Frygt ikke, siger Jesus. Men jeg siger alligevel: Frygt den. Frygt præstemanglen.
Jeg ejer hverken en krystalkugle eller en særlig evne til at se ind i fremtiden. Men jeg er præst i Norge, helt ude på den norske vestkyst. I den vestligste by i Norge – helt ude på øerne.
Det er på sin vis sammenligneligt med danske yderområder. Og så alligevel ikke – for sammenligner vi på antallet af præster, så kan vi slet ikke tale om præstemangel i Danmark endnu.
Men lad mig beskrive med nogle eksempler, som måske alligevel er et kig ind i fremtiden på hvordan det også kommer til at se ud i Danmark om en årrække:
Mangel på organister, kirketjenere og gravere
Min kollega og jeg har sammen 104 konfirmander i år. Næste år har vi en klasse mere. Det betyder, at vi har 11 konfirmationsgudstjenester i år. Jeg har fem af dem. Vores konfirmandarbejde er samlebåndsarbejde.
Når vi har planlægningsmøder om næste års konfirmationsundervisning er den mest passende bøn: Herre, forbarm dig over os.
Vi skiftes til at have op til tre begravelser/bisættelser i ugen. Den eneste grund til at vi aldrig har mere end én om dagen er, at vi også har mangel på organister, kirketjenere og gravere.
Vi dækker fire sogne og har derfor også fire menighedsråd. Sådan er det allerede nogle steder i Danmark også.
Vi har store dåbssamlinger, en i måneden, i stedet for en dåbssamtale pr. barn. Fungerer det? Ja glimrende. Men har vi andre muligheder? Nej.
Arbejdstidsregistrering
På søndag har jeg først én gudstjeneste et sted. Så kører jeg en time for at komme til det næste sted og fejre gudstjeneste der. Så kører jeg en time for at komme hjem igen.
Jeg er pålagt at registrere min arbejdstid på en app – for ikke at gå ned med stress.
Jeg har præsteskjorte på størstedelen af tiden – også nu. Jeg er altid præst, men til gengæld har jeg aldrig tøjkrise længere.
Min kollega var på skiferie en uge i februar. Men jeg modtog opkald eller mails fra ham mindst en gang dagligt også den uge. Fordi det er så svært at holde fri, når der er så meget, man gerne vil og der er så få til at gøre det.
Lad mig for god ordens skyld tilføje, at vi får god støtte fra både provst og pensionerede kollegaer.
Ikke ordineret, men forvalter sakramenterne
Jeg søgte ikke min stilling. Jeg fik den tilbudt. Jeg valgte den mellem flere andre tilbud. Uden prøveprædiken og bispeeksamen, uden at møde hverken menighedsråd eller kollegaer på forhånd.
Og så fik jeg en fuldmagt i hånden af biskoppen, da jeg ankom med Fjordline en flot vinterdag i november, og en præstekjole og en række indsættelsesgudstjenester rundt i alle sognene. Og nu er jeg præst med både ret og pligt til at forvalte sakramenter og forestå gudstjenester og begravelser.
Jeg er ikke færdiguddannet præst endnu. Jeg er ikke ordineret. Jeg taler dansk og kan ikke engang udtale det nynorske ord for kirke uden at det lyder dumt. Ja, det lyder så dumt, at min kollega har sagt, at jeg skal holde op med at prøve.
Men jeg møder den største taknemmelighed fra alle jeg møder over, at jeg fungerer som præst netop her.
Jeg har fine kirker, fantastiske kollegaer, engagerede menighedsråd og menigheder og der er så meget jeg gerne vil. Her er ingen fine præsteboliger, men jeg har både den ene kirke, kirkekontoret og havet et par hundrede meter fra mig.
Kæmp for flere præster
Jeg har indgået aftale om 13 måneder. Men som min provst siger det: ”Det er jo meningen du skal komme tilbage”. Naboprovsten byder sig også til hver gang vi mødes. I juledagene inviterede hun mig på hjemmelavet, dansk julemiddag. Alle kneb gælder vel.
Jeg elsker at være præst! Men jeg synes det er synd for mine konfirmander, at jeg ikke har en chance for at lære deres navne. Konfirmander skal ikke være samlebåndsarbejde. Det skal de hverken i Norge eller i Danmark.
Frygt præstemanglen, siger jeg. Frygt ikke, siger Jesus.
Men kæmp så da i hvert fald. I vil ikke have norske tilstande på præstefronten i Danmark. Tro mig, det vil I ikke. Så kæmp for flere præster. Kæmp for at bevare studiepladserne på de teologiske uddannelser. Opfodr nogle flere til at søge ind på teologistudierne. Kæmp for Guds skyld – og for konfirmandernes skyld.
Eller sig farvel til præstekirken. Og velkommen til mere frivillighed og menighed. Til en ny måde at være kirke på. Som måske endda mere ligner den måde Peter, Paulus, Priskilla og Akvila, Timotheus og de andre var det på i begyndelsen… sådan, som det måske i virkeligheden var tænkt?