Der er brug for en mere nærværende ledelse i folkekirken. Det var den første anbefaling i den rapport, der udkom i maj 2017, og som populært omtales som mobberapporten.
Rapporten viste, at mobning forekommer væsentligt hyppigere i folkekirken end på det danske arbejdsmarked i øvrigt. Og selvom rapporten egentlig tog udgangspunkt i en undersøgelse af præsternes arbejdsmiljø, så var en af konklusionerne, at ingen af de grupper, der udgør den folkekirkelige arbejdsplads, kan melde hus forbi. Præster, kirkefunktionærer, menighedsråd og provster figurerer alle i den kedelige del af statistikken.
Derfor anbefaler rapporten en mere nærværende ledelse, som blandt andet handler om at sætte det gode arbejdsmiljø på dagsordenen lokalt og gribe ind dér, hvor noget går skævt.
Tingene løser sig ikke af sig selv. Det fører ikke noget godt med sig at stikke hovedet i busken og vente på, at tingene går over af sig selv eller at ’den vanskelige medarbejder’ selv siger op. Al erfaring viser, at det har store menneskelige omkostninger at praktisere laissez-faire-ledelse, som i mange år har været en udbredt ledelsesstil i folkekirken.
Det er på det lokale niveau, at man må finde ud af, hvordan nærværende ledelse udøves bedst. At det skal gøres, er der vist ingen, der er uenige i. I kølvandet på mobberapporten var alle enige: Mobning er et nul-toleranceområde, og indsatsen for et godt arbejdsmiljø skal i det hele taget prioriteres.
I det lys kan det undre, at bestyrelsen i Landsforeningen af Menighedsråd siden april i år har gjort det til sin politik at råde menighedsrådene til ikke at vælge præsten som daglig leder. Undersøgelser har ellers vist, at netop arbejdsgiverrollen og personalefunktionen (kontaktpersonen) af mange menighedsråd opleves som den sværeste og tungeste.
Al erfaring viser, at det har store menneskelige omkostninger at praktisere laissez-faire-ledelse, som i mange år har været en udbredt ledelsesstil i folkekirken
Peter Birch
Derfor har menighedsråd siden 2008 kunne vælge mellem tre måder at varetage det daglige personaleansvar på: Ved at vælge et lægt medlem af menighedsrådet som kontaktperson, ved at vælge en af præsterne til kontaktperson eller ved at dele funktionen mellem et valgt menighedsrådsmedlem og en af præsterne. Det fremgår af menighedsrådslovens § 9, stk. 5.
Det nye er, at Landsforeningen ikke længere vil anbefale, at man overvejer de tre muligheder, men alene holder sig til den første. Hvor lovgivningen lægger op til, at alle medlemmer af menighedsrådet kan varetage personalefunktionen, ønsker Landsforeningen, at kun nogle af medlemmerne, nemlig de valgte, skal kunne påtage sig personalefunktionen.
Det er ellers kun et par år siden, at Præsteforeningens formand og formanden for Landsforeningen af Menighedsråd sammen skrev ud til alle menighedsråd og slog et slag for samvirket mellem valgte og fødte medlemmer af rådet. Det var klogt.
Så hvor kom det lige fra, at Landsforeningen nu vil sætte en skelnen op mellem de valgte og de fødte rådsmedlemmer? Er det baseret på sager, hvor det har givet problemer, at præsterne er involveret i personalekontakten enten alene eller ved at dele funktionen med en af de valgte? Næppe.
Jeg siger ikke, at præsterne er selvskrevne i sognets personaleledelse. Nogle steder vil det være oplagt, andre steder ikke. Og man kan sikkert sagtens finde eksempler på, at det ikke er gået godt.
Det afgørende er kompetent ledelse
Min pointe er, at det er en af de muligheder, der kan bruges. Og den kan være relevant de steder, hvor menighedsrådene ikke tæller valgte medlemmer, der har lyst, kompetence eller tid til at påtage sig opgaven. Det afgørende er, at man sikrer en ordentlig, tilgængelig ledelse. Hvis det involverer en af sognets præster, så vil det være ærgerligt at udelukke den mulighed på forhånd af principielle grunde.
Som provst rådgiver man altid konkret inden for den gældende lovgivning. Det handler om at finde de bedst mulige løsninger.
Nogle gange sker det ved at understrege over for præsterne, at de har et medansvar for sognets arbejdsmiljø og det personaleansvar, der påhviler menighedsrådet. Det kan betyde, at de må løfte et konkret ansvar som en del af personalekontakten, der hvor det er nødvendigt og rigtigt.
Det må vel dybest set handle om at finde den bedst egnede. Det skal menighedsrådene have for øje, når de om en måneds tid konstituerer sig for det kommende år.