Skal vi tvinges til statsautoriseret dødshjælp? Det er spørgsmålet, efter at Kristeligt Dagblad har givet os indsigt i, hvad der egentlig foregår i regeringens dødsudvalg [Udvalget for en mere værdig død].
Det er stærkt foruroligende, at en læge og en sygeplejerske har forladt udvalget, fordi de føler, at de undergives en dagsorden, som de slet ikke har sagt ja til, og som falder uden for udvalgets opgave. De to vil ikke være med til at udforme forskellige modeller for aktiv dødshjælp. Jeg hører i deres ord, at de netop bestandig er optaget af at hjælpe og lindre til et værdigt liv og en værdig død.
Men udtrædelsen af udvalget sætter regeringens arbejdsmetode i relief, for dødsudvalget blev nedsat, da det store flertal i Etisk Råd havde sagt nej til aktiv dødshjælp.
Når Etisk Råd ikke makker ret, så nedsætter regeringen da bare et nyt udvalg. Og sådan kan en regering jo fortsætte indtil et udvalg udtrykker præcis det, regeringen ønsker. Arbejdsmetoden er naturligvis særlig betænkelig, når det drejer sig om det enkelte menneskes forhold til livet og døden.
Drop fjendebilledet. Oplys om passiv dødshjælp
Det er, som om regeringen med sin indædte kamp for at få indført aktiv dødshjælp benytter sig af det kendte politiske kneb: Man opstiller en forudsætning, som ikke er sand. Derefter argumenterer man imod den hjemmestrikkede forudsætning.
I dette tilfælde virker det, som om der bevidst opstilles en forudsætning om, at den værdige død ikke allerede findes, men alene kan skaffes til veje ved aktiv dødshjælp.
Intet kan være mere forkert. Netop de to, lægen og sygeplejersken, udtræder af udvalget, fordi de ikke kan genkende den virkelighed, som de selv er en del af, nemlig omsorgen for den døende gennem lindrende smertebehandling. En smertebehandling, som vel at mærke er fuldkommen lovlig, selvom den fremskynder en døendes livsafslutning.
Større selvbestemmelse
Det er vigtigt at få oplyst befolkningen om, at vi i dag over nettet let kan registrere, at vi ikke ønsker genoplivning og udsigtsløs behandling. Endnu vigtigere er det at få oplyst om det faktum, at den enkelte i den konkrete situation selv kan bestemme, at en behandling indstilles med den følge, at den pågældende dør en stille og fredfyldt død efter få dage.
Lad mig citere fra en samtale, jeg selv har overværet. Patienten på 88 år har ligget på hospitalet nogle uger. Der har været nogle blodpropper og genoplivning med respirator på et tidspunkt, hvor patienten selv ønsker det. I løbet af nogle uger når patienten til en afklaring. Lægen tilkaldes, og patienten siger:
”Nu vil jeg ikke mere. Men jeg vil ikke have smerter, og jeg vil ikke kvæles.” Lægen svarer prompte: ”Det kan vi godt hjælpe dig med.”
Præsten tilkaldes. Der er altergang, og der falder en velsignet ro over sygestuen. Tre dage senere afgår patienten stille og roligt ved døden. Det, man skal lægge mærke til, er lægens svar. Det er ikke første gang, han giver det svar, at han kan hjælpe den syge, der ikke vil mere. Der er siden gået næsten tyve år.
Præster og lægfolk bør vende debatten
Jeg har med et spænd på 60 år tre gange overværet den passive dødshjælp til en værdig død. Samtaler med præster og læger gennem årene har bekræftet mine egne erfaringer, at det ikke er sygehuspersonalet, der tvinger håbløse behandlinger igennem.
Det er de pårørende, der presser afkræftede kræftpatienter til at rejse rundt for at prøve lykken på alverdens hospitaler med det resultat, at den sidste tid i stedet for at blive en afklaringens tid og en værdig afsked, i stedet bliver anstrengende rejser for et i forvejen afkræftet, sygt mennesker.
Jeg har set det med mine egne øjne. Og jeg hører fra hospitalspræster om patienter, der blot ønsker at dø i fred, men som ikke kan få lov, fordi de pårørende presser patienten til at leve.
Jeg kan ikke nok opfordre præstestanden og det myndige lægfolk i menighedsrådene til at lægge sig i spidsen og vende debatten, så den foregår på et oplyst grundlag om, hvordan virkeligheden er.
Det er jo aldeles misvisende, at man foretager meningsmålinger og spørger mennesker, der er unge og raske, om de går ind for dødshjælp. De aner jo ikke, hvordan de vil stille sig, når de selv står i situationen. Og hvis de på forhånd har et billede af et sygehusvæsen, der holder liv i døende stakler, så bliver meningsmålingerne jo totalt misvisende.
Den manipulation, der efter min mening finder sted, når aktiv dødshjælp kædes sammen med retten til en værdig død, må tilbagevises med reel oplysning. Det gælder om at komme i gang.
Hvis Danmark første begiver sig ind på det skråplan at tillade aktiv dødshjælp, er der ingen fortrydelsesret. Tværtimod vil grænserne for hvem, der kan få dødshjælp rykkes igen og igen. Det vil ændre synet på liv og død, og det vil presse gamle og syge. De, der føler sig overflødige, vil føle sig pressede til at bede om aktiv dødshjælp.
Lige så stille vil retten til død ændre sig til spørgsmålet, om det omkostningstunge menneske overhovedet har ret til liv.