”Nyt uddannelsescirkulære er netop trådt i kraft.”
Sådan kunne man læse en overskrift på Landsforeningen af Menighedsråds hjemmeside i går. Det nye cirkulære blev skrevet under af Kirkeministeriet den 12. november og offentliggjort på Retsinformations hjemmeside den 14. november.
Der er meget i artiklen, der kræver en replik. Først har jeg dog lyst til, som fagforeningsformand, at forklare, at:
1) Vi kendte til det nye cirkulære, men ikke hvilken dato det ville træde i kraft. Vi havde ingen forventninger om, at det skete, før de nye uddannelser i cirkulæret var på plads. Cirkulæret nævner nogle kurser, men vi har ingen planer set for dem, som vi kan formidle til de mange kirke- og kulturmedarbejdere samt menighedsrådsmedlemmer, der henvender sig i disse dage.
2) Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter skal som følge af det nye cirkulære udbyde to ugers obligatorisk grunduddannelse i kirkefaglighed og tre ugers obligatorisk grunduddannelse i kristendomsfaglighed til kirke- og kulturmedarbejderne. Jeg ved, at FUV arbejder intenst på sagen, men uddannelsen er ikke klar.
3) I 10 år har jeg som fagforeningsformand haft sæde i det såkaldte Ækvivaleringsudvalg, som nåede at ækvivalere 485 kandidater til nye kirke- og kulturmedarbejderstillinger. Udvalget er opløst med dags varsel. Det lever vi med, men det havde været anstændigt, om Kirkeministeriet og Landsforeningen af Menighedsråd havde meddelt deres planer, så vi kunne have arbejdet og rådgivet ud fra dem.
To ugers kirkefaglighed og tre ugers kristendomsfaglighed er ikke nok til at kunne tilrettelægge og gennemføre undervisningsforløb
Tilbage til Landsforeningens artikel:
Der er i Landsforeningen stor tilfredshed med, at kirke- og kulturmedarbejdere ikke længere skal ækvivaleres, kan man læse. Jeg er ikke i tvivl om, at nogle i Landsforeningen er meget tilfredse, men jeg kender nogle, der ikke er. Er Landsforeningen sikker på, den har menighedsrådene i ryggen?
Kravet om ækvivalering har givet store udfordringer for menighedsrådene, fortælles der videre. Det oplever vi hverken som fagforening eller Ækvivaleringsudvalg. Der har været efterspurgt en mulighed for at graduere kravene alt efter, hvordan stillingen i virkeligheden var. Vi har gennem årene forsøgt at åbne for en dialog om denne graduering, men uden held.
Jeg vil nævne en sætning fra det nye cirkulære, som Landsforeningen ikke har fundet grund til at trække frem på artiklen på deres hjemmeside. Der står, at det er ”vigtigt, at menighedsrådene er opmærksomme på, at en kirke- og kulturmedarbejder, der f.eks. skal arbejde med undervisningsmæssige og forkyndelsesmæssige opgaver, ikke alene på baggrund af den obligatoriske uddannelse vil være klædt tilstrækkeligt på til at varetage sådanne opgaver.”
Nej, det er klart. To ugers kirkefaglighed og tre ugers kristendomsfaglighed er ikke nok til at kunne tilrettelægge og gennemføre undervisningsforløb, ikke nok til at opbygge besøgstjenester og stå med ansvar for sjælesorg, ikke nok til at finde og fastholde frivillige. Og 100 andre eksempler.
Hvis man for eksempel har en bachelor- eller kandidatgrad i teologi eller religionsvidenskab, eller er lærer med kristendomskundskab som linjefag, er man ikke omfattet af uddannelseskravene. Det er ikke svært at forstå, at disse uddannelser giver gode forudsætninger for at være kirke- og kulturmedarbejder. Det er svært at forstå, at fem ugers undervisning kan matche det.
Kort sagt: Det er glædeligt, at der stilles obligatoriske uddannelseskrav til kirke- og kulturmedarbejdere. Sørgeligt, at man ikke sætter barren højere.
Esther Jensen er formand for fagforeningen Kirkekultur.nu