Den 28. april fejrer vi 75-årsdagen for menighedsrådenes reelle ret til at kalde sognets præster. Indtil 1948 var kaldsretten indskrænket til kun at omfatte halvdelen af befolkningen, nemlig de mandlige ansøgere.
Kvinders adgang til præsteembede havde været diskuteret både i folkekirken og i Rigsdagen i længere tid. Den teologiske kandidat Ruth Vermehren fungerede i realiteten som præst uden kjole blandt kvindelige indsatte i Københavns fængsler.
En frihedslov
I 1946 indstillede den grundtvigske valgmenighed i Nørre Ørslev på Falster imidlertid til kirkeministeren, at cand.theol. Johanne Andersen blev udnævnt til ny præst i stedet for den daværende, der nærmede sig pensionsalderen.
Kirkeministeriet vred og vendte sig, og bad om en anden indstilling, men menighedsrådet var ubøjelig, og det endte med, at Folketinget vedtog en lovændring. Kvinder fik adgang til præsteembeder i folkekirken.
Det var en frihedslov. Den afgørende løftestang var et menighedsråd, der stod fast. Ingen blev ved loven udsat for tvang. Hverken menighedsråd eller biskop. De biskopper, der ikke ønskede at føre tilsyn med de tre første kvindelige præster slap. Og Fyns biskop Hans Øllgaard ordinerede alle tre kvinder.
Da der igen i 1956 var ballade om en kvindelig ansøger, slap biskop Christian Baun i Viborg for at acceptere en kvinde i kjole og krave. Ordination og tilsyn blev varetaget af biskop Erik Jensen i Aalborg.
En undtagelse fra ligebehandling - i åndsfrihedens hellige navn
Tilstedeværelsen af kvindelige præster har gennem årene ført til en vis knurren. Der har for eksempel været mandlige præster, der har vist deres mishag ved at nægte at give det traditionelle håndtryk til nyordinerede kvindelige kolleger.
Der har gennem årene været mange og lange diskussioner, og det tør siges, at der har været udvist en tålmodighed og et frisind over for mindretallet af mandlige præster, som man kunne ønske, at de selv havde udvist overfor deres kvindelige kolleger.
Meget i folkekirken er stadig ikke lovstof, men beror på resultatet af indre kirkelige drøftelser. Som tilstanden er i dag, opfatter jeg retsstillingen på den måde, at der med en undtagelse fra ligebehandlingsloven gives menighedsrådene en mulighed for at vælge en mandlig præst – i åndsfrihedens hellige navn.
Altså kan intet menighedsråd, i respekt for ånds- og religionsfriheden, tvinges til at indstille en kvindelig ansøger.
Til gengæld hjælper der ingen kære mor med hensyn til den øvrige lovgivning. Både menighedsråd og mandlige præster skal acceptere, at folkekirken er en kirke med mandlige og kvindelige præster, der i det daglige arbejde undtagelsesfrit er ligestillede.
Kvindelige præster skal behandles efter de forskrifter og normer, der for eksempel gælder for arbejdsmiljø og samarbejde på arbejdspladsen. Ingen præst kan nægte at underskrive attester, fordi en kirkelig handling er foretaget af en kvindelig præst.
Den stadigt mere absurde modstand
Personligt finder jeg, at modstanden mod kvindelige præster bliver mere og mere absurd. Ikke desto mindre mener jeg, at det er vigtigt, at der værnes om folkekirkens rummelighed. Kort sagt bør undtagelsen fra ligebehandlingsloven bevares.
Dem, der er så bange for, at der kommer for mange højreorienterede mænd i præstestillinger, kan så passende selv tage sig sammen og kvalificere sig til en gedigen teologisk diskussion, frem for altid at foretrække den ufarlige og meningsforladte såkaldte brede midtbane. Forkyndelse er strid og ikke honningkage.
Men absurd er det med denne modstand mod kvindelige præster. Jeg hævder friheden, men jeg tager ikke hatten af for det mindretal, som insisterer på at være modstandere af kvindelige præster og alligevel søger ind i en folkekirke, hvor de kvindelige præster er i overtal og den kvindelige del af tilsynsmyndigheden er voksende.
Hvordan i alverden kan man forvente respekt for i 2023 at hævde en tradition, der har været gældende i tidligere tiders samfund, men som man helt alvorligt ikke kan finde belæg for i Kristi forkyndelse.
Mindretallet insisterer på at være med i en folkekirke, der har eller har haft kvindelige biskopper i seks stifter. Der bliver flere og flere kvindelige provster. Der må altså være en del modstandere af kvindelige præster, der affinder sig med et kvindeligt tilsyn. Afstanden mellem ord og handling bliver mere og mere tydelig.
Rummeligheden skal bevares
Alligevel hylder jeg friheden, som den også er blevet respekteret med undtagelse fra ligebehandlingsloven.
Jeg er stærkt bekymret over det fremsatte ønske fra biskopperne, sekunderet af Enhedslisten og tidligere fremsat af De Radikale i Folketinget, om at ophæve undtagelsesbestemmelsen.
Undtagelsen sender et forkert signal, hævdes det. Og så er det som om, at man mener, at man blot kan ophæve en undtagelse og stadig regne med, at menighedsrådenes kaldsret er mejslet i sten. Det kan man overhovedet ikke vide noget om.
Når man beder politikerne om noget, der i den grad er i pagt med tidsånden, må man indse, at tilhængere af tidsånden måske ikke blot tager fingeren, men tager hele hånden og løber i en helt anden retning end den påtænkte, nemlig i retning af ligestillingsfundamentalismen på bekostning af åndsfriheden.
Det er noget vovet at påstå, at man kan ophæve en undtagelsesbestemmelse, der var gennem flere udvalg i Folketinget, og så være så sikker på, at juraen ikke ændres.
Hvad er det biskopperne ved, og hvor er den juridiske undersøgelse, vi andre ikke kender? Forslaget virker overhovedet ikke gennemtænkt, men som en feberredning på grund af et kort tv-indslag, som de fleste sikkert har glemt.
Der mangler et juridisk forarbejde
Det er da en naturlig tanke at forestille sig, at en ophævelse af undtagelsen vil betyde, at det pålægges menighedsrådene at indstille både en mand og en kvinde og lade kirkeministeren om at vælge for at tilgodese ligestillingen – hvis der ellers er tilstrækkeligt med mandlig ansøgere.
Og hvordan vil en retssag forløbe for den overkvalificerede kvindelige præst, der fravælges med en argumentation, der er hullet som en si? Er det tænkt igennem?
Når man beder politikerne om at ændre love og bekendtgørelser, og navnlig på et så højt profileret område som kønnenes ligestilling, så risikerer man virkelig at få fravristet tøjlerne.
Der er tilsyneladende intet forarbejde foretaget af kyndige jurister. Det ligger ingen notater, der så meget som forsøger at gennemtænke konsekvenserne fra de instanser, der har særlig viden om menneskerettighedsperspektivet.
Det er halsløs gerning at kaste sig ud på de 70.000 favne vand uden redningsvest og med bind for øjnene.
Risikoen for, at den frihed og den ligestilling, der blev opnået for 75 år siden, afløses af en indskrænkning af åndsfriheden er nærliggende.
Hvor meget er det så egentlig at fejre?