Hvad skal Den Danske Salmebog kunne? Kåre Gade og Hans Raun Iversen har begge bidraget med deres syn på, hvordan tilgangen til en eventuel kommende autoriseret salmebog kunne tage sig ud.
Det er – som så mange vigtige emner – ømtåleligt at tale om, hvad der eventuelt skal udelades. Kåre Gade mener, at det uvægerligt bliver et derby-ridt i stærke salmeinteressenters kæpheste. Og det har han nok ret i. Men det kunne være spændende at udfordre kæphestene lidt og se, om vi kan få dem til at rende mere i samme trav.
Den almene folkekirkegængers lommebog
Jeg synes, at Hans Raun Iversens idé om at tænke salmebogen som en ”folkekirkebog” er interessant. Om den lige skal hedde det, ved jeg nu ikke, men ideen synes jeg giver mening. For jeg kunne godt have en forfængelig drøm om, at salmebogen igen i højere grad kunne blive den almene folkekirkegængers lommebog (også selvom den også fremover mest er placeret i salmemøblerne ved indgangen til kirkerummene).
200 salmer er selvfølgelig for lavt sat. Men det véd Hans Raun Iversen nok godt. For med 200 salmer kan vi nok få dækket behovet for kirkelige handlinger, mærkedage og andet. Men ikke den trofaste søndagsmenighed (og dens præsters) ønske om et bredere salmevalg.
Heller ikke af den grund, at en så voldsom rundbarbering vil skabe for stor modvilje mod alle de nye salmer, der kommer til at være med, som i dét tilfælde de facto vil have aflivet alt for mange gamle salmer. Dernæst ville jeg være ærgerlig over, at folkekirkefællesskabets vinding ved én fælles autoriseret (salme)bog vil gå fløjten.
Husk at få de evalueringsforskrækkede med
Men hvad er så kriterierne – og hvordan holde fat i tømmerne på alle kæphestene? Det eneste seriøse og respektfulde over for vores store salmetradition er at få undersøgt så nøje som muligt, hvad der rent faktisk bliver sunget gennem en årrække i folkekirken.
Der er allerede ad hoc-undersøgelser i gang. For eksempel gennem den ambitiøse portal salmer.dk. Det kunne være endnu et oplagt studie for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), som kortlægger stort og småt, bredt og smalt af relevans i folkekirkeregi.
Og her skal man selvfølgelig sørge for at indhente materiale også fra dem, der af princip helst ikke vil bidrage til undersøgelser og surveys og screeninger af noget som helst, det vil sige navnlig tidehvervsfolk og en mængde tidehvervsgrundtvigianere – og andre evalueringsforskrækkede.
Sæt forarbejdet i gang, før vi får sektdannelse
Dernæst har Kåre Gade en observation, der er fuldkommen rigtig, men derfor dog også meget problematisk, og det er tidsspændet, hvormed der tidligere er udkommet salmebøger: Med omtrent 50 års mellemrum.
Og det er ikke, fordi jeg ikke er modtagelig over for historiske argumenter – de virker ofte på mig. Men netop med tanken på det vanskelige og helt sikkert opslidende arbejde, der ligger foran en salmebogskommission, ville det være en god idé at sætte gang i arbejdet – om ikke i morgen, så i hvert fald inden for de næste par år.
Netop fordi dette arbejde skal tages så alvorligt (for vores samlede folkekirkes skyld), skal vi i gang med forarbejdet, førend knopskydningerne springer i fuldt flor og skaber for stor salmemæssig sektdannelse.
Der skal mange møder, mange kopper kaffe og mange afhuggede hæle til, førend vi når derhen, hvor et nyt salmebogsforslag kan lægges på de ministerielle og royale skriveborde til autoriserende signering. Men vi skal i gang.
Hvem skal erstatte Luther?
Til sidst synes jeg, at Hans Raun Iversens idé med en opdateret udgave af Martin Luthers Lille Katekismus er en fortrinlig ide. Et forsøg på en kort udlægning af nogle af kristendommens grundlæggende sandheder. Udfordringen er her – om noget – spørgsmålet om autoritet.
Vi kan ikke finde en enkelt teolog eller præst, der har tilnærmelsesvis samme normerende karakter som gamle Dr. Luther. Så hvad gør vi? Jeg vil foreslå et særskilt udvalg, der søger at sætte sig for at formulere en ”ny lille katekismus”.
Med tanke på nogle af de drøftelser, jeg synes, man af og til kan have i gode fora blandt endog meget forskelligartede præster og teologer, så tror jeg faktisk ikke, at det er en umulig opgave. Med stor tålmodighed, lydhørhed og skarp fingerspidsfornemmelse for eventuelle uenigheders teologiske bund.
Kåre Gade har helt afgjort ret i, at det konkrete arbejde (når det engang forhåbentlig begynder) bliver et værre kæphestehysteri. Og det er det blandt andet, fordi mange interessenter, fagforeninger og forgreninger skal tilgodeses.
Men med en ambitiøs sammensætning af mennesker med reelle dialogkompetencer er det faktisk muligt. Et forum, hvor man godt må have kæpheste, men hvor man samtidig besidder vovemodet til engang imellem at sidde af dem.