Min far var én af de mange hundrede præster, der for 75 år siden underskrev en erklæring om, at han ville lægge kjole og krave, hvis kvinder fik adgang til præstembedet.
Vi fik kvindelige præster. De utilfredse mænd forblev i deres embeder. Kone og børn skulle forsørges.
Jeg var kun fire år, da de første tre kvinder blev ordineret. Men diskussionen med præstevennerne var så larmende, at den står mejslet i min hukommelse.
Min far pirrede og skærpede allerede dengang sin datters øje for de svage led i en argumentation. Min far, der var tidligere fængselspræst, havde helt i strid med sin egen holdning til kvindelige præster et svagt punkt for fængselspræst Ruth Vermehren. På trods af reglerne var hun præst i kvindefængslet i Horserød.
Hun optrådte i præstekjole og forvaltede sakramenterne uden at være ordineret. På dansk maner opfandt Kirkeministeriet stillingsbetegnelsen, uordineret medhjælper. I realiteten fungerede Ruth Vermehren som præst længe inden hun sammen med de to andre kvinder, blev ordineret i 1948.
Den inkonsekvens, at min far truede med at nedlægge sit embede og ikke gjorde det, og var imod kvindelige præster, men for Ruth Vermehren, kunne han ikke forklare. Men hans lille datter sugede visdommen om, at der med præstens ord ikke altid følger handling, til sig.
Frihedstraditionen skal bevares
Jeg har alle dage anset den lov, som gav kvinder adgang til præsteembedet, som en frihedslovgivning. Ikke så meget for kvindernes skyld som for menighedsrådenes skyld.
Den manglende adgang for kvinder til at blive præster var og er efter min vurdering først og fremmest en begrænsning af menighedsrådenes lovfæstede ret til at kalde præsten.
I dag er præsteembedet et kvindefag. De fleste menighedsråd går ikke så meget op i præstens køn. De fleste præster vier fraskilte og homoseksuelle. Der er, på evangeliets grund, vel at mærke, en vidtgående forkyndelsesfrihed.
I mine mange år som kirkepolitiker, har Folketinget værnet om præsternes og menighedsrådenes teologiske frihed.
Under forberedelsen til den lov, der gav adgang til kirkelig vielse for homoseksuelle, var det en klar forudsætning, at præster ikke skulle tvinges til at foretage disse vielser, ligesom det vedvarende har været en forudsætningen, at der hos præst og menighedsråd var og er frihed til af teologiske grunde at foretrække mandlige præster.
Dette synspunkt er udtryk for en gammel frihedstradition, der er værd at værne om og være stolt af.
De få mandlige præster, der er imod kvindelige præster, bør i deres lønkammer betænke den inkonsekvens, at de ved at være præster i folkekirken i dag, virker i en kirke, der har den selvforståelse, at mænd såvel som kvinder kan være præster, og at såvel fraskilte som homoseksuelle bliver viet i folkekirken.
Det er tillige enhver præsts pligt at deltage i det kollegiale samarbejde og give hånd ved ordinationsgudstjenesten, hvor der er ligestilling uden adgang til særordination for mænd.
Med frihed følger ansvar
Uenighed om teologiske spørgsmål er en gevinst, når de forskellige opfattelser drøftes mellem habile teologer, der er alvorligt optagede af at forkynde evangeliet.
Men med frihed følger naturligvis ansvar. Jeg tillader mig at forvente, at enhver præst, der søger embede, undersøger om det sogn og den egn, han eller hun søger til, ikke blot passer til ansøgeren selv, men også sikrer sig, at ansættelsen vil være til størst mulig gavn for menigheden.
Vi, den ældre generation af kvinder i mandefag, har for længst trampet stierne brede for at lette senere generationers kvinder en plads i mændenes verden. Det klarede vi uden klynk og krav om særbehandling.
Vil man absolut være kvindelig præst på en egn, hvor stemningen overvejende er imod, må man have teologisk tyngde og mod til at tage diskussionen og svare igen. Klynk i medierne hører ingen steder hjemme. Det skader folkekirken og bør ikke være karrierefremmende. Så er det sagt!
Frihed og frisind går begge veje. Frihed og frisind udvises ikke alene overfor dem, jeg er enig med. Frisindet vises netop overfor dem, jeg er uenig med.
Også kvindelige præster bør møde mindretallet med åbent sind og teologiske kundskaber fremfor klynk. De præster og menighedsrådsmedlemmer, som mener, at den danske folkekirke burde være enkønnet og udelukke ægteskab for homoseksuelle, men som alligevel ønsker at være med i folkekirken, kan passende udvise det samme frisind overfor dem, de er uenige med, som de kræver for sig selv.
Som kirkeminister fandt jeg det rent ud sagt uhyggeligt at læse menighedsrådsindstillinger om, at man ikke kunne have gudstjenestefællesskab med kvindelige ansøgere.
Endnu mere uhyggeligt var det på konferencer at høre præster, der insisterer på at forblive i folkekirken, give udtryk for, at der var og er grupper af medlemmer i folkekirken, som de ikke vil have gudstjenestefællesskab med.
De skamrider efter min mening evangeliet og skal mødes med modsigelse, men ikke med udelukkelse.
Nej tak til ændring af ligebehandlingsloven
Der skal ikke lovgives for at begrænse friheden. Meninger skal fortsat brydes og gerne i en mere kvalificeret diskussion, der har mere med teologi end med tidsånd og politik at gøre.
Det er ikke medierne og enkeltsagerne i sognene, der skal styre folkekirken.
Det er udtryk for en grundlæggende svaghed i folkekirken, ja det er rent ud sagt en falliterklæring, hvis et skvulp i tv får folkekirken til at rende efter en formodet folkestemning med levetid som en døgnflue.
Det biskoppelige embede er et teologisk læreembede. Biskopperne bør gå i spidsen som læremestre med en teologisk tyngde, der dæmmer op for en tidsånd, som man ikke bør løbe efter og alligevel aldrig kan indhente.
Der er overhovedet ikke behov for nogen ændring af ligebehandlingsloven. Men der er behov for, at enhver udviser og udøver det samme frisind overfor dem, man er uenige med, som man selv kræver af andre.