Det historiske anslag er ikke til at overse i den debatbog, som sognepræst Louise Højlund Franklin, dogmatikprofessor Anders-Christian Jacobsen og teolog og religionshistoriker Liselotte Horneman Kragh udgiver i dag.
“Vi har en drøm,” lyder de allerførste ord i “Må vi være her? Folkekirken efter Luther.”
Herefter udfolder de tre forfattere over 70 sider, hvorfor det er nødvendigt at tage et opgør med væsentlige dele af Luthers teologi, ikke mindst arvesyndslæren og prædestinationstanken.
Kirke.dk har bedt Louise Højlund Franklin svare på ti spørgsmål i forbindelse med udgivelsen og præsentere tankerne bag bogen og gruppen med navnet Katakombisk Studiekreds, som forfatterne er en del af.
Hvad går jeres projekt ud på?
“Det er at åbne en debat om folkekirkens bekendelsesgrundlag med henblik på at forstørre den teologiske arena og derved skabe en folkekirke, der er mere in sync med sit folk.”
Titlen på bogen er “Må vi være her?” Hvem er det, der siger, I ikke må være her?
“Strukturen siger, at vi ikke må være her. Grundloven siger, at folkekirken er evangelisk-luthersk. Bekendelsesgrundlaget er klart. Det er blandt andet Den Augsburgske Bekendelse fra 1530. Det er også klart i ‘Lov om domstolsbehandling af gejstlige læresager’ fra 1992.”
”Det bekendelsesgrundlag er der kommet øget fokus på siden 1970’erne, og det er blevet tydeligere, at det medfører en stor grad af selvcensur blandt præster. For vi kommer i tvivl om, hvorvidt vi er inden for bekendelsesgrundlaget, når vi forkynder, som vi gør. Og hvis vi ikke er, må vi så være her?”
Hvad er det for et teologisk problem, I ønsker at gøre op med?
“Det grundlæggende problem er, at det er svært at stille noget op med Luther i dag, fordi han besvarer et spørgsmål, som ingen stiller længere: Hvad skal jeg gøre for ikke at gå fortabt?”
“Nu tænker folk i højere grad på, hvordan kristendommen kan være en ressource i deres liv. Det kan man ikke finde svar på i Luthers skrifter. Det er i særlig grad arvesyndslæren og prædestinationslæren, der er problemet.”
“Præster ønsker at forkynde evangeliet, så folk mærker kærligheden og frisættelsen. Hvis du skal gøre det i overensstemmelse med Luther, så skal du have en teologi, der nedgør mennesket for at gøre det klar til Guds frelse, og det underminerer troen på Gud som en kærlig Gud. Mange føler sig ikke i samklang med den teologi.”
Det handler ikke kun om problemer med teologien, men også med liturgien. Hvad er problemet her?
“Problemet er, at liturgien indeholder en teologisk lære, som ikke er i samklang med nutidens forkyndelse og forhindrer evangeliet i at være den transformerende kraft, det er tænkt som. Det vil være forskelligt fra præst til præst, hvor man ikke længere kan være med, men der er behov for få formuleret en større rummelighed.”
Er det ikke kun højmessen, der har meget faste former?
“Højmessen er kirkens hjerte, derfor bør den også være til diskussion. Det ville være skørt, hvis man ved andre gudstjenester kan gøre, hvad man vil, mens højmessen forbliver et reservat, som forkynder teologiske budskaber fra 1500-tallet.”
“Hertil kommer, at hvis man for eksempel holder lørdagsdåb, så er det jo stadig det samme ritual, man skal bruge. Det er i det hele taget også den samme teologiske rettesnor, man bliver bedømt ud fra, hvis det kommer dertil, selvom der er frihed til at formulere sig med andre ord i gudstjenester uden for højmessen.”
Kan det ikke være nødvendigt at holde fast i noget, som er ‘den rigtige’ teologi, selvom det ikke siger moderne mennesker noget?
“Men vi anfægter, at det lutherske bekendelsesgrundlag udtrykker ‘den rigtige’ teologi. Samtidig holder det ikke at binde sig til 500 år gamle formuleringer.”
“Tag for eksempel begrebet synd. Det er udmærket at se synd som noget, der skiller os fra hinanden og rykker os bort fra Gud, og som noget, vi derfor skal tale om i kirken og med hinanden. Synden findes. Men at have en teologi, der grundlæggende ser mennesket som fordærvet, går ikke. Vi er forpligtet på evangeliet, ikke på Luther.”
“Der er ingen forældre, der ser deres barn som fordærvet, og det gør Gud selvfølgelig heller ikke. Alligevel ligger disse tanker i bekendelsesgrundlaget som noget, vi er forpligtet på.”
“Teologi er ikke en stationær disciplin. Den er i bevægelse. Den påvirkes af tid og mennesker, fordi vi er lever og fortolker evangeliet i en tid og på et sted, med hvem vi nu er.”
Selvom der ifølge jer er store problemer med folkekirkens lære, er det meget få læresager, der har været?
“Ja, det skyldes dels selvcensuren. Der er mange, der har deres måde at komme uden om det på, små ændringer i liturgien. Eller nogen, der måske retter ind, hvis provst eller biskop pludselig sidder i kirken.”
”Og så skyldes det, at der er rum til at fortolke bekendelsesgrundlaget helt derhen, hvor der ingen evig pine er. Men vi ved ikke, hvor grænserne for den rummelighed går, og det er utrygt at arbejde under.”
”Ligesom det er forkert, at der er andre teologier og indvendinger mod bekendelsesgrundlaget, man ikke rigtig må give udtryk for. Det er også derfor, vi har valgt navnet ‘Katakombisk Studiekreds’. Nu siger vi det højt, som vi ved, mange tænker.”
Hvordan kommer jeres katakombtilværelse til udtryk?
“Ved at vi pr. definition har uret i en debat. Det har vi alle vores fortællinger om. Man kan for eksempel opleve det, når man går ud i offentligheden og problematiserer præsteløftet.”
“Det er også helt uigennemskueligt, hvordan man får en åben, ikke-katakombisk debat om, hvad der skal være grundlaget for vores virke, og hvordan folkekirkens liturgi skal se ud.”
I hævder at tale på manges vegne. Hvor mange er I?
“Vi har ikke organiseret os, men vil gerne være katalysator for en åben debat.”
“Vi er en studiekreds, der ud over de tre forfattere til bogen tæller Lars Sandbeck (teolog og letor på FUV, red.) og Anders Laugesen (radiovært, red.). Men håbet er, at mange andre vil være med i en samtale om disse vigtige emner.”
“Og med vores fælles netværk ud i folkekirken er det vores vurdering, at det er over halvdelen af præsterne, der, i forskellige grader, ikke føler sig i samklang med det lutherske bekendelsesgrundlag. For ikke at tale om andre personalegrupper og folkekirkemedlemmer.”
Hvornår har jeres kamp været en succes?
”Målet er, at vi ikke længere skal være en katakombisk studiekreds. Men en studiekreds under en ny, åben himmel.”
“Når samtalen bliver en realitet. Når vi kan have en åben debat om det lutherske grundlag for folkekirkens teologi.”
“Vi ønsker en samtale om, hvordan folkekirken ser ud efter Luther; ikke uden Luther, for han er en del af vores historie. Hvordan får vi formuleret et grundlag, som vi kan være sammen om, og som repræsenterer den teologiske mangfoldighed, der allerede er i folkekirken?”
“Og dybest set er målet en relevant folkekirke for mange flere.”
Hvorfor er det vigtigt stadig at være medlem af folkekirken?
“Fordi vi grundlæggende tror på projektet. På papiret har folkekirken mange gode tanker om, hvordan struktur og demokrati skal fungere. Det er bare ikke virkeliggjort. Det, håber vi, at det kan blive.”
“Så vi gør det egentlig ud af kærlighed til folkekirken, som har så mange og store forudsætninger for at spille en større rolle i menneskers liv. Vi oplever en hunger efter åndelig føde. Alligevel er der så utrolig mange mennesker, der ikke finder det relevant at komme i kirken.”
“Hvis man gerne vil bevare folkekirken som traditionsinstitution og vil acceptere, at det løbende går ned ad bakke, kan man godt gå videre, som det er. Men hvis man ikke bare har en tradition at forvalte, men også har en ambition om, at evangeliet faktisk kommer ud til folk, bliver man nødt til at forholde sig til de her spørgsmål.”