Færre mennesker på kirkebænken søndag morgen. Sværere at finde nye medlemmer til rådet. Aldersgennemsnittet er stigende. En udfordring at finde en kvalificeret organist. Børne- og ungearbejdet besværliggøres. Flere og flere tomme grave på kirkegården.
Sådan beskriver biskop Marianne Gaarden udfordringerne i de små landsogne i sin bog ”Urbaniseringens konsekvenser for folkekirken”.
Hvordan går folkekirken til udfordringen, når et sogn, et provsti eller et stift bliver for småt? Hvem forholder sig til spørgsmålet om størrelse? Og hvad er perspektivet? Det har jeg spurgt en række kirkefolk i Danmark om.
Men lad mig begynde med en omvej til Berlins Stift, hvor jeg har været på studieorlov.
Tyskland: Krav om minimum antal medlemmer
Kristof Balint er regionalbiskop i Potsdam-området (tidligere Østtyskland, hovedsageligt landsogne). Med et glimt i øjet fortæller han, at der aldrig har været brug for alle områdets kirker. De blev bygget, for at vise bygherrernes magt og overskud. Hver lille by har sin egen kirke, og indtil for nylig, også hver deres menighedsråd.
Ifølge Balint foretrækker selv meget små sogne, at kirkelivet foregår i deres egen kirke, og de færreste føler sig tilskyndet til at samarbejde med nabokirken.
Det er uholdbart på alverdens måder, og har blandt andet skabt et overophedet arbejdsliv for landpræsterne, der også har en del administrativt ansvar for at lave udkast til menighedsrådets budget og ”Stellenplan” (et forslag til de kommende års behov for ansatte), og mange landpræster har adskillige menighedsråd.
For at skabe større sogne vedtog stiftsssynoden i november 2021 en ny lov med navnet ”Mindestmitgliederzahlgesetz”, minimumsmedlemstalsloven.
Forslaget var, at minimumstørrelsen skulle være på 1000 medlemmer. I stedet blev det besluttet, at et sogn mindst skal have 300 medlemmer. Mindre sogne skal sammenlægge sig med et nabosogn. Det er sognet selv, der skal pege på et andet sogn, som man fremadrettet vil høre sammen med. Hvis ikke det sker, er det provstiudvalgets forpligtelse at foreslå stiftssynoden, hvem sognet kan høre sammen med.
Den enkelte kirke skal ikke rumme alt
Med større og fælles menighedsråd ønsker man at fremelske større gensidigt kendskab, øget helhedsperspektiv og mere samarbejde på tværs blandt små landsbykirker.
Ønsket er, at man holder op med at tænke, at hvert sogn skal dække alt kirkeligt arbejde fra vugge til grav. I stedet drømmer man om, at kirkerne ser på befolkningssammensætningen, og på hvad kirkerne er velegnede til, og så laver et godt puslespil – så der for befolkningen bliver et mere varieret kirkeliv.
I særdeleshed er der fokus på, at der skal tilbydes gudstjenester i mere varieret aftapning, både hvad angår tidspunkt og målgruppe. Der er meget – rigtigt meget – fokus på børn og unge. Baggrunden er, at medlemstallet i stiftet er på 13 procent af befolkningen. Med et tab af medlemmer på 3 procent om året siger en prognose, at medlemstallet vil være halveret i 2050.
Bedre udnyttelse af ressourcer
Noget andet der lægges vægt på er, at større enheder samtidig giver mulighed for bedre stillinger for ansatte og bedre udnyttelse af de ansattes ressourcer.
For præsten betyder det konkret, at hun bruger mindre tid på administration, da der nu kun er et menighedsrådsarbejde, som samtidig har råd til at have en sekretær ansat til det administrative. Præsten får mere tid sammen med menighedsrådet til kirkens udadvendte arbejde.
Og så skal de større sogne skabe overskud og helhedsperspektiv, der sætter større fart på den kirkelige transformation, som alle finder nødvendig.
Så vidt den nye lovgivning i Berlin Stift. Marianne Gaarden perspektiverer emnet i sin bog med eksempler fra nordiske søsterkirker. I Sverige har man besluttet, at en enhed skal være på mindst 5000 medlemmer med mindst to præster, en diakon, en kirkemusiker og menighedspædagog.
Og i den stik modsatte ende giver hun et eksempel fra Island med et sogn med kun én indbygger. Der er gudstjeneste i sognets kirke en gang om året, men denne ene dag kommer folk på besøg, så der er 100 mennesker til sognets årlige gudstjeneste.
Folkekirkens træghed er et problem
Før min studieorlov tog jeg på roadtrip og fik gode samtaler om folkekirkens ve og vel med blandt andet et par biskopper, en stiftskontorchef, provstekolleger, folk fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og formanden for Landsforeningen af Menighedsråd.
Jeg havde forventet, at jeg ville få beskrevet, hvordan folkekirkens tandhjul sidder indvendigt og fungerer velsmurt i det stille. At sogne, provstier og stifters størrelser støt og roligt forandres i takt med Danmarks demografiske forandring.
En folkekirke, der seismografisk indretter sig efter sit folk. At de ansvarlige på hver deres post nænsomt og fremtidsorienteret tager hånd om, at vores størrelser er bæredygtige og meningsfulde set fra alverdens perspektiver. At analyser og perspektiver bliver delt i de rette sammenhænge, så folkekirken, selv uden en ny styrelsesreform, i praksis selv sørger for helhedsperspektiv og gensidig solidaritet.
Men den type svar var svære at få øje på.
Derimod blev der givet mange eksempler på enheder, der er for små. For mit indre blik opstod konturerne af en folkekirke, der begår undladelsessynd ved for ofte at lade stå til, når enheder bliver for små. Der blev beskrevet en træghed i folkekirken, når det kommer til strukturforandringer. Et par stykker gav bud på fælles pejlemærker som løftestang for strukturtilpasning.
Hvornår er et sogn, et provsti og et stift for lille?
Nu vil jeg zoome ind på sogn, provsti og stift.
I Danmark har menighedsrådet kompetencen til at søge om, at deres eget sogn lægges sammen med et andet sogn. Der er i dag 384 færre menighedsråd, end der er sogne, da en del menighedsråd har valgt at blive sammenlagt med et nabosogn.
Mine samtalepartnere mener, at en del sogne er blevet for små. Der var en, der foreslog et mindstemål for et sogn på to præster, en præstebolig, et menighedsråd og differentieret vedligehold af kirkerne.
I Danmark har vi ingen fælles pejlemærker for et bæredygtigt sogn. I en samtale blev det nævnt, at tidligere kirkeminister Manu Sareen i 2013 kom med et drastisk forslag, hvor kirkerne skulle tages ud af brug i de 200 sogne, der har under 200 medlemmer.
Det, der oftest bliver nævnt i mine samtaler, er antal folkekirkemedlemmer eller antal indbyggere. Noget andet, der omtales på mange forskellige måder, er det aktuelle kirkeliv i et sogn.
Her kunne man måske benytte ordet ”brug” – med et lån fra projektet om differentieret vedligehold af kirkebygninger. Her fokuseres der på, hvor meget kirkens rum bruges, men vi kunne udvide ordet, så det dækker kirkelivet mere bredt.
I samtalerne skorter det ikke på eksempler på provstier, der er for små. I kølvandet på kommunalreformen i 2007 skete der i et hug et stort antal provstiforandringer for at få provstierne til at flugte med kommunegrænserne.
Oftest er det biskoppen, der er initiativtager til provstiændringer. Min formodning er, at når en biskop foreslår en provstiændring, bliver det godkendt.
Af mine samtaler fremgår det, at et provsti kan være for lille i antal præster, indbyggere, økonomi og ved at være asynkron med en kommune. En vurderer, at et provsti er for lille, hvis der er mindre end 15 præster. Rationalet er, at der skal være en vis volumen, for at det hele kan hænge sammen, og at der er basis for en god dynamik i præsteflokken.
Der skal være plads til ferie, sygdom, barsel og vakance. I de mindste provstier bliver provsten for tit en vikarpræst, der styrter rundt og dækker huller.
Et provsti kan også være for lille i antal medlemmer og indbyggere.
Der peges kun på et stift, der er for lille og det er Lolland-Falster Stift. En ændring af et stift kræver en kirkeminister, der er villig til at tage hånd om en stiftsændring. Tilløb har der været flere af, men hidtil er det aldrig blevet til noget.
Der er brug for fælles pejlemærker
På baggrund af mine samtaler er det mit indtryk, at folkekirken har forsømt en strukturforandring.
Sammenlægninger er som naturlov svære. De kræver masser af social kapital, tillid, velvilje og god ledelse.
Det er derfor fuldt forståeligt, at mange holder sig tilbage fra at tage initiativ til sammenlægninger. Der vil altid være bekymring for at miste, blive kørt over, tabe indflydelse og meget andet, når to enheder slår sig sammen.
Men det koster også at lade stå til, når et sogn, et provsti eller et stift er blevet for lille.
På baggrund af mine samtaler er det mit indtryk, at vi mangler fælles nationale pejlemærker for bæredygtige sogne, provstier og stifter. Fælles pejlemærker, som er skabt på baggrund af gode samtaler, hvor alverdens perspektiver og analyser kvalificerer billedet. Med bidrag fra alle, der kan krybe og gå. Vores egne kirkelige ansatte og engagerede og alle dem, vi samarbejder med i det daglige.
Biskopper kan tage initiativet
Som beskrevet er det klart og tydeligt, hvem der har mandat til at tage vare på sogne-, provsti- og stiftsstørrelse. Men hvem kan lede kirken, hvis vi savner noget, der lugter lidt af fælles beslutninger eller pejlemærker på landsplan?
Kirkeministeriet kan sørge for en fælles landsdækkende samtale om gode og bæredygtige sogne, provstier og stifter. Det er nok her, jeg er blevet mest overrasket over samtalerne: Alle peger på Kirkeministeriet.
Kirkeministeriet har adskillige gange sørget for fælles nationale samtaler i form af udvalgsarbejde og betænkninger. Af og til har det ført til ny kirkelig lovgivning, men lige så ofte er betænkningernes anbefalinger stille og roligt masseret ind i dansk kirkeliv ad åre.
Jeg er selv nysgerrig på, om ikke også biskopperne i højere grad kunne lede kirkens nationale anliggende.
Jeg er helt med på, at de ikke har myndighed til at træffe beslutninger på folkekirkens vegne. Og jeg er heller ikke tilhænger af en bispekirke. Men i praksis: Når der er presserende anliggender og et ledelsesvakuum. Hvad forhindrer bispemødet i at ”lade som om” de var sat i verden for at tage vare på de fælles anliggender?
Tilbage til Potsdam – én by, ét menighedsråd
I denne uge har jeg igen været på besøg i Potsdam. Her er det ikke landproblematikker, men storbyvirkelighed, der presser sig på. Potsdam by er et provsti med 14 menighedsråd, 20 præster og 20.000 medlemmer.
Her har man netop besluttet at arbejde på en ny struktur, så hele byen bliver et fælles menighedsråd, mens hver menighed får en pose penge at råde over. Ideen er, at færre skal have hovedet begravet i administration, bygninger og personale. Og at ansatte og de lokale ”udvalg” kan bruge kræfterne på kirkeligt engagement.
Det gennemgående perspektiv i Berlin Stift er, at de kirkelige strukturer er kommet i et misforhold til befolkningen. Stiftet er delt op i tre områder. I Potsdam-området var der 12 provstier, da Kristof Balint tiltrådte som regionalbiskop for tre år siden. I dag er der ni og om få år forventer han, at der skal være mellem tre og fem provstier. Området er på 170.000 indbyggere.
Størrelse betyder noget. Hvad er et godt og bæredygtigt sogn, provsti og stift i Danmark?