Den påske, da kirken var lukket

KOMMENTAR: Mennesket lever ikke af skærm alene. Det vil kræve nytænkning og initiativer på den anden side af påsken. Danmark og folkets kirke skal langsomt lukkes op, skriver Christian Grund Sørensen

Da kirkerne lukkede, var streaming den bedste løsning. Men selv den bedste streaming og den mest velorkestrerede teknik har sine begrænsninger. Mennesket er skabt for komplekst til det flade format, skriver Christian Grund-Sørensen. Foto: Kåre Gade

Påsken 2020 vil gå over i historien som året, hvor de danske kirker for første gang siden Harald kristnede danerne holder dørene lukkede for den kristne kirkes største højtid. 

Det er ikke med nogens gode vilje, og et uskønt forløb omkring en måske-åbning af kirkerne til påske afslører, hvor mange hensyn, der er at tage. De kirkeligt ansatte har igen fået lov at færdes i fri luft på kirkegårdene, men man kan ikke tænde et lille lys i Herrens hus – og ud fra et sundhedsfagligt perspektiv kan det naturligvis også være betænkeligt at risikere smitte blandt menighed, kirkefunktionærer og præst.

I stedet vil danskerne samles i de nye påske-katedraler Bilka og Føtex og landets bygge- og havecentre. Her vil de ansatte risikere smitte for at lange lammekølle, lægter og lobeliaer over disken.

Påske på streaming

De seneste uger har budt på mange interessante, engagerede og velmente eksempler på digital streaming af gudstjenester, andagter og refleksioner. Meget er blevet gjort med overbevisende teknisk og praktisk-teologisk kvalitet. Andet med den særlige kommunikative tyngde som erfares, når man forsøger at presse en liturgisk betonklods ind i friske og dynamiske lædersække.

Fælles for langt hovedparten af de meget sympatiske digitale iværksætterier er, at de i højere grad bygger på Statsradiofoniens envejs-kommunikation end på virtuel interaktion. Brugeren er tilskuer, og kan synge med i stuen eller folde sine hænder, men ligesom i den autoriserede højmesse er menigheden sjældent medskaber af Guds messe.

Hvor de digitale medier grundlæggende kalder på brugergenereret interaktion, reducerer streaming menigheden til tilskuere og tilhørere. Og så alligevel ikke, for i det indre, kan interaktionen med den Almægtige foregå såvel som i Herrens hus, som nu er lukket.

Streaming var den bedste nødløsning. Er det måske en tid endnu. Lige så lidt som individuel bibellæsning som medie kan erstatte fællesskabet om troen og livet, har selv den bedste streaming og den mest velorkestrerede teknik dog sine begrænsninger. Mennesket er skabt for komplekst til det flade format. 

Påske i verden

Mens kirken er lukket flokkes danskerne i naturens katedraler. Sjældent har så mange løbet omkring Søerne eller udsat hver hjort i Dyrehaven for trængselstraumer. Hjemme streames Netflix og HBO, men danskerne har i stort tal fået smag for, at skærmen netop kun – er en skærm.

Virkeligheden lever derude, hvor vinden blæser gennem håret, og der dufter af hestepærer, og man kan se sin ukendte næste i levende live næsten kun på to meters afstand. Det er som om, den virkelighed, natur og bevægelse, som kun fåtallet danskere på daglig basis værdsatte, nu er blevet et umisteligt gode. Tegnet på, at i Ham lever og røres og er vi. Et sundhedstegn på, at når livet bliver begrænset, folder det sig alligevel ud på de områder, hvor friheden råder. 

Påske i det fri

Måske bør folkekirken se ind i den frihed? Som præst på landet rejste jeg hvert år langfredag et 3,5 m. højt kors ude ved hovedvejen sammen med konfirmanderne. Det prædikede til de forbipasserende om Jesus død for os og hans sejrrige opstandelse. Ikke sjældent standsede nogen op ved korset for at reflektere. Om morgenen kunne jeg se, at nogen havde lagt en blomst.

Måske folkekirken bør være mere synlig i det offentlige rum? Det katolske syds vejkrucifikser og Kristus-figurerne over Lissabon og Rio kalder på steder i det fri, hvor mennesket kan søge sin Gud. Uden fare for smitte.

Som Moses’ kobberslange må det moderne menneske se på Kristus for at bevare det åndelige liv. Hvor er nu vores tids kristne manifestationer i det offentlige rum? Når bortses fra de utilgængelige bygninger.   

Kirken har en vældig og væsentlig opgave i at tale ind i det vacuum, som skabes i det senmoderne menneskes livsfortælling, når den tryghed, man byggede på, rystes

Stiftspræst for økumeni, mission og religionsmøde Peter Fischer Nielsen har lavet en påskevandringssti i sin store præstegårdshave. Som ved de katolske passionsstationer kan man gå i alenehed fra sted til sted og inspireres og opbygges. Mange flere af den slags initiativer kan vi kalde på. Kirken må ud i det offentlige rum.   

Den åndelige nød

En del danskere er ramt af angst og ensomhed. For andre giver epidemien anledning til eksistentielle refleksioner i en tid, hvor det det bliver tydeligt, at hverken Audi, Seychellerne eller et godt job er svar på livets mening. 

Mange er tilmed ramt af utryghed i forhold til job, bolig og helbred. Nogle frygter for at sende deres børn i skole igen. Andre frygter for deres ældre og sårbare. Der er tale om en åndelig nød, som hverken Søren Brostrøm eller Mette Frederiksen kan lindre. Her må kirken til.

Folkekirkens Sjælesorg på Nettet er med til at opfange nogle af de mere konkret italesatte spørgsmål og bekymringer. For mange forbliver spørgsmål og refleksioner dog formentlig ved det usagte og uformulerede. Kirken har en vældig og væsentlig opgave i at tale ind i det vacuum, som skabes i det senmoderne menneskes livsfortælling, når den tryghed, man byggede på, rystes.   

Kristus kommer bag de lukkede døre

I den bibelske påskeberetning kommer Kristus til sine bange disciple bag deres lukkede døre. Tvivleren Thomas mødtes i sin selvskabte karantæne. På samme måde må den kristne Kirke trøste sig ved, at Gud er uafhængig af kamtakkede kirkebygninger og Søren Brostrøm.

Coronaen er et uvillet vilkår, vi må leve med. Vi ved ikke hvor længe. Men vi må også agere som kirke i et farvand, hvor mennesket ikke lever af skærm alene og ej heller af Bilkas eller havecentrets produkter. 

Det vil kræve nytænkning og initiativer på den anden side af påsken. Danmark og folkets kirke skal langsomt lukkes op.

Christian Grund Sørensen er post.doc. ved Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet, præst i folkekirken, og kommentator i kultur og digitale teknologier.