”Det er flot grønt,” sagde min menighedsrådsformand.
”Ja, skal der være græs, skal det være grønt. Græsblandingen skal sås med de rigtige sorter med slidstyrke, det skal gødes, kalkes, vertikalskæres, kanterne stikkes, ja, græs er meget arbejdskrævende,” svarede jeg nørdet.
Hun stoppede ved sin mands grav og stod lidt. Hun tænkte nok tilbage på de glade ungdomsdage i 70'erne. Børnene var små, da de kom fra byen. Lige siden havde hendes hjem været det hyggelige bindingsværkshus tæt på gadekæret, forsamlingshuset, kirken og i pæn cykelafstand til det lokale tog. Hun er altid pæn i tøjet – sang, musik, foreningsarbejde, kirken, rejser, familie og venner er hele hendes liv.
Vi fortsatte vores kirkegårdsrunde på vores uformelle, uplanlagte møde. Sådan bliver de fleste ting ordnet herude på landet, bare man husker at få drøftelserne besluttet og skrevet i referat på menighedsrådsmøderne.
Græsset var fra efteråret 2019 og 2020. Forårs- og efterårsmåneder er gode til såning. Til foråret skal lift og stillads ind, da kirken skal kalkes og vil lave spor i græsset. Det er okay, jeg skal nok reparere det, men ekstra opgaver lægger altid et tidspres på mig – et årstidspres, da græsset skal være fuldt etableret – have dannet rødder – inden højsommer. Min arbejdsplan tænker ikke i timer, den tænker i sol, regn og temperaturer.
I efteråret havde jeg besøg af en mand fra Nationalmuseet, han var for at se på kalken. Den på kirken altså, ikke den til altervin.
Han interesserede sig for planter og kirkegårde, så vi kom i snak, og han rådede mig til græsset. En hvid kirke ser ud af mere med græs (og stauder) rundt om frem for et gråt perlestenslag, og det suger fugtighed. Jeg går ikke ind for græs generelt, jeg havde faktisk fået en del grimt græs gravet væk, men her var det oplagt en god ide.
Jeg snakkede med mit menighedsråd, og dagen efter kom min gamle medhjælper Otto medbringende alle de græssåningsmaskiner, han kunne finde i sin lade og hos naboen. Ved dagens ende var vi næsten allerede ved at slå græs første gang.
Begge kirker skal kalkes her i foråret, det er tiltrængt, da de er slidte og grønne. Til sommer vil græsset være grønt og kirkerne hvide. Vi kan jo så invitere biskoppen til festgudstjeneste i vores hvide kirker. Jeg ved, han går meget op i 'grøn kirke', og vi er jo grønne hele vejen rundt om kirken nu.
Bispebesøg her langt fra Roskilde er vi ikke forvænt med. Himlingøje Kirke er ellers noget særligt, da den er født som rundkirke. Vi har planer om, at historien om rundkirken skal kunne ses. På arealet, hvor jeg fjernede græs, vil vi have en rundkirkeruin til urnegrave.
Vi skal have en landskabsarkitekt til at tegne rundkirkeruinen, men arbejdet vil jeg selv udføre for det er sjovt. Jeg vil ringe til Otto og bede ham komme med murebaljer, fordi han skal hjælpe med at bygge ruinerne. Klarer vi det selv, bliver kirkekassen ikke ruineret.
Biskoppen kunne jo indvie vores nye ruin... Den idé tager vi på et uformelt møde, når min formand cykler forbi igen næste gang. Jeg har ikke tid til at skrive mere nu, jeg skal finde biskoppens telefonnummer.