”Ved Babylons floder sad vi og græd…”
Sådan begynder Salme 137, hvor israelitter i det babyloniske eksil (6. årh. f.Kr.) giver los for deres følelser af sorg, afmagt og mørke. Salmens sidste vers er muligvis Bibelens mest grusomme.
Præst og forfatter Stuart Murray gav i februar i år <em>The Drysdale Lecture</em> på Nazarene Theological College i Manchester. Han havde næppe forestillet sig, at hans tese om eksil som paradigme for kirkens selvforståelse i en postkristendomskultur få uger senere skulle få forstærket aktualitet af en global pandemi, der sendte verdens befolkning i eksil i egne hjem.
I Danmark nyder kirken stadig en særstatus, i hvert fald på papiret; i Grundloven. Realiteten er dog, at regelmæssige kirkegængere udgør en minoritet i et samfund, hvor majoriteten hælder til andre livstydninger og kulturelle normer og social praksis, der kun i nogen grad er beslægtet med kristne normer og praksis.
For nogle er dette forbundet med en oplevelse af tab, sorg og længsel efter ”de gode gamle dage”. Nogle menigheder kan endog føle sig truet på eksistensen på grund af kulturel assimilation og en opvoksende generation, der mere synes at strømme ud af end ind i kirkerne. Det er ikke nemt at være kristen og kirke i et stadig mere sekulært og til tider religionsfjendtligt majoritetssamfund.
Vil vi om hundrede år stadig synge salmer og lovsange, der vedbliver at stå stærkt, fordi de formåede at reframe det nationale traume, det var, at en pandemi tvang os alle til social distancering?
Thomas Baldur
På alle disse punkter; minoritetsstatus, tab, sorg og eksistentiel pessimisme ser Murray paralleller til den eksiltilværelse, der affødte Salme 137.
Men hvis salmens rå, jordnære klage er i mol, synes profeten Jeremias’ brev til eksil-israelitterne (Jer 29) at være i dur. I hans teologiske perspektivering – eller som man siger på nudansk, reframing – er det Herren, ikke babylonerne, der har ført dem i eksil.
Guds plan for folket handler om lykke, fremtid og håb – på langt sigt. Men det fordrer, at man lægger ”de gode gamle dage” bag sig og lærer at være konstruktivt til stede i nuet: ”Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt.” (Jer 29,7)
Hvad kom der ud af det 70 år lange eksil i Babylon? Ikke så lidt endda.
Israel vendte hjem med en mere afklaret monoteisme. Et pulveriseret tempel nødvendiggjorde en decentralisering af Gudsdyrkelsen. Det hævdes (af nogle), at frøet til synagogefænomenet blev sået i eksilet. Det Gamle Testamente fandt for en stor del sin form under eksilet. Når man som minoritet er truet på eksistensen, kan det bevirke en tilbagevenden til og bevidstgørelse om ens rødder og historie. Endelig finder vi i det Gamle Testamente foruden den grusomme Salme 137 en hel bog med klagesange som et vidnesbyrd om, at det er legitimt – med sygehuspræst Preben Koks ord – at skælde ud på Gud.
Hvad kan der komme ud af, at regelmæssige kirkegængere i stigende grad bliver en minoritet i Danmark? Hvad kan kristne kirkeligt set lære af at være i corona-eksil sammen med hele resten af samfundet?
Hvis kirken kun formår at agere pragmatisk og strategisk, så har vi ikke lært nok. Svaret kan ikke kun være bedre gudstjenester, on- eller offline. Svaret kan ikke kun være at få genåbnet kirkerne i en fart og vende tilbage til business as usual. Svaret kan ikke kun være kommunikation eller arrangementer eller socialt engagement, der signalerer kulturel relevans i håb om at øge deltagerantallet. Graden af kirkens reelle læring ses på dens evne til teologisk reframing.
Vi lever netop nu i en tid, der vil få fyldig omtale i fremtidige historiebøger.
Ingemann udgav salmen "Dejlig er jorden" den 8. september 1850. Mindre end to måneder efter et af Danmarkshistoriens største slag – mod Preussen på Isted Hede – udgav han en sang på en tysk(!) melodi, hvor han bedyrer, at mennesker skal fryde sig, for en Frelser er født os, som bringer fred over jorden.
Den salme står stærkt den dag i dag, fordi det var og er fremragende teologisk reframing af et aktuelt, folkeligt traume. Vil vi om hundrede år stadig synge salmer og lovsange, der vedbliver at stå stærkt, fordi de formåede at reframe det nationale traume, det var, at en pandemi tvang os alle til social distancering? Hvem skriver de sange?
Det er relativt nemt som kirke at agere pragmatisk og strategisk under et nationalt corona-eksil. Men vi står som samfund overfor truende økonomisk ruin. Massive psykologiske helbredsproblemer ventes i kølvandet på måneder med social distancering.
Og hvad gør det ved os som mennesker, at frygten for smittefare altid lurer i det mellemmenneskelige møde? Formår kirken i denne situation at reframe og forsikre mennesker om, at Gud på langt sigt har planer om lykke, fremtid og håb for os?
Det er for mig at se vigtigere end at lave flotte online-gudstjenester.
Thomas Baldur er præst i Vadum Frikirke, Det Danske Missionsforbund