Min læsning om påståede overgreb i Københavns Domkirke har bragt mig i affekt.
Jeg har i en årrække fungeret som offentlig anklager ved byret og Østre Landsret. Jeg er derfor blevet ramt af en ganske anden form for affekt, end den, som journalister og redaktører, såkaldte eksperter og von hören sagen-vidner tilsyneladende er ramt af.
Jeg er bekymret for retssikkerheden. Den forekommer mig på vej ned ad rutschebanen i stærk fart.
Hvis en præst kommer på kant med folkekirkens bekendelsesgrundlag, risikerer han afsked. Men en gennemtænkt drejebog sørger for retssikkerheden.
En biskop skal vare sig for så meget som at indkalde til tjenstlig samtale, uden at præsten ved, hvad der skal tales om, ligesom præsten som oftest har ret til en bisidder. Præsten skal kunne værge sig. Og man kan ikke værge sig uden at kende anklagen og støttes af en bisidder.
Er der tale om en straffesag, som for eksempel skyldes, at politiet har anholdt en tyv på fersk gerning, er der ligeledes en større drejebog, der også omfatter Grundlovens frihedsrettigheder.
En sigtet, der er frihedsberøvet, skal stilles for en dommer inden 24 timer eller løslades. Politiet skal være objektiv i efterforskningen. Anklageren skal være objektiv både, når tiltalespørgsmålet afgøres og anklagen fremføres i retten.
Dommeren skal være objektiv. Den tiltalte får en forsvarer, der netop ikke skal være objektiv, men støtte klienten. Hvis ikke anklageren kan løfte bevisbyrden, må der ske frifindelse. Ingen er skyldig, før der foreligger en fældende dom.
Men hvordan er det lige, det går til, når der efter mange års forløb på en arbejdsplads breder sig rygter om overgreb overfor børn, uden at der nogensinde er afsagt dom? Hvor blev retssikkerheden af? Den retssikkerhed, der på den ene side skal tilgodese retshåndhævelsen, så de skyldige bliver dømt, og på den anden side den retssikkerhed, der kræver beviser og udtrykker det princip, at ingen er skyldig, før fældende dom?
Det gælder også i den aktuelle sag om domkirken i København:
Hvordan er det med de eksperter, der i dag hævder, at der er ledelsesmæssige skandaløse forhold? Ved de noget præcist, de burde have sagt for længst? Kan de bevise noget? Hvorfor bruger de så stærkt værdiladede og tendentiøse udtryk, der er uden skygge af bevismæssigt indhold?
Hvad med dem, der i sin tid troede at vide noget? Gik de til kommunen og indberettede krænkelsen af et mindreårigt offer, som det var deres pligt efter loven? Det er virkelig uhyggeligt som stemninger kan oppiskes årtier efter, at der måske er sket overgreb og måske forsømmelser fra alle dem, der troede at vide noget.
Overgreb især mod børn er modbydelige og skal straffes hårdt. Men det er ikke folkedomstolen, der årtier efter skal afsige dommen. Justitsmord og mistænkeliggørelse af uskyldige må undgås.
Derfor er ofrene og deres familie naturligvis de nærmeste til omgående at anmelde strafbare forhold til politiet. Faktisk skal der ikke meget til at statuere blufærdigheds-krænkelse overfor et barn. Og et puf eller rusk af et barn kan være tilstrækkeligt til en dom for vold. Jeg taler af erfaring. Så hvorfor går man ikke omgående til politiet i den slags sager?
Det og meget andet håber jeg virkelig, at de advokater, der nu skal undersøge sagen, får styr på. Ikke mindst bør de anonyme kilder, der er så villige til at føre sig frem i medierne, nøje udspørges, så offentligheden får rede på, hvad der er sandt, og hvad der ikke måtte være sandt.
I sådanne sager peger pilen altid i mange retninger. Det håber jeg, kirkeministeren er meget opmærksom på. Ellers er den undersøgelse, ministeren har bebudet jo intet værd.
Og hvad skal vi med al den bagklogskab? Hvis medierne taler sandt, er sagen for længst forældet. Og kirkeministeren vil da vel ikke indføre straf med tilbagevirkende kraft?
Næ, minister. I stedet for at læne sig op af al den bagklogskab, som advokatundersøgelsen vil vise, så kom med begavede visioner om, hvordan det sikres, at ofrene for overgreb på arbejdspladser i og uden for folkekirken omgående sørger for, at sagerne behandles på rette sted. Hos politiet og ved domstolene.