Det er svært med rekrutteringen til menighedsrådene. Årsagen er den skov af opgaver, menighedsrådene skal klare. Herunder vedligeholdelsen af kirkebygninger.
Så måske er tiden kommet til at genoverveje, om menighedsrådene skal afgive magten over bygningsmassen til provstiet. Det mener i hvert fald provst i Salling Susan Aaen.
"Den mest påtrængende problematik i vores provsti er menighedsrådsmedlemmer, der vil lægge sogne sammen, så der skal vælges færre medlemmer ved næste valg. De frygter, at ingen vil stille op," siger Susan Aaen, der er provst i Salling.
Kirke.dk taler med hende under et møde om projektet "Differentieret vedligeholdelse af kirkebygninger" på Nationalmuseet i København onsdag. Her aflagde følgegruppen bag projektet rapport.
Susan Aaens pointe vender vi tilbage til.
Først lidt om baggrunden for projektet, der kommer af "en oplevelse af en stor kløft mellem kravene til kirken og de økonomiske og menneskelige ressourcer. Målet er at udvikle praksis for fremtidig brug af kirkerne. Det skal give menighedsrådene metoder til selv at bruge ressourcerne," som projektleder Maj B. Dalsgaard forklarer det.
Projektet er blevet udviklet og afprøvet i nogle forsøgsprovstier, der – som for eksempel Salling – er kendtegnet ved at have mange middelalderkirker med stor kulturværdi, men også ved at have færre økonomiske og menneskelige ressourcer til at varetage vedligeholdelsen af kirkerne.
Det nye værktøj skal hjælpe menighedsrådene til at prioritere og planlægge vedligeholdelsen af kirkerne, så alle kirkebygninger ikke nødvendigvis skal vedligeholdes efter højeste standard.
Projektleder: Ikke et spareprojekt
Maj B. Dalsgaard er uddannet restaureringsarkitekt og har skrevet en ph.d. om kirkebygninger. Hun fortæller, at projektet om differentieret vedligeholdelse har kørt i to år.
"Det er ikke et spareprojekt. Det handler ikke om at lukke kirker, men om at bruge pengene på den klogest mulige måde. Slutproduktet for projektet er en metode til at kategorisere kirker. Og materialer til implementering af metoden lokalt i menighedsråd og provstier."
Værktøjet skal ikke komme ovenfra og diktere menighedsrådenes måder at bruge ressourcer på, siger hun.
Men måske er der netop behov for, at nogle "oppefra" griber ind og overtager opgaven med at kalke kirkemuren og lægge nyt tag – alt det, der hører under vedligeholdelse – for de sogne, der ikke kan magte opgaven. Det mener som sagt Susan Aaen, der derfor tager ordet og i plenum gengiver sin pointe.
"Menighedsrådsmedlemmerne oplever vedligeholdelse af kirken som utrolig bureaukratisk. Det orker de ikke, og derfor foreslår flere og flere at flytte opgaven for sognet til provstiet."
Følelsen af ejerskab
Susan Aaen vil derfor gerne vide, om projektleder Maj B. Dalsgaard har gjort sig nogle overvejelser om det, hendes menighedsrådsmedlemmer efterlyser.
"Nej, men forsøgslovgivningen forventes at blive vedtaget snart, hvor man får mulighed for at samle bygningsansvaret i provstiet. Det er helt sikkert, at der ligger en kæmpestor værdi i, at ansvaret ligger ude hos menighedsrådet."
"At det ligesom er 'deres' kirke. På nuværende tidspunkt skal man ikke gøre det til et krav at lægge ansvaret i provstiet, men som en mulighed," siger Maj B. Dalsgaard.
Forsøgslovgivningen, der omtales, er en nu tidligere lov, der gav udvalgte stifter og provstier mulighed for at samarbejde på nye måder. Herunder at flytte noget af ansvaret for bygningerne over til provstiet i et nyt samarbejde.
Forsøgslovene er blevet en del af det nye lovforslag om folkekirkens økonomi, der er i behandlingen i Folketinget i disse uger.
Den nye model
Projektet handler ikke om kirkegårde, folkekirkens øvrige bygninger og økonomien specifikt, forklarer Maj B. Dalsgaard.
"Dette vil dog være væsentligt at tænke med videre i fremtiden."
Desuden har stigende energipriser gjort projektet endnu mere aktuelt, understreger hun. Projektet er ved at være afsluttet og munder nu ud i, at folkekirken kan begynde at anvende sig af den metode eller model, som projektet har udviklet gennem de seneste to år.
Metoden består af to parametre.
Dels en kulturhistorisk screening af kirkebygningerne, dels en vurdering af, hvor meget kirkebygningen bliver anvendt.
Den kulturhistoriske screening ender med en bestemmelse af kirken som enten af lav interesse eller af høj interesse.
"Lav interesse er kirkebygninger, der ikke har en hverken væsentlig historisk eller arkitektonisk værdi. Det er kyndige fagfolk nødt til at vurdere. Når vi har en middelalderkirke, vil den oftest havne oppe i det høje værdispænd. Der kan være elementer i kirken, der er ekstremt bevaringsværdige."
Nationalmuseets kongelige bygningsinspektører står for den omtalte screening, kategorisering og strategi af og for den enkelte kirkebygning.
En langsigtet vedligeholdelsesplan
Samtidig skal menighedsrådet vurdere kirkelivets behov og danne sig et overblik over, hvor meget og hvor hyppigt kirken bliver brugt – ugentligt, månedligt, lejlighedsvis eller aldrig. Det sættes ind i et koordinatsystem, hvor kirkens brug udgør den ene akse og kirkens kulturhistoriske værdi den anden.
Klassificeringen af kirken kan bruges til at udarbejde en langsigtet vedligeholdelsesplan.
Se eksempel på klassificeringsmodellen.
Beslutningskompetencen ligger altid i det kirkelige system. Nationalmuseet er kun rådgivende. Men det er ikke alle, der ved det, fortæller Maj B. Dalsgaard.
"Mange steder går man bare ud fra, at det er Nationalmuseet, der bestemmer tingene. Men sådan er det altså ikke!"
Fagfolk giver ro i sjælen
Maj B. Dalsgaard forklarer videre, at hun i løbet af projektet er stødt på kirker, der vedligeholder kirkebygningen langt mere, end de egentlig behøver.
"Overvedligehold er mere af æstetisk karakter end af konstruktiv karakter. Der er nogle kirker, der har en praksis med død og pine at kalke kirken hvert eneste år. Men rigtig mange kirker kan sagtens klare sig med mindre."
Eksempler på overvedligehold er eksempelvis maling af snedkerværk og møbler af træ.
"Det peger på synet af bygningerne, hvor man nogen steder er nødt til at vænne sig til en anden standard bygningerne. Mange menighedsråd har brug for, at fagfolk giver dem ro i sjælen, for de vedligeholder så ofte, fordi de føler et stort ansvar for deres kirke."
At være kirke er ikke lig med at have kirke
Til sidst i arrangementet er der paneldebat. Her giver provst i Morsø Provsti Mette Moesgaard Jørgensen, biskop på Lolland-Falster Marianne Gaarden, kongelig bygningsinspektør Stig Andersen, menighedsrådsmedlem Susanne Møller og kirkekonsulent Morten Larsen deres syn på projektet.
"Jeg hører til et sogn med 165 medlemmer og en fin kirke midt ude i ingenting. Bygninger er både en tung økonomisk og menneskelig udfordring. Vi har brug for at lave en fremadrettet perspektivplan, hvor provstiet finder en løsning," siger Susanne Møller.
"Den nye lovgivning gør det lettere, at man kan gå sammen. Den mulighed bør kirkerne benytte sig af."
"Den store udfordring er de manglende ressourcer," mener Mette Moesgaard Jørgensen.
"I dag binder kirkebygningerne de økonomiske og menneskelige ressourcer, som jeg er bekymret for, om vi kan blive ved med at opretholde. Jeg er ikke djøffer, jeg er teolog. Jeg vil gerne finde inspiration til at blive ved med at være kirke og ikke bare have kirke. Som det er nu, er mange af ressourcerne bundet på at have kirke."
Stor spændvidde i vedligeholdelsestyperne
"Folkekirkens styrke er også dens udfordring i denne sammenhæng. Jeg vil være den første til at kæmpe for, at vi ikke har en top-down-kirke," siger Marianne Garden og fortsætter:
"Men det er en svaghed, når vi skal træffe beslutninger, hvor vi skal gå i takt. Det er lykkedes med projektet Folkekirkens Grønne Omstilling. Mit ønske er, at dette projekt kan være med til at sætte forstørrelsesglas på, at vi bliver nødt til at gøre noget."
"Den største udfordring er ikke over- eller undervedligehold, men forkert vedligehold forårsaget af materialer og måder. For eksempel at menighedsråd langt ude på landet har svært ved at finde en arkitekt," siger Stig Andersen.
Morten Larsen mener, at den største udfordring for folkekirken er organiseringen.
"For det er svært at lave store, samlede udfordringer. Her på Nationalmuseet kan vi godt se, der er stor spændvidde i vedligeholdesestyperne. Nogle steder er det nice-to-have. Det burde være mere ligeligt fordelt."
Magten må gerne flyttes
Susan Aaen har været glad for præsentationen af den nye strategi for differentieret vedligeholdelse af kirker.
Hun efterlyser dog stadig en debat, der ikke kun handler om, at menighedsrådene får flere redskaber til at identificere, hvor ofte kirken skal vedligeholdes, og hvad det må koste.
Men i ligeså høj grad, om det overhovedet skal være menighedsrådenes pligt og opgave at betale for vedligeholdelse af den kirkelige kulturarv i fremtiden.
"Der er en ny virkelighed for os i provstierne. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan aflaste menighedsrådene. Hvor finder vi økonomien til det, for hvis vi overtager vedligeholdelsesopgaven, skal vi ansætte flere medarbejdere til formålet."
Men det er vigtigt at drøfte videre, fastholder Susan Aaen, for "vi er nødt til at hjælpe menighedsrådene, hvis der skal være menighedsrådsmedlemmer efter næste valg. Også selvom det er en flytning af magt at lægge ansvaret i provstiet."