Inspirationslæsning for ansatte i folkelige, professionelle organisationer

En nuværende og to tidligere ledere giver i ”Med hjerte og hjerne - Ledelse af folkelige organisationer” et sjældent indblik i ledelse af folkelige organisationer. Det er både bogens styrke og svaghed, at forfatterne skriver om deres egne organisationer, mener generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen i denne anmeldelse

Bogen ”Med hjerte og hjerne” falder på et tørt sted. Det er en af de få bøger, der beskæftiger sig med ledelse af folkelige organisationer, altså uafhængige, nonprofit organisationer med mange medlemmer eller bidragydere.

Bogen er skrevet af Henrik Stubkjær, tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Inge Vestbo, tidligere administrerende direktør i Hjerteforeningen og Bjarne Hastrup, mangeårig – og stadig nuværende - administrerende direktør i Ældre Sagen.

”Folkelige organisationer” er den brede betegnelse for underskoven af civilsamfundsorganisationer, der yder vigtige bidrag til samfundet.

Det er ofte komplekse organisationer, hvor man stiller store krav til toplederne, der den ene dag sidder ved en voksdug i Midtjylland hos en af sagens ildsjæle og den anden dag forhandler med minister og statslige embedsmænd - vel vidende, at det er opbakningen blandt frivillige, medlemmer og bidragydere, der giver organisationen sin legitimitet.

Ældre Sagen alene har 875.000 medlemmer, og de tre foreninger har tilsammen en omsætning på lige under en milliard kroner, ca. 1000 ansatte og 45.000 frivillige. Det er foreninger, som samtidig er forretninger; udfordringen er at sikre den rette balance mellem effektivitet og legitimitet.

Hjerteforeningen er en klassisk patientforening med enkeltmedlemmer. Inge Vestbo redegør i bogen for foreningens topprofessionelle og succesrige arbejde med medlemshvervning og fastholdelse. Her arbejder man for eksempel med ”diversificering af hvervemix med fokus på volumen”, som det hedder i et sprogbrug, der næppe er helt i sync med foreningens frivillige.

Ældre Sagen har prioriteret at veksle medlemspotentiale til indflydelsespotentiale, og Bjarne Hastrup redegør for, hvordan den magtfulde forening har opnået resultater ved politisk lobbyvirksomhed. For både Hjerteforeningen og Ældre Sagen er viden og analyser afgørende redskaber til både indflydelse og troværdighed.

Folkekirkens Nødhjælp har med forankringen i folkekirken en mere fællesskabsorienteret basis end de to andre foreninger og er mere politisk profileret. Henrik Stubkjær giver et indblik i organisationens strategiske arbejde med bl.a. et øget forpligtende internationalt samarbejde, som også kan være en udfordring for en medlemsbaseret organisation.

De tre forfattere skriver om ”deres egne” organisationer, og det er både bogens styrke og svaghed. Styrken er, at de skriver på erfaring. Ingen kender bedre end Stubkjær gevinster og omkostninger ved Nødhjælpens stærke engagement for palæstinensernes sag, og Bjarne Hastrup kender om nogen til Ældre Sagens oprettelse og udvikling.

Svagheden er, at de hver især selvfølgelig også skriver med på deres eget eftermæle i de respektive organisationer og har et naturligt ønske om at vise, at de har efterladt positive og varige spor i organisationen.

Mere indsigt i fiaskohåndtering ville være lærerigt for den, der skal gøre sig sine egne erfaringer.

En pointe hos Henrik Stubkjær er, at fremtidens ledere – også i andre typer af organisationer – må besidde den brede vifte af kompetencer, som er efterspurgt hos ledere i de folkelige organisationer. Det er derfor helt oplagt, at ledelse i folkelige organisationer udforskes mere.

”Med hjerte og hjerne” er oplagt inspirationslæsning for den, der har eller ønsker at få en dagligdag i den charmerende biks, man kunne kalde en folkelig, professionel organisation. Det giver mening.