lang forhistorie. I oldtiden blev det brugt af købmænd i Europa, som ville handle med de kristne. Primsigningen var for dem en måde at afsværge de gamle guder over for kristne handelspartnere uden nødvendigvis at modtage dåben.
Primsigningen blev også brugt i oldtiden af missionærer. Hvis vikinger ikke uden videre lod sig omvende til den kristne tro, var primsigningen et stilfærdigt første skridt inden dåben.
Henvendt til familier med blandet religion
Det samme sker i dag i Island. I takt med at samfundet i stigende grad bliver kulturelt og religiøst mangfoldigt, kan det være en fordel at have et mere åbent og inklusivt ritual.
Og nogle familier vælger først primsigningen og så i nogle tilfælde dåben på et senere tidspunkt. Ritualet er blandt andet tiltænkt såkaldt ”blandede” familier, for eksempel i en familie hvor faderen er muslim og moderen kristen.
Hvordan fremtiden bliver i Island med dåb og primsigning er ikke til at vide. Man er i kirkerne begyndt at orientere sig mod andre lande for at hente inspiration og erfaringer i forhold til dåb. Man kan blandt andet fortælle, at det nye initiativ med dåbsklude er en stor succes – ligesom det også har været det i Danmark.
Christian Arffmann er kommunikationsmedarbejder i Folkekirkens mellemkirkelige Råd.