Jeg er netop kommet hjem fra Folkemøde på Bornholm. Som mange vil vide benyttede både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen deres taletid på hovedscenen som partiledere til at opfordre til at åbne diskussionen om indførelsen af aktiv dødshjælp i Danmark – og til selv at erklære sig som tilhængere.
Begge gjorde brug af den argumentationsform, der oftest høres, når der tales for aktiv dødshjælp. Nemlig enkeltsagsargumentet – in casu Kirsten Jakobsens bog om de smertelige erfaringer i forbindelse med hendes mands død.
Mange andre har argumenteret for indførelse af aktiv dødshjælp efter at have fulgt et ulykkeligt forløb, hvor et menneske har ønsket hjælp til at dø, men ikke har kunnet få den hjælp i Danmark. Det har enten tvunget dem til at dø i et andet land end deres eget eller slet og ret betydet, at de ikke har kunnet få deres ønske indfriet.
Jeg sank en gang, da jeg hørte argumentet gentaget fra hovedscenen fra to af de mest magtfulde mennesker i landet.
Den hollandske glidebane
I foråret var jeg nemlig i Holland og havde her lejlighed til at høre både eksperter og almindelige hollændere udtale sig om situationen i Holland, som er det første land i verden, der legaliserede eutanasi og assisteret selvmord.
Det skete i 2001 med en meget gennemarbejdet lov, der forudsætter (men ikke eksplicit krævede) et etableret læge-patientforhold og dermed typisk et længere forløb af behandling og personlig kontakt inden eutanasi eller assisteret selvmord. Der blev desuden oprettet regionale kontrolkomiteer til at overvåge udviklingen og et særligt lægeligt organ til rådgivning forud for eutanasi eller assisteret selvmord.
Kun ganske få tilfælde ud af de cirka 100.000 dødsfald, der har fundet sted i henhold til loven siden dens vedtagelse, har fået kontrolkomiteerne til at indlede yderligere undersøgelser. Og kun ét er sendt videre til retsvæsenet – disse oplysninger ifølge et medlem af en af kontrolkomiteerne.
Men – for der er et stort men – antallet af dødsfald i henhold til loven er efter de første seks-syv års meget stabile niveau på omkring 2000 tilfælde om året i hele landet langsomt accelereret og har nu for alvor taget fart.
I 2022 var der således næsten 9.000 tilfælde, og alt tyder på, at tallet fortsat vil stige voldsomt fra de godt 5 procent af alle dødsfald, som disse tilfælde udgør. Blandt andet kan man iagttage, at de højeste tal findes i Hollands tættest befolkede byområder, hvor antallet anslås at være helt oppe på 15-20 procent, mens det andre steder er tæt på 0. Men i stort set alle andre sammenhænge viser tendenser fra byerne sig senere i landområderne.
Legaliseringsmodstanderes argument, glidebaneargumentet (som er en argumentationsform, man også altid bør være på vagt overfor), viser sig tilsyneladende at være relevant i dette tilfælde.
Aktiv dødshjælp er i den hollandske samtale om emnet ikke længere forbeholdt de helt ekstraordinære tilfælde. Men hvorfor sker det nu, hvor de første år netop gjorde glidebaneargumentet til skamme?
Aktiv dødshjælp som en ret
Der er selvfølgelig tale om yderst komplekse sammenhænge. Men to ting lader til at være afgørende.
For det første omtales aktiv dødshjælp i Holland i stigende grad ikke kun som en mulighed for at undgå en frygtelig død, men også som en mulighed for at undgå et frygteligt liv.
For det andet indgår kravet om aktiv dødshjælp nu i en rettigheds- og lighedsdiskurs, hvor autonomi står i centrum. Tankegangen er, at når individet ønsker at dø, har individet ret til at blive hjulpet til at dø. Dette synspunkt fremføres af NVVE (De Nederlandse Vereniging voor een Vrijwillig Levenseinde), som står bag et netværk af læger, der virker på klinikker under navnet Euthanasia Expert Center (tidligere End of Life Clinic).
En stigende procentdel benytter sig af disse centre, og her ser lægerne i gennemsnit patienterne tre gange før den aktive dødshjælp.
Foreningen kræver løbende adgang til aktiv dødshjælp for nye grupper ud fra en rettigheds- og lighedstanke. Hvorfor gælder loven kun for terminalt syge og ikke også for kronisk syge? Hvorfor kun ved fysisk lidelse og ikke ved psykisk lidelse? Hvorfor kun dem, der er i stand til at bede om det her og nu og ikke dem, der har skrevet ned, at de ønsker aktiv dødshjælp, hvis de kommer til at lide af eksempelvis demens?
Der bør vel ikke være en aldersgrænse for aktiv dødshjælp, lyder det. Og mens den hollandske lov ikke er ændret (her forudsættes en medicinsk diagnose, patientens klare og aktuelle tilkendegivelse og ubærlig og udsigtsløs lidelse), er den hollandske praksis ikke desto mindre ændret således, at der anføres stadig flere medicinske (herunder psykiatriske) baggrunde for aktiv dødshjælp, mens der i 2002 i næsten 90 procent af tilfældene var tale om uhelbredelig cancer.
Aktiv dødshjælp og selvmord
Forud for legaliseringen af aktiv dødshjælp i Holland fyldte forholdet mellem aktiv dødshjælp og selvmord meget. Aktiv dødshjælp skulle nedbringe antallet af selvmord.
Det modsatte er sket. I områder, hvor mange mennesker dør ved aktiv dødshjælp, er selvmordsraten en smule højere end andre steder og end tidligere årtier. Det kan der være mange grunde til. Som nævnt er der en sammenhæng med urbanisering og demografiske forhold. Men man kan også overveje om den udbredte ekskurs i det hollandske samfund om selvvalgt død som løsning på lidelse samtidig viser sig i selvmordstallene.
Også en anden overvejelse trænger sig på over forholdet mellem aktiv dødshjælp og selvmord. Den hollandske lov nævner udtrykkeligt eutanasi og assisteret selvmord parallelt, og ved legaliseringen ønskede mange, at så mange dødsfald som muligt skete ved assisteret selvmord. Blandt andet af hensyn til den lægelige medvirken.
Ved assisteret selvmord foretager patienten selv den udslagsgivende handling, mens lægen sikrer midlet, og at det går for sig, som det skal. Når autonomi-tanken nu vinder frem, kunne man forestille sig, at assisteret selvmord blev mere udbredt.
Men det modsatte er tilfældet. I 2002 var 10 procent af alle tilfælde af aktiv dødshjælp i Holland assisteret selvmord. I 2022 var kun 2,5 procent af alle tilfælde assisteret selvmord. I lande, hvor kun assisteret selvmord er lovligt, stiger tallene i langt mindre grad.
Så hvad er det i grunden for en handling, vi beder medmennesket (lægen) om at udføre og ikke selv vil foretage? Hvad gør det ved vores syn på døden? Og på livet?
Et skred i vores møde med livets og dødens smerte
Når jeg på denne baggrund vover at gå i rette med enkeltsagsargumentet, som altid grunder i stor og alvorlig smerte hos både den døende og de efterladte, er det, fordi jeg frygter, at en legalisering af og ret til aktiv dødshjælp med endnu større alvor truer vores syn på både livet, døden og hinanden.
For selvom det selvfølgelig vil være frivilligt for både for patient og læge at benytte sig af denne mulighed, så kan ingen undgå at forholde sig til den som en mulighed for os selv, for vores kære og for alle mennesker omkring os. Det er den store alvor i denne sag.
Al denne tale om værdig og uværdig død – og værdigt og uværdigt liv – kan i værste fald medføre et skred i vores møde med livets og dødens smerte og fratage os lov til at være svage, plejekrævende, hensygnende, gamle, kæmpende, besværlige, bange og sårbare eller bare meget langsomt døende.
For så har vi jo selv valgt stadig at være her – vel vidende, at vi ligger omgivelserne til last. Ja, vel gør vi så, men vi kalder måske også noget af det fineste frem i vores nære og kære og i vores samfund, når vi er prisgivet omgivelsernes omsorg og følgeskab. Og heldigvis har vi et højt niveau for palliativ hjælp og praksis for at indstille en udsigtsløs behandling.
Samtidig risikerer vi med legalisering af aktiv dødshjælp at dømme hinandens liv som værdiløst, når vi anerkender det ene menneskes handicap som grund til at slå det menneske ihjel, mens et andet med samme handicap klynger sig til livet og ønsker vores hjælp til netop det.
Eller vi risikerer at fradømme os vores eget liv, som faktisk slet ikke var slut. Som når et menneske lige efter en ulykke, der koster førligheden, ønsker sig død, men få år efter faktisk kan have et meningsfyldt liv – trods den mistede førlighed. Hvad denne problematik åbner af vanskeligheder i forhold til især psykiske lidelser siger sig selv.
Og endelig er der vores galopperende trang til kontrol og micromanagement af alt i vores eget og vores nærmestes liv at tage i betragtning. Hvilke absurditeter kan den ikke bringe os ud i? Ville det i grunden ikke passe os bedst, hvis vores gamle mor døde på tirsdag, hvor alle kan være til stede?
Det sekulariserede Holland og aktiv dødshjælp
Men kan den hollandske udvikling ikke bare forklares med den massive sekularisering, der i stigende grad gør sig gældende i landet, kan man spørge? Sådan er det jo ikke i Danmark, så ville det ikke gå helt anderledes?
Det ville det måske. Men forholdet mellem Hollands sekularisering og udbredelsen af aktiv dødshjælp er nu mere kompleks end som så. Faktisk var en række kirkefolk med til at få loven gennemført.
Den historiske protestantiske prægning af landet viste sig blandt nogle af disse i opfattelsen af medlidenhedsdrab som en barmhjertighedsgerning – som navnet siger. Men prægning viste sig også i en vægtlægning dels på individets ansvar og dels på troen på et lykkeligt efterliv. Begge faktorer var måske med til at gøre legaliseringen ønskelig for disse kredse.
Nu mener mange af de samme kirkefolk, at det er et uhyre, de har sluppet løs. Men der er altså ikke en entydig sammenhæng mellem Hollands status som foregangsland indenfor legaliseringen af aktiv dødshjælp og sekulariseringen af landet.
Entydigt er det til gengæld, at den hollandske glidebane en realitet.
Lad os håbe, at den kommende tids debat holder os sikkert på benene.