I påsken havde jeg min første konfirmanddåb. Den slags findes der selvfølgelig en liturgi for, så den fik jeg skrevet ud på papir.
Liturgierne i Norge er anderledes og mere mangfoldige end i Danmark. Det er interessant at se forskellige og ligheder, og jeg håber inderligt, at den gruppe, der nu arbejder med dåbsliturgi i Danmark, lader sig inspirere af liturgierne her i Norge.
Denne liturgi hedder noget i retning af ”Ordning for dåb i egen gudstjeneste ved dåb af store børn, unge eller voksne”. Seks hele A4-sider.
Liturgen sætter grænsen, ikke liturgien
Dåbsbefalingen er med, men de små børn er skiftet ud med Nikodemus og Paulus. Det er også muligt at vælge tekster fra Salmernes Bog, de synoptiske evangelier, Apostlenes Gerninger eller noget andet fra brevene. De 16 forskellige tekstforslag giver det klare indtryk, at det er liturgen og ikke liturgien, der sætter grænsen for, hvad det går an at læse.
Konfirmanden ønskede ingen musik, så jeg stregede alt med musik over i liturgien. Kan man have en dåbsgudstjeneste uden musik? Ja – i hvert fald når det er en dåb udenfor højmessen. ”De kan vel få det som de ønsker det,” var provstens kommentar, da jeg nævnte det for ham.
Det måtte jeg tænke lidt over, for hvad er det udtryk for? Er vi slappe og ligeglade med liturgien og med kirkens lange dåbstradition? Er det anything goes her hos os?
Jeg sidder med saks og tape og klippe-klistrer helt bogstaveligt i dåbsliturgien. Jeg streger noget under og noget andet over.
Må man det, tænker jeg, mens jeg gør det? Må man ændre på rækkefølgen af læsninger og bønner? Må man udelade elementer? Bruge andre ord? Betyder rækkefølgen og ordene ikke noget? Har jeg slet ingen respekt for dem, der har brugt timer og dage, måske år, på at udvikle liturgien?
Jo, det betyder noget – både ordene og deres rækkefølge. Og derfor er det afgørende, at jeg forvalter liturgien, så den tjener Gud og mennesker bedst muligt.
Hvad med genkendeligheden?
”Vær en bevidst og frimodig liturg,” lød et provsteligt råd, jeg engang fik. Og det er netop, hvad jeg bliver tvunget til, når jeg skal forvalte en liturgi med et væld af ”liturgen kan enten (…) eller (…).”
Det kalder på bevidsthed og frimodighed hos præster og andre med liturgisk ansvar. Jeg oplever det som udtryk for tillid fra provst og biskop, en tillid som jeg oplever i stor grad her.
Men hvad med genkendeligheden, spørger jeg så også mig selv? Trygheden for menigheden?
Dåben og gudstjenesten skal være genkendelig, det mener jeg er ganske vigtigt. Og det mener jeg faktisk også, den er. Den er genkendelig, men med utallige variationer og improvisationer.
Min kollega og jeg forsøger bestemt at gøre mange ting på samme måde. Vi forsøger at være enige om, hvorvidt fadervor skal være med eller uden håndspålæggelse, og om det skal være med eller uden bevægelser, sagt eller sunget.
Men liturgien bliver til undervejs – og det samme gør teologien. Vi er for eksempel begyndt at have applaus efter hver dåb. Den teologiske begrundelse: Det giver dåbsfølget lys i øjnene. Vi har ikke haft tid til at diskutere det yderligere, det skete bare en dag, og nu er det vanskeligt at trække tiltaget tilbage igen, for nu har menigheden lært det.
Alt, der lever, tilpasser og forandrer sig
Gik det for stærkt? Måske, men jeg har ikke lige en studieuge, hvor jeg har tid til at undersøge fænomenet ”applaus i forbindelse med dåb”. Har du som læser nogle bedre teologiske argumenter for eller imod applaus i gudstjenesten, så send mig dem gerne.
Meget kan varieres og improviseres. Men jeg døber i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det er det afgørende.
Konfirmanden i dag improviserede også. Lige efter selve dåbshandlingen lavede han en saltomortale ned ad trappen i koret. Jeg fik først et chok, men bad ham så om at gentage det, så vi kunne få det på video. Og så fortsatte vi med lystænding og bøn.
Sådan er det, for jeg døber levende mennesker. Det er kun på Pastoralseminariet, de døber dukker. Og levende mennesker kan skrige, sove eller lave saltomortale, når de bliver døbt.
I gudstjenester med levende mennesker må vi opføre os som levende mennesker, der forvalter det levende ord fra den levende Gud. Derfor lever mine liturgier også. Forhåbentligt lever de ikke helt deres eget liv, men de lever, og alt, der lever, både tilpasser og forandrer sig.
Og jeg håber og tror, at det ikke kun er os, der forandrer liturgierne, men at liturgierne også forandrer os – i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.