Sognepræst: Nadveren er mere end syndsforladelse, og det bør ritualet afspejle

I forbindelse med en studieorlov om nadverteologi og nadverliturgi for 1 1/2 år siden, fik jeg anledning til at tale med en del kirkegængere og kirkeinteresserede om nadveren. Mange så nadveren som noget meget centralt og som noget af det bedste i gudstjenesten.

Men en del af kirkegængerne var helt afklarede med, at de ikke brød sig om at gå til nadver, fordi nadveren for dem repræsenterede noget nedtrykt og skamfuldt. Én nævnte, at hvis man gik til nadver, sad de andre kirkegængere sikkert at tænkte: ”Hvad har hun mon gjort, siden hun har brug for en særlig syndsforladelse i denne uge?”

Så var det svært at skulle møde resten af menighedens øjne, når man gik ned fra nadveren. Flere nævnte også, at verset ”O du Guds lam” var med til at skabe en skamfuld stemning i forbindelse med nadveren.

For mig har nadveren altid stået som højdepunktet i gudstjenesten, fordi den rummer noget så vildt og fantastisk, som at vi får lov at fejre måltid med Kristus selv. Som barn var nadveren det bedste ved gudstjenesten, fordi der skete noget. Man kunne bevæge sig og fik lov at smage lidt vin. Og det var mærkværdige ord, man blev mødt med i nadveren: Dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod.

Som barn stod nadveren for mig som noget meget eksotisk og spændende. Også som voksen oplever jeg nadveren et forunderligt ritual. Her bliver det forkyndt, at vi får del i Kristus, og vi bliver en del af et fællesskab, ved at være fælles om at være Kristi legeme. Og derfor satte det mange tanker i gang, at nadveren af en række kirkegængere oplevedes som noget dystert.

Tidligere var skriftemålet en forudsætning for at kunne komme til nadver, men reaktionerne fra nogle af de kirkegængerne, jeg talte om nadver med, kunne tyde på, at hele nadveren i dag nærmest opleves som en form for skriftemål: som en kedelig påmindelse om, at vi er syndere – hvis vi skulle være i tvivl.

Og det kan være sundt nok med en erkendelse af egen utilstrækkelighed og uvilje mod det gode, men kun hvis den også følges af en klar forkyndelse af, at Gud netop i nadveren viser os, at vi hører til sammen med ham. Han inviterer os generøst til at dele måltid med ham.

Måske er vi så vant til tanken om, at vores tro er noget vi bærer indeni, at nadveren kan være grænseoverskridende ved sin synlighed. I nadveren får gudstjenesten kød og blod, og der er ikke plads til, at troen udelukkende er noget, jeg har for mig selv. Det er uvant for os, at troen bliver knyttet sammen med noget så kropsligt som nadveren, for nadveren insisterer på, at vores tro ikke bare har med vores ånd at gøre, men også med vores krop, lige så vel som Gud ikke kun er ånd, men også er krop.

Behovet for at tænke nyt i forhold til nadverliturgi handler for mig at se først og fremmest om, at vores nadverliturgi ikke afspejler den bredde og rigdom, der er i nadverteologien. Teologien har en række perspektiver på nadveren:

1. Kropstanken: at man både som modtager i nadveren bliver ét med Kristi legeme, og at man går fra nadveren som Kristi legeme.
2. Kristus giver i kærlighed sig selv hen for mennesker og viser dermed, at kærligheden handler om at give sig selv.
3. Fællesskab både med Kristus og med menigheden – her og hinsides, og ikke mindst
4. Måltidstanken, som både handler om at dele måltid med hinanden og med Kristus, på samme måde som måltidet er en tilskyndelse til at dele, hvad vi har, med dem, som ikke har og til sidst
5. Ihukommelsen, som betyder, at vi gennem en kollektiv erindring af Jesu liv, død og opstandelse også bliver samtidige med ham og med hinanden.

I de nuværende nadverritualer i Ritualbogen bliver vægten i nadverritualet lagt på syndernes forladelse. Her møder vi den korsfæstede og opstandne Kristus og bliver mindet om, at vi ved ham har fået syndernes forladelse, og derfor tør håbe på evigt liv. Det er absolut ikke uvæsentlig – men nadveren er mere end det!

En anden overvejelse er, om den rituelle, religiøse offertanke, at der skal blod til at formilde Gud, er en farbar vej til tolkningen af nadveren i dag? Især nadververset ”O du Guds lam” er med til at understrege, at når vi drikker Jesus blod, så vedkender vi os, at vores skyld koster Jesus blod – og er det dét, nadveren handler om?

Det er under alle omstændigheder vigtigt, at nadveren ikke opleves som om, at Kristus igen og igen ofres i nadveren, og at nadveren ikke betragtes som et offermåltid. Det er netop påsken budskab, at der skal ikke flere ofre til!

Nadveren kan ses som et kærlighedsoffer, hvor Jesus giver sig selv til os og dermed viser, at kærligheden altid har en pris. Og nadveren er en inkarnation i gudstjenesten, hvor Kristus får kød og blod for os. 

Både i oldkirken og hos Luther er inkarnationen en væsentlig del af forståelsen af nadveren. Brød og vin er Kristi legeme og blod – uden at de kan sammenblandes, og uden at de kan adskilles. Lige som Kristus er Gud og menneske på samme tid, er et brød legeme, og vin er blod.

I debatten om nadverliturgi er det væsentligt, at vi også tager en debat om nadverteologien, for de to skal gerne hænge tæt sammen. Den gave, som nadveren rækker, skal liturgien formidle og forkynde. Liturgien skal gøre det tydeligt, at i nadveren sker der noget: nadveren bringer os hen hvor Jesus er. Vi bliver samtidige med Kristus igennem nadveren. Og vi bliver sammenspiste med hinanden:

”En af de mest forvandlende ting ved nadveren er at den forpligter mig til at se personen ved siden af mig som ønsket af Gud”, skriver den tidligere anglikanske ærkebiskop, Rowan Williams i sin bog ”Kristen”.

For i nadveren er det ikke kun fællesskabet med Kristus, der styrkes, men også fællesskabet med mennesker og med Guds skaberværk. Vores samhørighed med Kristus, knytter os også tættere sammen med hinanden og med skabningen.

I forbindelse med min studieorlov studerede jeg nadverliturgierne i vore nabolandes kirker (Norge, Sverige og Tyskland). Det var gennemgående for dem alle, at de i høj grad lænede sig op af den oldkirkelige model for nadverliturgi, hvor nadverbønnerne både rummer en tak til Gud Fader for måltidet og for den verden, vi må leve i, en tak til Guds Søn for hans død og opstandelse, og en bøn til Helligånden om at gøre Kristus nærværende i brød og vin.

Selv om formuleringerne i nadverritualerne er fornyede, så er nadverliturgien skabt ud fra nogle led fra den første kendte nadverliturgi. Det er en stor styrke at lade nadverbønnerne være trinitariske, fordi det i sig selv er med til at udfolde flere sider af nadverteologien. Det havde de gamle kirkefædre syn for, og måske skal vi genopdage det i vores nye nadverliturgier.

I arbejdet med ny liturgi, er der mere på spil end bare en formidlingsopgave. Vi skal have de nadverliturgier, som bedst og på forskellig måde forkynder den gave, som nadveren er. Her må liturgi og teologi spille sammen, så traditionen ikke bare bliver trosæstetik.

Påsken er en god anledning til at dykke ned i nadverens svimlende budskab, som aldrig kan udfoldes udtømmende i hverken teologi eller liturgi. Men som præster er det vores opgave at blive ved med at prøve at sætte ord på det, som nadveren er: En invitation til at spise måltid med Vorherre selv og en inkarnation, der sker midt i gudstjenesten.

Inge Lindhardt Mikkelsen er sognepræst i Aastrup og Vonsbæk sogne.