Coronavirus

Sognepræst: Er den digitale krisekirke en præstekirke?

"Det er ikke nok på luthersk vis at høre Ordet forkyndt, det liturgiske eller sakramentale udtryk skal også med: Præsten er i ornat og filmes i kirken – måske prædiker hun foran alteret, hvilket ellers normalt bør være utænkeligt," skriver sognepræst Cæcilie Jessen. Foto: Heiner Lützen Ank

DEBAT: I den streamede gudstjeneste er menigheden mere usynlig end sædvanligt, mens præsten bærer gudstjenesten og opgaven at ”være kirke”. Hvilket kirke- og menighedssyn efterlader det os med? spørger sognepræst Cæcilie Jessen

Det er imponerende at se, hvilken fantasi præster, organister, kirke- og kulturmedarbejdere og andre går til deres arbejde med for tiden – og hvor mange barrierer, der er blevet brudt, af skepsis over for det digitale og teknologien, siden landet blev lukket ned og kirkebygningerne låst af.

Og nu, da krisetid er ved at blive hverdag (selv om påsken bryder ind med en særegen form for ferieholden og helligdage), er det værd at gøre sig nogle tanker om, hvilken kirke og ikke mindst, hvilket kirkesyn der viser sig i den ikke-fysiske kirke.

De lukkede kirkebygninger har sat skub i en digitalisering, der mange steder allerede var undervejs, og kigger man rundt på nettet, kan man få det indtryk, at fjernkirken primært har et digitalt udtryk:

Der bliver lavet livestreams af andagter, gudstjenester og babysalmesang. Nogle båndes og lægges på YouTube eller Vimeo til streaming, når det passer. Og der laves statusopdateringer med forsøg på at bygge virtuelle fællesskaber efter de gældende SoMe-regler og -taktikker.

Vi har ingen brugerundersøgelser eller lignende at tage fat i endnu, men en rimelig antagelse kunne være, at den digitale kirke primært når de unge og midaldrende, der allerede taler det digitale sprog, men måske ikke normalt ville bruge den lokale kirke meget. Mens de ældre, der trofast sidder på kirkebænkene, måske ikke er så tilbøjelige til at følge med på de sociale medier, hvor præster for tiden gør deres krumspring.

Det er selvfølgelig en generalisering, men det åbner for to perspektiver:

Dels det positive, at ”den digitale kirke” er åben for en anden menighedsgruppe end normalt (de yngre og midaldrende). Dels det risikable, at præster og andre, hvis alt sættes ind på at være en digital kirke, risikerer at overse den ældre del af menigheden, der ikke bruger de digitale muligheder.

Vi skal ikke som præster være kirke for nogen. Vi præster skal allerhøjst være kirke med nogen – og vi’et i kirken må altid være forbeholdt menigheden

Fra en helt uvidenskabelig empirisk vinkel her i præsteboligen kunne det lade til, at der i den første tid af nedlukningen på feberagtig vis blev spyttet digital nødforkyndelse ud i hobetal, mens en besindelse over de senere uger har ført til, at flere og flere u-digitale tiltag kommer til i den ikke-fysiske kirke:

Påskepakker til børn til afhentning i kirken, ekstra kirkeblade eller påskehilsner trykt og omdelt, ugentlige kirkehilsner lagt i supermarkeder og butikker og eventuelt postkasser – eller skattejagter/pilgrimsvandringer med GPS eller udlagte poster, hvilket formentligt bliver endnu mere udbredt i påskedagene, hvor behovet for en anderledes form for gudstjenestefejring bliver mest presserende.

Sakramentaliseringen af gudstjenesten

Og så tilbage til, hvilket kirkesyn der viser sig for tiden: For ser man rundt på de digitale kirkeforsøg, er det tilsyneladende en præstekirke, der står frem. Det er præster der, ofte i ornat, forestår gudstjenester og andagter, enten live eller båndet til senere brug.

Menigheden er selvfølgelig nu mere end ellers usynlig – ved højmessen en almindelig søndag er det jo også primært præsten, der kommer til orde, bortset fra salmesangen, og nu sidder menigheden i hjemmene og optager for det meste ikke sig selv, mens de lytter til præstens ord eller beder med på bønnerne. 

Men der er alligevel en tendens, der viser sig, som ikke er ny, men som fremkaldes klart i krisen:

At det tilsyneladende er præsten, ikke menigheden, der bærer gudstjenesten og ja, bærer opgaven at ”være kirke”. Det afsløres helt ned i det sproglige, når provster og biskopper opfordrer præster til, ”at vi skal være kirke for folk” også i denne tid. Men nej: Vi skal ikke som præster være kirke for nogen. Vi præster skal allerhøjst være kirke med nogen – og vi’et i kirken må altid være forbeholdt menigheden.

Et andet sted kunne man også tage fat:

Et eller andet sted kan man ane konturerne af en forstærket liturgisk sans hos menigheden – en sakramentalisering, om man vil (hvis præsternes digitale ageren vel at mærke er udtryk for et behov hos menighederne).

Det er ikke nok på luthersk vis at høre Ordet forkyndt, det liturgiske eller sakramentale udtryk skal også med: Præsten er i ornat og filmes i kirken – måske prædiker hun foran alteret, hvilket ellers normalt bør være utænkeligt. Og den nyopfundne digitale fjern-nadver, der stiller helt nye, gamle teologiske spørgsmål, er et studie for sig i en opsakramentaliseret, luthersk digital kirke.

Hvilket menighedssyn vil stå tilbage efter krisen?

Måske kan de to perspektiver forenes:

Måske går der et skel mellem en yngre, digital generation, der er glade for, at præsten bringer kirken ud til dem, med nadver og hele molevitten. Og så den ældre generation, der ikke bemærker de digitale krumspring, men heller ikke savner dem, fordi der er radiogudstjeneste og, hvis man vil, husandagt efter salmebogens eller andres forslag, og engang imellem en hilsen i postkassen fra præst og menighedsråd gennem kirkeblad eller kirkehilsen.

Det er selvfølgelig en både grov og romantiseret generalisering. Ikke så meget egnet til at tegne virkeligheden som til at vække tankerne – for hvad er det for en kirke, vi har? Og hvad er præsters rolle i den – nu, i dette vilde nybrud af en digital tid? Og hvilket kirke- og menighedssyn vil stå tilbage, når vi engang kan mødes igen i kirkebygningerne for at fejre gudstjeneste som Kristi menighed?

Cæcilie Jessen er sognepræst i Vestermarie-Nylarsker Pastorat på Bornholm

 

Folkekirken.dk lancerer idékatalog til påsken
Coronavirus For abonnenter på Kirke.dk

Folkekirken.dk lancerer idékatalog til påsken

Kirkelivet og coronakrisen

De omfattende tiltag, der skal bremse coronasmitte i Danmark, får også hidtil usete konsekvenser for kirker og kirkelige organisationer. I denne serie dækker Kirke.dk de mange udfordringer, det stiller kirkelivet overfor, samtidig med at vi deler de løsninger og initiativer, som tages i brug lokalt og nationalt.

Læs alle artiklerne i serien