Dansk-svensk præst: Kirken har holdt feminine gudsbilleder ude af det liturgiske sprog

Hvordan vi opfatter tiden, siger noget om både historien og fremtiden.

Man kan forestille sig tiden som lineær, cirkulær og som et pendul. I virkeligheden er tiden, ligesom lyset, noget vi ikke kan fange i et enten-eller. Vi forstår tiden, og vores egne liv, både som lineær og cirkulær. Nogle gange kan vi også se pendulet svinge frem og så tilbage igen.

Vi forsøger at fange vores tid og det, vi oplever, med sprogets hjælp. Vores tid har mange muligheder. Vi mødes over grænser på en måde som er ny, takket være de sociale medier og den nye teknik. Samtidigt kan vi mere end nogensinde være ensomme og isolerede, hvis vi ikke er aktive, eller har fundet nogen, der vil leve i samme filterboble som os selv.

Troende mennesker er i mindretal, og at tro på Gud og gå i kirke er ikke normen. Desuden er vores tid og kultur utroligt fokuseret på det individuelle menneske. Tro er kun relevant, hvis den taler til mig. Kirken er kun relevant, hvis den giver noget til mig, personligt. Svenska kyrkan har seks millioner medlemmer, lige under 60 procent af Sveriges befolkning.

Efter adskillelsen fra staten gik det nogenlunde som religionsociologerne spåede. I gennemsnit har vi tabt en procent af vores medlemmer årligt.

I denne tid er det, at den svenske kirke vedtog en ny ritualbog.

Den svenske kirke arbejdede i 21 år med at udarbejde en ny ritualbog  i to omgange, ud fra en række direktiver. Min rolle i processen har været todelt. Jeg har som mange andre mødt forslagene i kirken, hvor 30 procent av menighederne afprøvede forslagene.

Men en unik mulighed for at påvirke processen havde jeg som folkevalgt. De seneste 12 år har jeg siddet i et af de 251 sæder i det svenske Kirkemøde, en synode, der vælges ved kirkevalg hvert fjerde år.

Den nye svenske ritualbog viser den teologiske bredde, der er i den svenske kirke. Netop derfor er det en meget stærk bog. Gudstjenesten skal rumme hele livet, og derfor vækker vores ritualbog følelser, ikke mindst i en tid, hvor det ikke er normen at tro på Gud, ja, hvor selve troen kan virke provokerende.

Ikke mindst, når troen ser anderledes ud end i menneskers forestillinger om tro.

Efter at vi havde vedtaget ritualbogen, spredte nogen falske nyheder om, at man ikke længere måtte bruge ordet "Fader", og at man skulle bruge det kønsneutrale ord "hen".

Denne oplevelse har givet mig et helt nyt syn på medier. Det har også for mig bekræftet det meget stærke lillebrorkompleks, som Danmark åbenbart har i forhold til Sverige, og som sikkert bidrog til, at netop Danmark så hurtigt hoppede på denne nyhed og kildekritikken spillede fallit.

Derfor vil jeg også sige: Det er nok ikke en tilfældelighed, at Benny Andersen skrev om Svantes længsel efter Sverige, og at danskere siden har haft en lidt komisk syn på svenskere. Men almindelige menneskers reaktioner var også en stor overraskelse.

De fleste teologer er jo enige om, at vores treenige Gud ikke er bundet til ét køn, at Gud er meget mere end alle de billeder, vi kan bruge. Alligevel mente almindelige mennesker, at de svenskere var tossede, for alle ved jo, at Gud er han og Fader.

Når vi teologer bruger andre bibelske billeder og fortællinger, er de for mange ukendt. Vi som kirke har bidraget til det meget maskuline billede af Gud og bevidst holdt de feminine billeder ukendte for det store flertal. Det gælder ikke mindst i det liturgiske sprog.

Et inkluderende sprog handler om at lade sproget have en større rigdom og variation end blot det normative, ofte maskuline. Men det er ikke begrænset til køn. Det kan også handle om hudfarve, om alder, om klasse, om funktionalitet eller handikap.

Et inkluderende sprog handler ikke om begrænsning, men om bevidsthed. Da man arbejdede med den nye ritualbog ville man først lade det inkluderende sprog præge hele bogen. Men efterhånden slog tidens pendul tilbage og forsøgsordningerne blev kritiseret for at have taget de klassiske begreber væk.

Den vedtagne ritualbog indeholder derfor mange forskellige alternativer. Man har forsøgt at udvide anvendelsen af bibelske metaforer, så Bibelens rigdom af forskellige billeder på Gud kan være en del af den svenske kirkes gudstjenester ved at komplementere det hidtidige materiale med nye, inkluderende formuleringer.

Alle billeder, vi bruger, begrænser. Vores Gud er altid mere end mandligt eller kvindeligt, altid mere end det billede, vi bruger lige for øjeblikket — en Gud, der sprænger grænser. Derfor har vi brug for mange forskellige billeder, både fra Bibelen og kristendommens historie som fra nutiden —  også i gudstjenesten.