Tre forskellige præster og teologer har skrevet en lille debatbog ”Må vi være her?”.
I bogen stiller de en mængde udfordrende spørgsmål til folkekirken og den folkekirkelige bekendelse, som de ønsker at debattere og ændre. Det har allerede medført mange svar og kommentarer.
Da undertegnede i forbindelse med min netop udgivne afhandling ”Mellem frygt og glæde” har arbejdet med flere af spørgsmålene, vil jeg hermed bidrage med følgende, som forhåbentlig kan være til trøst og opmuntring for de præster og andre, som har det vanskeligt med bekendelsen og flere af de rejste teologiske problemstillinger.
For det første forekommer det, at bogen ”Må vi være her?” opfatter den folkekirkelige bekendelse som en snærende lov. Her vil jeg minde om, hvad professor Prenter skriver om bekendelsen:
”Bekendelsesskrifter er undertiden blevet opfattet som en kirkelig lov, der fastlægger, hvad præsterne skal forkynde. Det er en misforståelse af bekendelsesskriftets autoritet. (...) Bekendelsesskrifterne har autoritet, når og for så vidt som de stemmer overens med den hellige skrift.”
Det betyder blandt andet, at hvis og når man eventuelt vil kritisere bekendelsen, skal opgøret ikke bygge på, hvad mennesker mener, har brug for eller anser for relevant og vedkommende. De skal bygge på og bedømmes på, hvad der stemmer overens med og har rødder i de bibelske skrifter. Mener debattørerne ikke, at det er både rigtigt og trøsterigt?
For det andet forekommer det, at ”Må vi være her?” og den tilknyttede hjemmeside har problemer i synet på dommedag. Præsteløftet skal tilsyneladende ikke længere aflægges ”med regnskabsdagen for øje”.
Mener gruppen da ikke, at der vil være en regnskabsdag? Og er det da ikke både glædeligt og trøsterigt, at man således som kristen og som præst kan sige som Paulus: ”Men mig er det ligegyldigt, om jeg bliver bedømt af jer eller af nogen menneskelig domstol, jeg bedømmer ikke engang mig selv. Den, der bedømmer mig, er Herren” (1. Kor 43-4)?
For det tredje: I bogen sammenlignes Luther og reformatorerne med ”en støvsugersælger, der først må putte skidt på gulvet for at vise hvor god støvsugeren er til at fjerne problemet”. Det kan lyde som om, at gruppen ikke mener, at mennesket har brug for frelse og renselse, og at man mangler forståelse for, at det reformatoriske anliggende var og er at pege på, ”hvor herligt og frydefuldt menneskelivet er i troen på Kristus” (Nørgaard-Højen).
Til slut en afsluttende trøst:
"Må vi være her?” kan læses som teologiske anfægtelser, som gruppen af præster og teologer kæmper med og mener at repræsentere. Som sådan må den ifølge Luther anses for både gavnlig og håbefuld. Ingen kan nemlig – siger Luther – tale eller skrive ret og sandt om Guds nåde, medmindre han (og hun) er vel øvet og forsøgt med åndelige anfægtelser. Det må da være en trøst for anfægtede præster og teologer.
Det bliver først for alvor betænkeligt, når man bliver alt for sikker i sin kritik og sine standpunkter.