Middelalderkirkerne er national kulturarv, ingen tvivl om det. De er også lokale gudstjenestesteder, hvor man synger salmer, får døbt sine børn og fejrer nadver.
De ubestridelige fakta er, at fordelingen af kirker i landet ikke længere svarer til fordelingen af befolkningen. Folk er flyttet fra de områder, hvor kirkerne ligger tæt. Til gengæld mangler der kirkerum i nogle af de nye boligområder, der skyder op rundt om de større byer, hvor indbyggertallet i et sogn pludselig kan stige med 5000 eller mere.
Kan man genbruge en kirke?
Ét provsti har for mange kirker, et andet for få. Det lyder jo ligetil, hvis man kunne flytte en kirke fra et område med affolkning til et område med tilflytning. Men det kan man jo ikke – eller kan man? Kan man upcycle og genbruge en kirke?
Det første menighedsråd på Lolland har kastet håndklædet i ringen og erklæret, at de gerne vil af med en af deres kirker, kirken i Herredskirke. Kirken bliver ikke brugt, der er borebiller i tagkonstruktionen, og kirkegården er taget ud af drift for flere år siden.
Menighedsrådet har forgæves forsøgt at komme af med kirken til Den Gamle By i Aarhus og Museum Lolland Falster; tanker om at bruge kirkebygningen til bed & breakfast, pilgrimskirke eller andet, strander på, at der ikke er mennesker i lokalområdet til at løfte det – og der er ingen pilgrimsrute, der går forbi den øde beliggende kirke.
Forslaget om at rive kirken ned har vakt ramaskrig.
En granitstensmarkering af ånd og historie
Personligt vakler jeg mellem forargelse og forståelse: Det er ingen rar tanke at være den generation, der river middelalderkirker ned, en kulturel deroute, der kan tolkes som første skridt i afviklingen af kristendommen i landet.
Omvendt forstår man de gode folk på Lolland, der har sten til overflod og ikke kan se meningen i at fordrive borebiller fra taget på en kirke, som ingen bruger.
Men hvad nu hvis man i stedet for at rive kirken ned kunne flytte den? Ikke én til én, men tage den ned og give sten, træ og tegl til et sogn, som mangler en kirke? En generøs gave fra land til by.
Man kunne udskrive en arkitektkonkurrence med den bundne opgave at få en ny kirke til at genopstå af materialerne fra den gamle kirke, en granitstensmarkering af ånd og historie, en markering af kristendommens lange rødder, en bygning, der rummer både nyt og gammelt i et af de nye boligområder, hvor de historiske rødder ellers typisk er til at overse.
Udvikling, ikke afvikling
Det ville være en god historie at flytte og genbruge en middelalderkirke, en historie om udvikling, ikke afvikling. En historie om bæredygtighed og genbrug og samtidig en tydelig markering af det fælles ansvar for den nationale kulturarv.
Måske kunne det også blive en historie om nye bånd mellem land og by, om forbindelseslinjer til de mange middelalderkirker, som stadig står i landskabet.
Er det bare en vild tanke? Kan det lade sig gøre? Må man overhovedet rive kirker ned for at genbruge og bygge op? Hvad siger juraen, hvad siger Nationalmuseet? Jeg ved det ikke. Bliver det ikke frygteligt dyrt og besværligt? Sikkert.
Man kan lege med tanken, men hvorfor ikke give den en seriøs overvejelse? Sætte sig sammen, regne på det, tale med nogle arkitekter, så man får fundet ud af, om det kunne lade sig gøre at upcycle en middelalderkirke til gavn for både by og land?