Meget er sket med religionen, siden slutningen af 90'erne. Og udviklingen er faktisk – meget uvant – gået ganske hurtigt i vores ellers supertankeragtigt sløve kirkelighed.
I stigende grad er vi som befolkning ligeglade med indholdet og hæfter os (ligesom med så meget andet i samfundet) næsten udelukkende ved formen. Kan man "lave noget sjovt" eller "autentisk", så er man allerede i mål.
Vi lever på den måde i en æstetisk tid, hvor normative standarder for indhold næsten per automatik dømmes ude som "smagsdommeri" eller snobberi. Måske er det en del af identitets- og autenticitetstænkningen: Hvis bare det "føles godt" – for mig eller for nogen andre – så er alt godt.
Strid om diskussionen
I folkekirken betyder det blandt andet, at den ellers såkaldt "sorte" teologi kan gå under radaren de fleste dage om året. Selv diskussionen om ikke-troendes fortabelse kan ikke længere få særlig mange folkekirkedanskere op af stolen. Og man forstår dem godt: Hvordan skal tanken om dobbelt udgang kunne anfægte en antimetafysisk humanist? Det må den missionsmand da selv om, må han.
Striden har næsten altid været størst om "mellemtingene", det var dem, reformatorerne var enige om ikke kunne være årsag til kirkesplittelse, fordi de ikke var en del af evangeliets kerne. Uanset dette flotte teologiske princip har virkeligheden været anderledes, idet netop mellemtingene velsagtens har været den hyppigste folkelige årsag til opsplitningen i diverse kirkeklubber.
Mellem kategorierne
Størst oprør opstår i dag, når præster eller andre kirkefolk kommer til at sige noget ikke-salonfähigt inden for emner som ægteskab, seksualitet eller fri abort. Rør blot ej den offentlige moral, om du vil beholde dine folkekirkemedlemmers opbakning.
Hvad du mener om Kristus eller dåben, er for de flestes vedkommende kirkelige rariteter og sjældent anledning til folkeopstand – heller ikke selvom mange mennesker, aftvunget, godt kan sige noget misbilligende om præster, der ikke tror på Gud eller det evige liv eller sådan noget.
Jeg kan i den forbindelse huske en sondring, som en af mine gamle teologiske læremestre bragte for en dag i begyndelsen af 00'erne: Sondringen mellem "funky fundamentalisme" og "fossilt frisind". Kort og godt: Indre Mission vs. (tidehvervs-)grundtvigianismen.
Det var en kritik af den konservative kristenheds liturgisk-letfordøjelige og pædagogiske indpakning af sine (angiveligt) forholdsvis "sorte" budskaber. Over for dette, mente den kritiske præst, at det var mere sobert at fastholde klassiske liturgiske former, men prædike livsnært og samfundsåbent.
Hvem der har mest ret, vil jeg her ikke blande mig i. Det interessante er, at der i stigende grad viser sig mellemkategorier, der blander ovenstående modsætningspar på spændende nye måder – måder der får stadig mere gennemslagskraft i folkekirken.
Der er nemlig nogle, der har formået at favne det bedste fra hver lejr og blive bannerførere for det, man kunne kalde "funky frisind".
Der findes nemlig en kirkegruppering, der i vid udstrækning også er store fortalere for pædagogiske nybrud også helt ind på højmessens plads (alt det "funky"), men som samtidig endegyldigt har gjort op med "højrefløjens" dobbelte udgang, halvkreationisme, ægteskabskonformisme med videre – og altså er blevet bannerførere for et udtalt teologisk "frisind". Det er naturligvis de samfundsåbne og humane KFUM og K'ere.
Det er aktivismen der vinder
Det interessante er dog, at der samtidig er ved at blive hamret en kile midt ned igennem også de ellers så fossilformede grundtvigianere.
Hvor nogle endnu står fast på de klassiske kirkelige rammer om gudstjenesten og den traditionelle klare sondring mellem det folkelige og det kirkelige har stadig flere, der kalder sig "grundtvigske" indoptaget den almindelige aktivisme i sit kirkesyn og er desuden mere end almindeligt åbne for (i Grundtvigs ånd) at diskutere omvæltninger af gudstjenestens liturgi, herunder salmesang.
Det afgørende skred er for mig at se, at hvor det for 30 år siden var den lidt gammeldags folkelige grundtvigianisme, der havde sejret ad Pommern til, så er det i dag aktivismen, der vinder folkekirkeligt terræn.
For som det er i dag: Ingen kan argumentere imod det, der giver folkekirkemedlemmerne "en god oplevelse". Gode oplevelser er livets salt, og analysen er i virkeligheden ganske enkel:
Hvis vi ikke i en eller anden udstrækning gifter os med den nyæstetiske og autenticitetshungrende tidsånd, så kan vi om ikke mange år være ligeså færdige med at være folkekirke, som man er i de fleste andre europæiske lande. Og til min egen store forundring, er jeg sådan set enig.