Liturgi

Lektor: For meget frihed i liturgien er ikke gavnlig

"For en ting er at lytte til en prædiken, som man er uenig i; noget ganske andet er at lægge krop til en teologisk tvivlsom liturgi. Det første kan være givende, det sidste føles som et overgreb." Lektor Jesper Tang Nielsen er bekymret for følgerne af for meget liturgisk frihed. På billedet ses en ordinær altergang i Søborg Kirke. Foto: Kåre Gade

Det er ikke gavnligt med for stor lokal selvbestemmelse i den liturgiske udformning. Sognekirkerne risikerer at udvikle sig i retning af valgmenigheder, skriver lektor Jesper Tang Nielsen

Med rapporten "Overvejelser om forholdet mellem autorisation & frihed i Folkekirkens liturgi" har de danske biskopper indbudt til en debat om ”forholdet mellem det i gudstjenesten, der er fælles for alle i folkekirken, og det, der bestemmes lokalt”. Den debat vil jeg gerne bidrage til gennem oplevelser fra min sognekirke.

Kirken har dygtige og engagerede præster. Teologisk er jeg ikke altid enig med dem. Derfor sætter jeg stor pris på deres prædikener. De har næsten altid set noget i teksterne, som jeg ikke har bemærket; og de kan ofte fremdrage pointer, som jeg ikke har opdaget.

Imidlertid har menighedsrådet besluttet, at man ikke ønsker at anvende de autoriserede nadverritualer. Kirken har fået dispensation til at eksperimentere med ritualet og har nu konstrueret et nyt, som man vil bruge det næste år.

Det hjemmelavede ritual indeholder en del nye forestillinger: Nadverens brød og vin omtales som det sted, hvor den opstandne frelser deler sit liv med os. Kristus beskrives som en, der delte sit liv med mennesker, der svigtede ham. Man taler tilsvarende om svigt som en menneskelig mulighed i modsætning til synd som et eksistentielt vilkår. På trods af at de traditionelle indstiftelsesord anvendes, bestemmes det i bortsendelsesordene, at Jesus Kristus nu har givet os liv af sit liv.

Udvikling i retning af valgmenigheder

Efter mine begreber er det et åbent spørgsmål, om disse udsagn befinder sig inden for bekendelsesskrifternes nadverforståelse. Under alle omstændigheder bliver man som kirkegænger involveret i en forståelse af nadveren, der umiddelbart afviger mærkbart fra den almindelige lutherske. Det har jeg svært ved.

For en ting er at lytte til en prædiken, som man er uenig i; noget ganske andet er at lægge krop til en teologisk tvivlsom liturgi. Det første kan være givende, det sidste føles som et overgreb.

For mig at se viser disse erfaringer, at stor lokal selvbestemmelse kan gøre det umuligt at deltage i gudstjenester med en anden kirkelig retning end ens egen. Hvis det gøres muligt at indskrive lokale teologiske forestillinger i højmessens centrale elementer, vil sognekirkerne i praksis udvikle sig i retning af valgmenigheder.

Man vil samles i teologiske meningsfællesskaber, hvor chancen for at høre noget, man ikke kan sige sig selv, bliver mindre. Det vil hverken menighederne eller folkekirken have gavn af.

Jesper Tang Nielsen er lektor i nytestamentlig eksegese ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

Derfor taler vi om tradition og fornyelse

Folkekirkens biskopper har nedsat tre faggrupper, der arbejder med liturgi og gudstjenesteliv. Den første gruppe har behandlet spørgsmålet om forholdet mellem autorisation og frihed i folkekirkens liturgi.

Udvalget har udgivet en rapport, som skal "kvalificere en folkelig debat om forholdet mellem det i gudstjenesten, der er fælles for alle i folkekirken, og det, der bestemmes lokalt."

I forbindelse med "Himmelske Dage på Heden" i maj udgiver de to resterende faggrupper deres rapporter om henholdsvis gudstjenesten og om dåb og nadver.

Skriv et debatindlæg

Kirke.dk er dansk kirkelivs fagmedie. Har du en holdning, en reaktion eller en kommentar, så skriv til os. Debatindlæg må højst fylde 4500 tegn med mellemrum. Vi kan ikke garantere, at vi bringer alle indlæg, og vi forbeholder os retten til at redigere og forkorte. Kontakt os eventuelt, før du skriver.

Send en e-mail