Forskere og medier jubler over sensationen. Indskriften på den kendte runesten i Jelling er undersøgt med ny teknologi, der skaber nye teorier om magtfordelingen mellem dronning Thyra og kong Gorm.
Jellingstenen kalder vi også Danmarks dåbsattest. Den er så vigtig for vor selvforståelse, at den er afbildet i det danske pas. Kristus på korset fylder stenen med den selvbevidste konges indskrift: Jeg, Harald, der gjorde danerne kristne.
Middelalderens gigantiske kirkebyggeri
Hvor meget troen er gået til hjerterne med det samme, kan vi ikke vide. Men vi ved, at der allerede omkring år 1000 var gang i byggeri af trækirker. Et byggeri, der i de næste århundrede blev afløst af et gigantisk byggeri af stenkirker, der stadig står som vidnesbyrd om kong Haralds ord.
Danerne var blevet kristne og dermed indtrådt i den fælles europæiske kirke- og kulturkreds. Byggeriet blev i de næste århundreder fulgt op med tilbygning af tårne, våbenhuse og kapeller. Kirkernes indre blev udsmykket med kalkmalerier og altertavler i et omfang, som ikke er set siden. Befolkningen var økonomisk ludfattige i forhold til vores overflod. Men bygges skulle der, så det kunne ses viden om. Og for evigheden.
Svenskerne har i krige ødelagt vores kirker, der er blevet bygget op igen. Brande har hærget, men skaderne er blevet udbedret. Hver eneste middelalderkirke er i sig selv et helt stykke kristendomshistorie og Danmarkshistorie, som alle slægtled har passet på, hvad enten de var rige eller fattige. I dag er vi rigere end nogensinde, hvad penge angår. Alligevel diskuterer vi, om det er værd at bevare de gamle kirker.
Hvad tænker menighedsrådene?
Medens medierne går i selvsving over videnskabsmændenes opdagelser i Jelling, taler de kirkelige regnedrenge, blandt andre steder, på Lolland om at rive Nørre Herreds Herredskirke ned. De vil bruge masser af penge på at bryde de gamle mure ned og køre dem på lossepladsen som affald.
Vi har penge nok, siger statsministeren. Men på Lolland taler man altså for alvor om at standse evigheden, som de gamle byggede for.
Hvad tænker mon danskerne? Mon det er meget anderledes, end da kirkehistorikeren Jørgen I. Jensens bog “Den fjerne kirke” udkom? Der er ingen meningsmålinger, der tyder på det modsatte. Danskerne ønsker stadig, at kirkebygningerne skal være der, selvom de ikke selv overrender gudstjenesterne.
Og hvad tænker mon menighedsrådene? De gamle kirker er sluppet for fredning ud fra en tiltro til, at menighedsrådene vil passe på vores gamle gudshuse, der netop ikke er museer, men i brug.
Hvad tænker Landsforeningen af Menighedsråd? Er det først og fremmest rammen om gudstjenesten og forkyndelsen, landsforeningen tænker på, når den forbereder næste menighedsrådsvalg? Eller drejer det sig om at bruge penge på så mange opgaver som muligt, at kirkens anliggende – forkyndelsen, det levende ord – forsvinder i mængden af mere og mere udgiftskrævende opgaver?
Ja, det forlyder, at “den spisende folkekirke” på hine steder falder ind under kravene for industrikøkkener. Men næppe på Lolland med de mange kirker og færre indvånere.
Pastor Ingen var begyndelsen på enden
Jeg husker, hvordan det begyndte på Lolland. Allerede i 1980’erne optrådte pastor Ingen på prædikantlisterne. Man sprang gudstjenesterne over. Og hvor der ingen gudstjenester var, kom der naturligvis ikke mennesker. Og når der i tilstrækkelig lang tid ikke har været holdt gudstjeneste, kalder man det så – smagfuldt – at kirken er taget ud af brug. Og så er næste trin åbenbart nedrivning.
Nedrivning af middelalderkirker? I et af verdens rigeste lande med den mest fordelagtige kirkeordning, som andre lande misunder os? Men vi har ikke pengene, siger regnedrengene. De er brugt til så meget andet.
Har de herrer og damer menighedsråd, præster og provster egentlig tænkt ud over egen pengepung? Og er der overhovedet tænkt i andet end penge, penge, penge?
Har man slet ikke tænkt på, hvorfor vi har kirkerne? Er der slet ingen, der kan se, hvilken åndløshed, der hærger Danmark? Vi er i kroner og ører rigere end nogensinde. Vi er langt rigere end de forfædre, der i århundreder vedligeholdt kirkerne. Alligevel taler vi om at nedbryde gamle kirker.
Vedligeholdelsen er en fælles kirkelig opgave
Der eksisterer i dag en udligningsordning, så rige stifter betaler til fattigere stifter. Fordelingsnøglen er ikke hugget i granit. Det er naturligt fra tid til anden at justere ordningen.
Og hvordan med folkekirkens fællesfond? Kunne man tænke sig, at en post blev øremærket til vedligeholdelse af middelalderkirkerne?
Nedrivning er i hvert fald ikke løsningen. Og vil heller ikke ske. Menighedsrådene vil blot blive sat fra bestillingen, og statslige myndigheder rykker ind.
Gad vide, om Landsforeningen af Menighedsråd (der har et omfang, så alene personaleomkostningerne i 2021 andrager mere end tyve millioner kroner) har overvejet, hvad konsekvensen af forslag om nedrivning af middelalderkirker bliver. Tror man virkelig, at menighedsrådene får lov til i fremtiden at råde over kirkebygningerne?
Mit gæt er, at staten med fredningsmyndighederne står på spring for at ophæve den undtagelse, der gælder fra fredningslovgivningen.
Hvis menighedsrådene ikke mere vil løfte ansvaret, så må vi forvente, at fredningsmyndighederne, Slots- og Kulturstyrelsen og al deres væsen står parat til at overtage ansvaret. Et flertal i Folketinget foreslog allerede for nogle år siden at ændre retstilstanden, så det daglige tilsyn af kirkebygningerne kommer under fredningsmyndighederne.
Kirken er ikke et tilfældigt rum
I diskussionen om afbrænding af koraner hører man, at gejstlige i folkekirken fornægter enhver helliggørelse af kirkebygning og bibel.
Og ja, jeg tilslutter mig bestemt Den Augsburgske Bekendelses ord om kirken som "de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent, og sakramenterne forvaltes ret".
Og ja, jeg synger med stor fryd med tanke på politikere og præster med Grundtvig: “Selv bygger Ånden kirke bedst, / trænger så lidt til drot som præst, / Ordet kun helliger huset.”
Men af salmen fremgår nu tydeligt, at heller ikke Grundtvig kan nøjes med den usynlige kirke. Det er i kirkerummet, vi samles. Det er i kirken, at fonten minder os om vor dåb og alteret om nadverens nåde.
I tusind år har vi haft kirker over det ganske land. De præger landskabet, de er om noget vores kulturarv. Men de er først og fremmest et vidnesbyrd om, at vi i tusind år har været – og er – et folk, der i kirken, som Grundtvig skriver i salmen, forsamles i Jesu navn.