Domprovsten i Ribe, Morten Fester Thaysen, peger i sit indlæg 13. marts på, at ”folkekirkens (måske) største opgave i fremtiden” er ”sammenhængen med samfundet”. Jeg anerkender og tilslutter mig indlæggets intention. Desværre er den alt for uklart udtrykt.
Folkekirken er, hvad den engelske kirkeforsker Linda Woodhead i mange år har kaldt en samfundskirke (societal church), mens for eksempel den anglikanske kirke i England er en kirke-kirke (ecclesial church).
Folkekirkens store styrke er, at dens primære orienteringspunkter er de mennesker, den deler samfund med, mens for eksempel den anglikanske kirke primært styres af interne referencer til kirkens hierarki og tradition.
Vi har her en afgørende styrkeside ved den danske folkekirke, som der er al mulig grund til at værne om og udbygge. Blot må det selvsagt tilføjes, hvad domprovsten ikke nævner, at folkekirken samtidigt skal ”forkynde Jesus Kristus som hele verdens frelser”.
Når domprovsten skal forklare sit ærinde, roder han sig ud i en omgang snak af den slags, som Grundtvig kaldte ”Vrævl”. I afsnittet om ”Det menneskelige og det kristelige” hedder det blandt andet:
”Ikke fordi dåben og nadveren først og fremmest handler om noget særligt kristeligt men derimod om det sandt menneskelige. Det er, at alting har sin dybe sammenhæng i, at livet er givet for, at det skal leves i sammenhæng med andre.”
Dåb og nadver er luthersk forstået hoveddelen
Det er noget sludder at sige, at dåb og nadver ikke er noget særligt kristeligt. De er dog, luthersk set, hoveddele i den ”kristendom, vi for intet få”.
I praksis er de i øvrigt langt fra fælles folkelige. I 2022 blev kun 56 procent af børnene døbt, før de fyldte et år, og generelt er det kun omkring fem procent af befolkningen, der kommer til alters i løbet af et år. Jeg tvivler ikke på, at domprovsten kan opstille en teologi, hvor den ”den dybe sammenhæng” i folkelivet ”udspringer af dåb og nadver.” Men det er og bliver en teologi hen over hovedet på almindelige mennesker.
Det fælles menneskelige møder vi i Guds skabelse
Helt anderledes og aldeles konkret taler Grundtvig om det fælles menneskelige i Guds skabelse, som folkekirken skal pege på som udgangspunkt for både folkeliv og kristendom.
Det sker blandt andet i det berømte digt fra 1837, som domprovsten hentyder til uden at tage digtet alvorligt. Fem vers af digtets otte oprindelige vers findes i den nye Højskolesangbogs nummer 80, hvor de to første linjer og det sidste vers lyder således:
Menneske først og kristen så
kun det er livets orden,
….
Stræbe da hver pa denne jord
sandt menneske at være,
åbne sit øre for sandheds ord,
og unde Gud sin ære;
er kristendom da sandheds sag
om kristen ej han er i dag,
han bliver det i morgen!
Vi tror på Gud fader, himlens og jordens skaber. Alt det skabte er Guds værk. Det gælder på særlig vis for mennesket, der er skabt i Guds billede og til hans lighed (1 Mos 1,27). Derfor er det misbrug af ”Livets Orden”, hvis man ikke først lytter efter og kalder på det medskabte, sandt menneskelige hos mennesker, før man giver sig til at kristne på dem.
Derfor gælder det også, at Gud, synd og død til trods, vil oplive sine skabninger, som er skabt til og ved Kristus af det skabende ”vi” (1 Mos 1,26), som Grundtvig med en lang tradition forstår som Gud Fader sammen med Ordet/Kristus og Helligånden. Mennesker er skabt af Gud ved ordet og ånden (1 Mos 1,25 og 2,7).
Mennesket har skabelsens aftryk
Derfor har alle mennesker som aftryk fra skabelsen både bevaret talens brug og åndens kraft sammen med ”hele den menneskelige indvortes Billed-Lighed med Gud”, som det hedder i Den Christelige Børnelærdom.
Billedligheden består i ”Tro og Haab og Kiærlighed, Disse Jordens Ædelstene” (Sangværket V, 253,1), som ”Nedenfra og ovenned mødes i Guds-Ordet” (Sangværket V 127, 2). Grundtvig udtrykker det enkelt i fire små linjer i salmen ”Midt iblandt os er Guds Rige”:
Thi den gode Jord hernede:
Tro og Haab og Kiærlighed,
Rense vil Gud selv og frede
Til en himmelsk frugtbarhed!
(Den Danske Salmebog 320, 8).
Samlæser man Grundtvigs utallige udsagn om menneskets gudbilledlighed og dermed om det sande menneske, findes gudbilledligheden og dermed skabelsens nåde prægnant i 1) ordet og talens brug, i 2) åndens kraft og dermed den usynlige forbundethed med Gud og andre mennesker og i 3) evnen til at leve i tro, dvs. barnlig tillidsfuldhed, håb, dvs. positiv fremtidsrettethed og kærlighed, det vil sige umiddelbar gensidighed.
Denne trefoldige gudbilledlighed kan findes hos mennesker af alle slags, fordi alle i lige grad er skabt i Guds billede. Her finder vi det sandt menneskelige, som altid i praksis udfoldes i et konkret liv i hus og folk. Denne gudbilledlighed er er ikke tabt ved syndefaldet, men evnen til at besinde sig på den og tage bestik af den er alvorligt svækket.
Alle er sande mennesker, men vi har også alle svært ved at leve i og med vores medskabte gudbilledlighed. Det er derfor, vi skal tilskyndes til at stræbe efter at være de sande mennesker, vi er skabt som, og dermed unde Gud æren for det vigtigste i vore liv.
Gudbilligheden og ikke dåben forener
Det er gudbilledligheden, og ikke dåb og nadver, mennesker er fælles om. Og det er gudbilledligheden, kirken skal tydeliggøre i alle sine kommunikations- og praksisformer. Det er der to afgørende grunde til.
For det første er det her, vi finder det fælles, det, der altid og over alt binder mennesker sammen, og det, der udruster hvert enkelt menneske med en medfødt værdighed. Her har vi det gudskabte udgangspunkt for fælleslivet i hus og folk.
Men samtidigt er det også her kirkens forkyndelse og undervisning må sætte ind, når frelsen i Jesu Kristi liv, død og opstandelse skal gøres gældende. Uden sans for skabelsen bliver Kristusforkyndelsen en fritsvævende påstand uden forståelseshorisont, fordi mennesker er overladt til en sekulær livsforståelse.
Kun den Gud, der har skabt himlen og jorden og mennesker i sit billede kan sende sin søn, født af en kvinde, til frelse for hver den, der tror på ham.
Måske er grundtvigianerne folkekirkens problem
Morten Fester Thaysen tituleres i sit indlæg ikke blot som domprovst, men også medlem af bestyrelsen for Grundtvigsk Forum.
Det gør kun sagen værre, for det peger på, at folkekirkens største udfordring måske er, at de mange af sig selv og hinanden udnævnte ”grundtvigianere” alt for ofte ikke er i stand til at holde fast på det centrale i Grundtvigs teologi, som er det, folkekirken har allermest brug for i dag.
Det er ikke rigtigt, når Thaysen skriver mod slutningen, at ”det sandt menneskelige … er den dybe sammenhæng i alt”. Kristus er den dybe sammenhæng i alt, som er skabt ved og til ham. Det duer ikke at føre uklar tale om det centrale.