“Leder er den, der kan bære de modstridende viljer, bære andres smerte, bære troen på, at det bliver bedre og give husly til det, der ikke kan løses her og nu.“
Sådan beskriver den svenske præst Thomas Sjødin sin egen rolle som præst. Det gør han i essaysamlingen ”Stol på at det vil lysne”.
Vi er på vej ud i den lyse sommer for at holde ferie. Spørgsmålet er, om det også vil lysne for folkekirken, og om sommerens milde vinde lægger sig svalende over de mange konfliktramte sogne. For det har mildest talt set lidt sort ud de seneste måneder.
Set udefra må det sommetider virke, som om folkekirken er ved at opløse sig selv indefra. Det vælter ud af skabet med ufred og bitre magtkampe, der har fået lov til at vokse sig til dybe, uoverstigelige kløfter. Der går ikke mange dage imellem, inden en ny medieovervåget, tåkrummende konflikt ryger ud i offentligheden.
Bekræfter alle fordomme
Først var der striden i Norddjurs Provsti, hvor menighedsråd og præster i fællesskab har sat sig op mod deres biskop. Så kom den famøse bustur med Arrhus Domprovsti, som i folkemunde har fået øgenavnet ”sladderekspressen”, fordi nogle præster havde sladret om andre præsters sladder, og så kørte det ellers derudaf. Og nu har et næsten samlet menighedsråd ved Gludsted Kirke i Viborg Stift besluttet at gå i protest mod præsten. Det skete efter et menighedsrådsmøde med kun et punkt på dagsordenen: Enten går præsten, ellers også går vi.
Det er lige til at græde over, og folk må undre sig dybt. For hvordan kan det gå så galt – i en kirke af alle steder! Andre får sig bare et godt grin, for det har jo altid været guf, når de gudelige bekræfter alle fordomme om i virkeligheden at være nogle skinhellige hyklere. For tænkte vi det ikke nok: kirkens folk er ikke et hak bedre end andre. De er lige så gode til at sladre og mobbe og dolke hinanden i ryggen som alle andre.
Det er også sandt. Vi er ikke bedre end alle andre, men forventningen til kirken har altid været, at man i det mindste forsøger at gøre sig lidt umage.
Og man skal ikke underkende, at selv den mest virtuose prædiken og de mest spændende kulturelle aktiviteter i sognegården til enhver tid overtrumfes af den personlige troværdighed, når det gælder evangeliets udbredelse:
“Faith has a lot to do with the simple fact that there are trustworthy lives to be seen.” Det er sagt af den tidligere ærkebiskop af Canterbury, Rowan Williams – og det mener jeg, han har ret i. Tro er noget, vi giver til hinanden, når vi møder mennesker, som med deres eget liv og tilgang til livet på uforklarlig vis vidner om Guds tilstedeværelse i verden.
Der er en vigtig streng mellem kirke og folk, der rives over, når kirken så skamløst udstiller alle småligheder, magtkampe og frustrationer for den måbende menighed. Og det er lidt en gåde for mig, hvorfor man ikke har lidt mere æresfølelse og sans for at beskytte sin institution og sin troværdighed og forsøger at undgå mediernes søgelys?
Det store spørgsmål er: Hvorfor tager kirken ikke sine kampe og løser sine problemer indenfor murene?
Hvilke andre arbejdspladser udstiller deres egen elendighed så nådesløst som i folkekirken? Hvornår har vi sidst kunne følge en blodig fejde på et lærerværelse et sted i Danmark? Eller fået lækket, hvad en fuldmægtig i en virksomhed har snakket med en anden fuldmægtig om på en bustur? Er vi i folkekirken blevet så forfængelige, at vi ikke kan undvære et publikum? Kan vi ikke stå for fristelsen til at række ud efter berømmelsens øjeblik?
Konflikter løses ikke ved at gøres offentlige
Men når man går ud i medierne, er man ikke længere interesseret i at løse sine problemer. Det skal man bare vide. Når man går i medierne, har man afbrudt forsoningsprocessen. Nu handler det kun om at retfærdiggøre sig selv og skade den anden part. Der løses intet ved at gøre sin konflikt til en offentlig sag. Tværtimod bliver man fanget af sit eget spin, og det bliver vigtigere at vinde end at reparere.
Det er blevet en rigtig dårlig vane, at alt skal i medierne. Det signalerer, at folkekirken altid finder sig selv interessant, og også mere interessant end den opgave, vi skal løfte. Hvor har vi præster for eksempel. vores fokus, når vi – igen for åbent tæppe – tager en diskussion om præsters pligt til at være til rådighed hele døgnet, som vi gjorde sidste sommer?
Debatten gik på, om man kan forlange, at præster også tager telefonen om natten? Ganske vist sker det ikke så ofte, men bare tanken om at være på altid, kan være en stressfaktor. Og det er absolut relevant at tage op og noget vi skal tale med hinanden og med vores ledelse om. Det er også noget, der relativt nemt kunne findes en løsning på. Man kunne for eksempel lave en vagtordning i provstiet eller i præstekollegiet.
Men der var ingen, der talte om løsninger. Og selvom det måske ikke var tiltænkt sådan, så blev det bare endnu en måde at sætte sig selv smigrende i fokus som offer. Hvorfor? Fordi det absolut skulle være en mediehistorie i stedet for et punkt på dagsordenen ved et provstimøde.
Det eneste, der kom ud af den sag, var, at vi fik signaleret til vores omverden, at et nødstedt menneske dælme ikke skal vove at forstyrre en præst uden for almindelig arbejdstid.
Dårlig omtale er bedre end ingen omtale?
Hvor kommer al den opmærksomhedshunger fra? Måske kommer den fra folkekirkens lange, udmattende kamp for at blive set, som har sat dagsordenen de sidste mange årtier? Måske lider vi ganske enkelt af overanstrengelse. Og det er gået os i blodet som en indgroet vane, at selv dårlig omtale er bedre end ingen omtale?
Men det er bare ikke sandt. Historier om konflikter og ufred skader folkekirken. Der ryger en lille flig af troværdigheden hver gang. Og når det lyder som om, præster hellere vil tale om dårlige arbejdsforhold end om tro, gør vi os ubrugelige som præster. For det kommer til at lyde som om, menigheden kun er til besvær.
Lad os bruge sommeren til at gentænke, hvem vi er og hvad vi gerne vil være som kirke og som præster. Vi trænger til at kommer ud af den stressede, overbebyrdede identitet. For Thomas Sjødin er præsten den, der kan bære de modstridende viljer, give husly til det, der ikke kan løses lige nu og her – og tro på, at det bliver bedre. Det er der en stor ro og autoritet i.
Vi er nødt til at genfinde roen i vores opgave, og troen på dens vigtighed – uanset det går op eller ned. Men det er måske netop den største udfordring for os alle sammen i dag, virkelig at mene og tro af hele vores hjerte og af hele vores sind – at Guds nærvær i verden, som ved evangeliets forkyndelse kan få os til at elske hinanden, det er verdens håb. Intet mindre.
Men i en tid, der tørster efter tro og mod på fremtiden, er det både sørgeligt og utilstedeligt, at håbets stemme først skal kæmpe sig igennem en flok hidsigt stridende og uforsonlige præster og menighedsråd.