Danmark er i disse år kendetegnet ved, at institutionerne isolerer sig fra hinanden. Det gælder også folkekirken, hvor kirkens folk taler mere og mere med sig selv og bliver enige om, at de har noget særligt sammen.
De er optaget af at gøre dette gældende i samfundet. ”Vi som kirke” siger de. De har deres eget udtryk, sprog og menneskesyn, som de kalder for kristent.
Visuelt kan man se i landskabet, hvordan sognegårdene rejses ved siden af kirkerne. Sognegårdene er stedet, hvor de kirkeligt interesserede mødes. Sognegårdene er blevet deres klubhus.
Akkurat som kirken isolerer skolen sig også. Hvor skolen før lå midt i byen sammen med sognekirken, ligger den i dag ofte isoleret udenfor byens centrum.
Skolen har været underlagt så mange reformer gennem årene, at den ikke er til at kende igen. Som forældre skal man lære et helt nyt sprog, når man kommer med sine børn. Et sprog, som handler om læringsplaner, læringsmål og så er der alt det med Aula.
Ligesom kirken har skolen fået sit eget udtryk, sprog og menneskesyn. Nogle i skoleverdenen er ganske vist optaget af, at skolen ikke skal være forkyndende. Men den er mere forkyndende end nogensinde.
Den forkynder bare ikke længere et kristent menneskesyn men derimod et instrumentaliseret menneskesyn, der svarer til det moderne samfunds krav om arbejdsudbud.
Det menneskelige og det kristelige
Måske er et af Danmarks største problemer, at vi ikke længere forstår den dybe sammenhæng i det liv, vi lever sammen. Måske er det også folkekirkens største problem, eftersom dens formål er at pege på denne sammenhæng.
I den forstand er folkekirkens hovedformål ikke gennem sine aktiviteter at gøre sig selv gældende som kirke men at pege på den dybe sammenhæng, der udspringer af dåben og nadveren.
Ikke fordi dåben og nadveren først og fremmest handler om noget særligt kristeligt men derimod om det sandt menneskelige. Det er, at alting har sin dybe sammenhæng i, at livet er givet for, at det skal leves i sammenhæng med andre.
Derfor er talens åbenhed, tillid og barmhjertighed grundmenneskelige fænomener, som vi ikke kan komme udenom. Sagt med andre ord: Kirkens hovedformål er at pege på, at det menneskelige og det kristelige har noget med hinanden at gøre.
Når Grundtvig sagde: ”Menneske først og kristen så” var det netop ikke for at pege på forskellen men på sammenhængen.
Vi lever ikke alene
Set i det lys lever kirken i dyb sammenhæng med skolen, eftersom det er det samme liv, det handler om. Skolens hovedformål burde derfor være livsoplysning - eller tilværelsesoplysning, som Løgstrup sagde.
Med tilværelsesoplysning mente han, at skolen først og fremmest er til for at oplyse om det liv, vi har med hinanden, om samfundets indretning og historiens gang. For vi lever ikke alene men i sammenhæng.
Det er derfor, at vi skal lære at læse, skrive, regne og tilegne os færdigheder, så vi kan nå hinanden. Hvis dette ikke er udgangspunktet, vil skolen få et andet hovedformål og samtidigt vil livet blive noget andet.
Vi ser det ved, at arbejde i disse år betyder mere og mere. At lære at læse, skrive og regne er således ikke længere til for sammenhængens skyld men for at børnene kan begå sig på arbejdsmarkedet.
Jo mere vi glemmer hovedformålet, desto mindre forstår vi hinanden i den sammenhæng, vi lever i. Resultatet er et samfund uden sammenhæng, hvor mennesker går fremmedgjorte rundt mellem hinanden – ikke som mennesker men som arbejdsudbud i konkurrencestaten.
Den største opgave
Kirkens folk kan enten vælge at acceptere det som et vilkår. Den kan ganske vist forsøge at gøre sig gældende som den kirke, der har noget helt særligt på hjerte overfor resten af samfundet.
Det kan være et særligt kristent menneskesyn, en særlig kristen etik og et særligt kristent fællesskab. Ikke desto mindre er det en kirke, der har isoleret sig og i sin selvoptagethed glemt sit hovedformål, nemlig at pege på det sandt menneskelige, som er den dybe sammenhæng i alt.
Eller også kan folkekirken vælge besinde sig på sit hovedformål. Det betyder, at den mindre vil insistere på sig selv som kirke og mere på sammenhængen mellem det kristelige og det menneskelige.
Det er en kirke, der mindre ser sig selv om noget særligt og mere som noget, der lever i dyb sammenhæng med skolen og samfundet. En sammenhæng, der bunder i, at vi ikke er aber på et arbejdsmarked men mennesker, der er guddommelige eksperimenter af støv og ånd.
Måske er det folkekirkens største opgave i fremtiden. Ikke for kirkens egen skyld men i det samfund, som den er kirke i.