”Moar!!!” ”Faaaar!” Det er altid dejligt, når nogen kalder på én. Så føler man sig brugbar, nødvendig, endda uundværlig. Alle mennesker har brug for, at der er brug for dem. Præster er ingen undtagelse, og der er nærmest heller ingen grænser for, hvad man i dag kan bruge en præst til.
Vi kan bruges i børnehaver og på bosteder, i plejehjemsbestyrelser, til Sankt Hans-taler og i fodboldklubben. Vi laver sorggrupper, børnegrupper, mandegrupper, læsegrupper, strikkeklubber og tager på hjemmebesøg. Vi skriver klummer og er dommere i lokale kagekonkurrencer, læser bøger og tænker tanker.
Vi kaldes på af kommuner, regioner, læger og lærere og vi nyder det. Men lige ved siden af uundværligheden ligger utilstrækkeligheden, og det har Christian Hjortkjær, højskolelærer på Silkeborg Højskole, netop skrevet en fin bog om, for utilstrækkelighed er noget vi for tiden, skriver han, giver til de unge.
Risikoen ved at ville for meget
Vi har længe levet i en tid, hvor grænseløst arbejde var hverdagskost. Men for præster skrider de få barrierer der var, bare endnu længere ud. Når resten af arbejdsmarkedet er ”på” hele tiden, er vi endnu mere på. Vi bliver dobbelt grænseløse. Seks dages arbejdsuge og altid på helligdage.
Naturligvis, og vi vidste, hvad vi gik ind til, da vi blev præster. Friheden var vores bedste guld, og er det stadig – der bliver bare lidt længere mellem pauserne i disse år, hvor der ingen grænser er for, hvor mange der kalder på os. Og ja, det rummer en enorm frihed ikke at skulle indfinde sig på en bestemt matrikel hver dag fra klokken otte til seksten for at tjene til føden og fløden.
Men sagen er, at hjemmearbejde og det arbejde, man kan tage med sig over alt, rummer en voldsom risiko. Man kan altid gøre lidt mere, når computeren står frit tilgængelig midt på køkkenbordet, når telefonen altid er i hånden, og der ikke er en stopknap på hverken tankerne, ideerne eller pligtopfyldelsen.
Kunsten at være noget for andre
Som en præst på Bornholm udtrykte det for nyligt på et medlemsmøde i Præsteforeningen: "Vi har gjort det til en kunstart at komme vores sognebørn i møde og til hjælp."
Og det er både smukt udtrykt og ganske vist. En anden præst sagde på samme møde: "Vi vil så gerne være menighedens tjenere, at vi kan komme til at glemme, at det også kun er et arbejde, vi har."
Vi vil så gerne være nogen, man godt kan lide, nogen man kan forstå, kan blive forstået af, og som er der, når folk har brug for os. Det er såre godt, men det er også grænseløst. For af og til forårsager det stress og jag foruden usikkerhed og træthed hos mange præster.
Dæm op for det grænseløse arbejde
Derfor må vi også tage den åbne debat om, om vi kan klare det grænseløse arbejde, og om hver mand og kvinde på posten skal kæmpe for sig selv. Eller om det er bedre at gå til kampen mod det grænseoverskridende arbejdsliv ved at komme med fælles løsninger løftet ud af den enkeltes hænder og over i fællesskabet.
Vi bliver nødt til – præsteforening, provsteforening, biskopper, Landsforeningen af Menighedsråd og kirkeministerium – at gå over vores egne grænser og adressere højlydt, at der må flere præstestillinger til, når grænserne for, hvad vi kan nå, er nået, og når efterspørgslen kun ser ud til at vokse.
Og grænsen er nået mange steder. Det betyder ikke, at vi som præster holder op med at byde os til, men vi skal være flere til at løfte, og vi skal kunne udstyres med evnen og muligheden for at sige: ”Her går grænsen”. Og selv om det er godt at blive kaldt på og dejligt at føle sig uundværlig, så er følelsen af at være utilstrækkelig med til at underminere hørelsen.
Til sidst kan man ikke høre, når nogen kalder, og dér må vi ikke ende.
Pernille Vigsø Bagge er formand for Præsteforeningen og sognepræst i Løgstør, Løgsted, Aggersborg og Kornum Sogne.