Jeg er på tre måneders studiebesøg hos den evangeliske kirke i Berlin Stift. Jeg er nysgerrig på kirken og dens fremtidsperspektiver.
Stiftet er kæmpestort og svarer stort set til delstaten Brandenburg. Alle her er enige om, at klokken er fem minutter i tolv for den tyske kirke. Mine kolleger i EKD (den tyske evangeliske kirke) griner af mig, når jeg forsøger at forklare, at folkekirken i Danmark er udfordret af faldende medlemstal. I Tyskland er medlemsprocenten 23, Berlins Stift skraber bunden med 13 procent.
Mine værter, to regionsbiskopper, har en karsk og barsk analyse af kirkens situation; hvis ikke kirken formår at transformere sig selv, sine strukturer og formater, så er det de sidste krampetrækninger for kirken. Egentligt er det slet ikke den stemning, der møder mig, når jeg deltager i det tyske kirkeliv. Men statistikkerne bakker deres analyse op.
Uanset hvor jeg kommer i den tyske kirke, gennemsyrer ønsket om forandring det sproglige landkort: Umbrücke, eine zukunftfähige Kirche, Parochie [sognekirke] im Wandel, Kirche mitmachen, Transformation. Overraskende er det, at dette sproglige landkort ikke er kontroversielt. Tænkningen deles af kirkeligt engagerede på alle niveauer – fra lokale præster og menighedsråd og til den landsdækkende synode.
Transformation kræver fødselshjælp
Men trods enighed om problemet fortsætter kirken mest af alt i sit fuldstændig vante spor, ikke kun i stiftets store landområder, men også i Berlin.
At ønsket om forandring og en faktisk forandring langt fra altid går hånd i hånd, er en gammelkendt sandhed. Der kan være utrolig langt fra beslutningen om at holde op med at ryge til at få det gjort.
Og ligesom i Danmark er kirken her opbygget, så den passer som hånd i handske til den velkendte struktur med sognet som det naturlige omdrejningspunkt. Ansættelser, budgetter, lovgivning, uddannelse – det hele passer til den klassiske sognekirke. Så transformationen af kirken kommer ikke af sig selv.
Logikken i den tyske kirke er, at god kirke kræver et samspil mellem oppefra og nedefra. Det gælder også kirkens transformation. Hvis transformationen sker oppefra, vil det blive et skrivebordsresultat, uden gang på jorden. Omvendt, hvis det hele sker nedefra, så sker det slet ikke.
Tredje sted-kirken
Tyskerne skelner mellem "første sted-kirken", "andet sted-kirken" og "tredje sted-kirken. Sognekirken defineres som Erste Ort Kirche, og Zweite Ort Kirche er kirken, der er tilstedeværende med børnehaver, skoler, på institutioner og i diakoni. Dritte Ort Kirche er navnet for en transformeret kirke.
I en artikel skriver min vært regionalbiskop Ulrika Trautwein om Dritte Ort Kirche:
”For at være ærlig, så ved vi ikke rigtig hvad det er, der er ingen klar definition”. Men det handler om at ”respondere på de nuværende sociale omstændigheder, og som en måde at række ud til dem, som ikke længere kan relatere til en traditionel kirkelig kontekst. Det handler om ideer, der kan skabe bro mellem nutiden og fremtiden.”
Et par pejlemærker for Dritte Ort Kirche lyder:
- Der er cooperation mellem flere spillere, som ikke alle er kirkebaserede – og det er afgørende, at disse co-operationer bliver ”finansielt synlige” (læs, disse andre skal også betale til gildet)
- Efter en periode med startkapital skal Dritte Ort Kirche være selvfinansierende
Stiftet har et Dritte Ort-udvalg med repræsentanter fra kirkerne og folk udefra med ekspertise i marketing, kultur, forretning, politik og andet. Udvalgets opgave er at give et økonomisk opstartsbeløb til projekter og at rådgive og evaluere.
Tilgangen er pragmatisk og eksperimenterende. Håbet er, at nogle af projekterne kan blive permanente, og at de samtidig kan skabe inspiration ind i kirkens øvrige arbejde.
Refo-Moabit
Jeg har besøgt to Dritte Ort-projekter i Berlin. Begge steder var sognekirke, som var ved at lukke og slukke. I Reformationskirche Moabit kunne der ikke findes folk til menighedsrådet, i Genezarethkirche var der ikke længere nogen menighed.
Reformationskirche Moabit hedder nu Refo-Moabit. Her har en flok unge mennesker købt den stærkt forfaldne reformationskirke for en krone. De fik en pose startkapital, og derfra har de selv finansieret alt. Økonomi er en temmelig afgørende faktor i en Dritte Ort Kirche, da projektet efter en opstartsperiode skal være selvbærende økonomisk.
Refo-Moabits økonomiske model har to indkomstkilder. For det første er mange af initiativtagerne flyttet ind i lejligheder i det store kirkekompleks, og deres husleje er en afgørende indtægtskilde. Derudover lejes både kirkerum og forsamlingslokaler flittigt ud. Refo-Moabit har foreløbig renoveret kirken for 5,5 millioner euro, som de selv har rejst.
Kirken ligger i den multikulturelle bydel Moabit i Berlin. De sociale udfordringer er store. Efter to timers samtale og intens granskning af kirkens hjemmeside har jeg stadig ikke helt forstået kirken som organisation. Stedet virker som en hybrid mellem et moderne medborgerhus, et idealistisk socialistisk kollektiv og en kirke.
Her eksperimenteres med forskellige gudstjenestetyper. Stedet og hjemmesiden vibrerer af evangelium, lokalt engagement, fællesskab og de helt store dagsordner som klima, boligsituationen i Berlin, diversitet, køn – og masser af spillerum for bydelens gode ideer. Kodeord for mine to værter er "åndelighed", "fristed", "at stille rum til rådighed", "netværk", "solidaritet" og "engagement i lokalområdet".
Når jeg spørger til stedets inspirationskilder, bliver der peget på Dietrich Bonhoeffer, befrielsesteologi og Dorothee Sölle. Ja, man mærker jo nok, at det her er Tyskland. Og så har stedet ingen ansatte, men alle, der vil, kan ”mitmachen”. Og derfor bruger de ikke ordet frivillige. Det giver, som de forklarer mig, kun mening når der er nogen, der ikke er frivillige.
Startbahn
Genezarethkirche hedder nu Startbahn. Her spiser jeg Berlinersmart mad fra den restaurant, der har lejet sig ind hos kirken. Mine værter er to af Startbahns ansatte, en ung præst og en ung arkitekt.
Arkitekten har givet kirken et helt igennem vellykket make-over, der gør kirkerummet indbydende og får den unge bydels beboere til at bruge kirkerummet som fristed på alverdens måder. På gulvet ligger et kæmpemæssigt rundt tæppe på 10 meter i diameter, og rundt i kanten et hav af smukke, runde puder. I kirken er der et stort pulpitur i tre forskellige pangfarver, opbygget som spanske trapper og igen med et hav af puder.
Som sognekirke kom kun utroligt få ældre i kirken. Nu emmer kirken af aktiviteter alle ugens dage. Her er sket en enorm transformation.
Jeg spørger mine værter, hvad visionen for arbejdet er. Arkitekten er ikke i tvivl, hans vision er, at kirkerummet bliver brugt så meget som muligt og med så stor en deltagerskare som muligt til alle arrangementerne. Den ansatte præst svarer ærligt, at hans vision er helt anderledes. Han er optaget af menneskelige møder. At kirken skal være en fødselshjælper for åndeligt liv.
Det er herligt at være på besøg og få lov at være den nysgerrige. Jeg er helt skudt i det anderledes kirkerum. Der kunne man godt nok lave meget dejlig kirke. Men både i samtalen og på hjemmesiden får jeg en fornemmelse af, at der ikke foregår meget, der rimer bare lidt på kristendom.
Der er børnegudstjenesten en gang om måneden. Hver søndag er der ”Church of Interbeing”. Men det er netop ikke kirke, men en art dialoggruppe. Den ledes af en åndeligt interesseret borger fra området, der inviterer alle til at komme og snakke sammen om ånd. Præsten ville gerne deltage fast, men det har han ikke ressourcer til.
Så kirkerummet stilles virkelig gæstfrit til rådighed for alle mulige gode lokale arrangementer og hjemmesiden reklamerer ivrigt for det hele. Og måske er det en bevidst pointe, at man ikke kan se forskel på, hvad kirken står bag, og hvad der er borgerinitiativer eller kulturtilbud afholdt i et skønt lokale?
Ikke uden modstand
De to flagskibe ligger i Berlin. Men selv i den mest landlige del af stiftet taler man ivrigt om transformation. Håbet er, at de store flagskibe kan inspirere til nye måder at være kirke på i fremtiden – også på landet.
Jeg er ikke den første, som regionalbiskoppen har sendt på besøg i Refo-Moabit og Startbahn. De er vant til at blive vist frem som toppen af poppen. Fremtidens kirke. De progressive.
Men selvom de i den grad er ønskede, kræver det et stort engagement og tålmodighed at være den fremskudte bastion. For de passer ikke ind i systemet, hverken økonomisk, strukturelt eller i arbejdsformerne. Og det er naturligvis en pointe. Kollegialt er det dog svært, når sognemenighederne og kollegerne temmelig tit ser dem som konkurrenter, der på forskellige måder skummer fløden.
Modviljen kommer fra mange mennesker, der er engageret i det normale sognekirkearbejde og oplever den evindelige snak om transformation som en devaluering af deres indsats for sognekirkens daglige arbejde.
Men handler også om stillinger, magt og økonomi. For når noget nyt skal prioriteres, så kræver det stillinger og penge. Som bliver sparet væk i den kendte kirke.
