Det startede med en pose penge til en udviklingsplan, så kom le-kurset og så kommer engen. Vi skal være vilde med vilje.
Vråby ligger hengemt, det ligger i navnet – Vrå, ‘gemt’. Gemt på byens eneste bakke, som ingen bemærker i farten med at komme rundt i svinget uden at køre ind i nogen.
Her er kirken, den ene af mine to kirker, hvortil der er 303 indbyggere.
”Hvorfor smager kaffen så dårligt i kirken?” spørger folk.
”Fordi bønnerne er sendt til himmels,” svarer jeg.
Indbrudstyvene tog motorsaven sidste år, så da jeg skulle fælde et træ, tog jeg min egen sav med. Kæden havde jeg slebet, men den var helt slidt ned, og den nye, jeg havde købt, var pist forsvundet.
Kirkegården skal bevare det traditionelle på et område, men næsten halvdelen skal være en stor blomstereng, hvor der er begravelsespladser til alle, der ønsker at være vilde. Projektet er godkendt af provstiudvalget og har et par år på bagen nu.
Først skal det ‘ikke-vilde’ væk, hække flyttes, perlegrus flyttes, jord planeres, 10 tons jord til opretning påfyldes. Det elektroniske kirkegårdskort skal opdateres, og de nye gravsteder nummereres, der skal bestilles infostandere, skrives artikler til kirkebladet og lokalavisen og så videre.
Jeg ser for mig, hvordan jeg går med smækbukser, stråhat og hvæssestenen i sidelommen
Jeg har været på le-kursus (ja, det var morsomt) hos le-lauget og er ved at købe en lækker en af træ – med drag, leblad og hvæssestenssæt. Jeg ser for mig, hvordan jeg går med smækbukser, stråhat og hvæssestenen i sidelommen. Pigen Med Leen, som står og skruer på den for at få den til at passe minutiøst til arbejdshøjde.
Jeg vil gerne styre blomsterne lidt, så vi indkøber en dansk såblanding til blomstereng. Jeg styrer for vildt, synes jeg selv, ungerne hjemme er ikke enige…
Hvad kom først, ægget eller hønen? Jeg lægger vægt på, at der skal være værtsplanter for sommerfuglelarver og vilde insekter og en jordbund, som ikke bliver pløjet op hvert år.
Blomsten, alle folk snakker om, at de gerne vil have, er Blåhat, hvilken fryd at få den i sin eng. Min yndling er Høgeurt, jeg bliver helt salig bare ved tanken om den.
Især navnet Pomerans Høgeurt ligger smukt i munden, men også det latinske Hieracium Aurantiacum – hvilken velsignelse, hvis man kunne kloge sig med det navn til næste erfamøde for gravere. Da jeg var i gartnerlære var blærenavnet vandgranens latinske navn – Metasequoia Glyptostroboides – det navn kan jeg stadig, selv hvis jeg har drukket alkohol.
Jeg var forbi min eksmand i hans hus. Ungernes sko trængte til imprægnering, og jeg var træt af konstant at tørre støvler foran brændeovnen, så jeg gik i kælderen for at finde skoimprægneringen.
Den stod så ikke i det kælderlokale længere, men i det gamle grovkøkken, og der stod i stedet kassen med cykelgrej over skabet med batterier, hvor jeg før havde urtepotteskjulere.
Men ved cykelgrejet lå min æske med min nye kæde til motorsaven.
”Jeg troede det var en cykelkæde,” sagde min eks, da jeg kom op fra kælderen igen, inklusiv kæde, men uden skoimprægneringen, som jeg havde glemt igen.
Jeg har ikke gjort arbejdet alene. Menighedsrådet har både rendegraver, hænderne skruet rigtigt på og en arbejdslørdag hvert år.
Vråby menighedsråd er for vilde!
