Bryllupssæsonen er over os i folkekirken. Det er en festlig tid, hvor man som præst møder mange forskellige typer af mennesker, alle mulige afskygninger af, hvad folk har af ønsker til et ”kirkebryllup.”
Vielsen er vel på mange måder det mest borgerlige af folkekirkens ritualer. Mange kender den gamle historie om, at Luther gerne ville have det ud af kirkerummet, hvorefter ”folket” ligeså langsomt har fået sneget brylluppet inden for kirkedørene igen – endda helt op foran det hellige alter.
Ikke kun ånd
Måske er det borgerlige islæt stærkt medbestemmende til, at mange brudepar måske ikke lægger så stor vægt på det religiøse aspekt i vielsen – og måske kan man i virkeligheden ikke bebrejde dem.
Vielsesritualet er den sammenhæng, hvor det bliver mest tydeligt, at man som præst også er embedsperson og ikke blot gejstlig forkynder, blandt andet af den simple årsag at selve ens ord og handling som præst ikke bare har en åndelig, men også en juridisk gyldighed.
Det svære spørgsmål: Hvad skal vi så synge?
Mødet med brudeparret er altid en stor fornøjelse – det er i det hele taget en af de store gaver ved at være præst, at man får lov til at møde så mange forskellige mennesker og får lov til at lytte til en masse ægte livshistorie.
Men på ét bestemt tidspunkt under vielsessamtalen opstår der gerne en lettere akavet, svært håndterlig stemning. Og det er, når spørgsmålet falder: ”Nå, men hvad skal vi så synge?”
Vi må sande, at hvor stor, smuk og poetisk velfunderet vores salmeskat end er, så vækker salmerne i stigende grad ikke umiddelbar genklang i befolkningen.
Men det ekstra penible ved situationen er samtidig, at stemningen ikke nødvendigvis bliver lettere, hvis parrene rent faktisk sidder klar med velmenende forslag. Kan vi synge Kim Larsen? Hvad med den der ”Lyse nætter”?
En bruttoliste får det hele til at glide
Hvad angår imødekommenheden over for sådanne forslag, er der selvsagt overordentlig stor forskel på præster – og for den sags skyld også på organister. Jeg er ret overbevist om, at der nogle steder stort set ikke er begrænsninger på, hvad man velmenende og åbenhjertigt siger ja til af forespørgsler.
Men når man nu er af et gemyt, der i udgangspunktet går lidt mere ”klassisk” til opgaven og venligt forsøger at lede opmærksomheden hen imod Salmebogen – eller måske Højskolesangbogen – og mange af vore gode organister også er af den lidt mere klassiske type, hvordan forholder man sig så i dén situation?
I denne type problemstilling er det min erfaring, at vi i folkekirken har det med at stille tingene op som et alternativ imellem laissez faire og (venlig) tvang.
Men der er en tredje tilgang – en mellemposition, om man vil – hvor mange ting kan komme til at glide lidt lettere, når det praktiske skal på plads, og det er rammesætningen. Og her er der et meget enkelt instrument, der til min store overraskelse umiddelbart har vist sig yderst effektivt i forhold til at få salmevalget på plads: Jeg er simpelthen begyndt på forhånd at medsende en salmebruttoliste over det, jeg umiddelbart har vurderet til at være de (trods alt) mest kendte salmer i Salmebogen.
Og ind til videre har resultatet været upåklageligt – der er blevet valgt striber af salmer, uden problemer og i hvert fald uden hørlige protester.
Skal vi blive bedre til at hjælpe på vej?
Dette er ikke en systematisk undersøgelse, så om det kan siges at vække generel tilfredshed, aner jeg intet om. Dette er blot et pip fra en enkelt lille præst, der med forholdsvis stor overraskelse har fundet en måde at rammesætte en ofte lidt vanskeligt tilgængelig del af brudeparrenes bryllupsforberedelser.
Jeg hører meget gerne fra andre præster, om I har gjort jer lignende erfaringer og også gerne, hvis I har erfaret det modsatte.
Under alle omstændigheder har det plantet den tanke i mig, om vi i det hele taget med fordel kunne gøre det til en vane at udfærdige sådanne systematiserede informationsmaterialer? De kunne følge med enten inden, man skal ud og have samtale – i dette tilfælde med brudeparrene, eller som man kan have dem med til almindelig omdeling.
Måske ville det i materialet også give mening at nedfælde ordene og regibemærkningerne for selve vielsesritualet (tilspørgslen, erklæringen og velsignelsen) som en venlig og imødekommende ”service” for de mange mennesker, der hvert år rent faktisk tilvælger kirken som stedet for deres troskabsed og kærlighedserklæring.
Nedenfor følger min egen bruttosalmeliste, som er lavet overordentligt ad hoc. Også derfor modtager jeg meget gerne respons på, hvad der mangler eller hvad der er i nogens optik er ganske fejlrettet. Med tak.