Hvad har klima, abortgrænser og debatten om aktiv dødshjælp med hinanden at gøre? Umiddelbart ingenting, og det er også altid risikabelt at blande tingene sammen. Men alligevel er der en fællesnævner.
Fællesnævneren er den sekulære arrogance, der synes at være blind for andre moralske argumenter end det hellige individs selvbestemmelsesret.
Den arrogance går ikke længere, når vi taler klima. Mennesket er ikke en øde ø. Vi lever i en forbundethed med livet og verden omkring os, som det kan være fatalt at negligere. Her er klimadebatten et skridt foran.
Men samme opgør med individualismen trænger sig på, når det gælder at tage vare på de mange nye, etiske problemstillinger og dilemmaer, der udfordrer vores samtid.
Individualismen skyldes et fejludviklet gudsbillede
Klimamæssigt deler vi efterhånden den indlysende sandhed, at vi mennesker ikke lever for os selv. Det autonome menneske er en illusion, og vi er nødt til at begynde at tænke anderledes om, hvem vi er i forhold til verden og fællesskabet.
Vi er nødt til at tænke anderledes om vores eksistens, og det ansvar har teologien længe forsøgt at tage på sig. Lige nu er der en ny, spændende bog på trapperne af den amerikanske teolog Sallie McFague, som døde i 2019. Den blev udgivet posthumt, bærer den engelske titel: “A New Climate for Christology” og kommer snart i en dansk oversættelse på Forlaget Boedal.
Bogen retter et skarpt angreb på ”det individualistiske, selvstændige, isolerede menneske”. Det findes ikke, siger McFague. Det er en fejludvikling af vores selvforståelse, som har rod i en fejludvikling i vores gudsbillede. Det fejludviklede gudsbillede er den majestætiske Gud, hvis primære interesse i menneskeheden er at vinde magten. Det afslører sig i måden at forstå korset på.
Jesu korsdød for os, ikke for koen og klimaet
Den mest sejlivede fortolkning af Jesu død på korset forstår ifølge McFague det, der sker, som den store Guds nådige tilbud om et game over i magtkampen mellem Gud og mennesket (eller måske mest manden, som den gamle feminist ikke kan lade være med at understrege).
For her ofrer han sin egen søn i bytte for menneskehedens samlede skyld. Og så kan vi alle bøje os, sige tak, og ellers leve videre, som vi plejer. Nu med den smigrende identitet, at vi er dem Gud ofrede sig for. Ikke for koen eller klimaet, men for os.
Men med sådan en korsteologi møder det kristne menneske ikke nogen modstand mod sin egen selvforherligelse. Og med René Descartes berømte udsagn: “Jeg tænker, altså er jeg”, blev det tænkende, rationelle menneskelige individ endegyldigt adskilt fra alle andre skabninger.
Formningen af det moderne individ har mange kapitler. Oplysningstid, videnskabelige og teknologiske sejre og kolonidrømme er nogle af dem.
Men bundlinjen er, mener McFague, at dette fra alt andet isolerede, selvstændige, individualistiske menneske gjorde sig selv til subjekt og alt andet omkring til objekt og har levet og handlet i verden med et overmodigt billede af sig selv ”som de retmæssige ejere og forbrugere af planeten. En forståelse af, at vi er de levende organismer, mens alt andet er maskiner bestående af løse dele, man kan bruge uden at skade helheden.”
Livet afhænger af, at vi ofrer os
Derfor behøver vi en teologi med et større vingefang, og hvor Guds frelse ikke kun omfatter sin tobenede kæledægge, men hele skabningen.
Den finder McFague i en bredere korsteologi. I stedet for at forstå Jesu lidelse på korset som en lidelse på vores vegne i en købmandshandel med Gud, eller for vores skyld i en alfaderlig solidaritet med al vores lidelse, er lidelsen måske mere selve nøglen til et liv, der giver plads til alle mennesker og til al jordens liv i øvrigt.
Selvhengivelse er nøglen, og Jesus dør ikke på vores vegne, men viser os vejen. Han åbenbarer den selvopofrende kærlighed, der giver plads til, at andet kan leve.
Korsets frelse ligger i, at vi allerede er og skal forstå os selv som en del af en større sammenhæng. En forbundethed med livet og verden, hvor vi er afhængige af, at vi både i forhold til hinanden og til alt andet levende på denne jord ærer forbundetheden. Livet afhænger af, at vi ofrer os – og at nogen og noget ofrer sig for os:
”Det individuelle liv må frigives, tømme sig selv, og flyde ind i det større livs strømme”.
Kort sagt: intet menneske lever for sig selv. Og det er helt afgørende, at vi lever og handler i respekt og ærefrygt for det fællesskab, vi er en del af.
Abortgrænse og aktiv dødshjælp
Men den ærefrygt er meget svær at få øje på i de to store, livsvigtige debatter om abortgrænser og aktiv dødshjælp.
Her er det, som om intet står over det enkelte menneskes egen afgørelse. Som om der ikke findes noget fællesskab eller noget rundt om det enkelte menneske, der gør, at der måske er en lidelse, man må tage på sig menneskehedens og samfundets skyld.
Jeg har stor respekt for mennesker, der på grund af sygdom og smerter ønsker at afslutte deres liv. Men vi er omvendt også nødt til at have med i vores overvejelser, at det individuelle valg ikke findes.
Den ”glidebane”, modstandere af aktiv dødshjælp henviser til, er en realitet i de lande, hvor det er indført. Tærsklen for, hvornår et liv er for uværdigt til at leve, bliver sænket.
Samme glidebane er en indlysende fare, hvis vi sætter grænsen for den fri abort op til 18 uger. Jo højere grænse, jo flere muligheder for at diagnosticere fejl og sygdomme ved fosteret. Og så står vi igen med nogle valg, der har enorm betydning for menneskesynet og hvilken verden, vi vil leve i.
Og så holder det simpelthen ikke, at også den debats vigtigste moralske argument er den gravide kvindes selvbestemmelsesret. Er det virkelig den eneste moralske overvejelse, der tæller? Altså hvad jeg selv synes, mener, føler og oplever?
Hvordan tror vi, at livet bliver for børn med små handicap, hvis det bliver normen at vælge dem fra? Det er utroligt, at vi har glemt, hvor let man kan glide ind i en ny normalitet – uanset hvor umenneskelig, vi dybest set godt ved, den nye normal er.
Individualiteten er en illusion
Jeg går ind for fri abort. Og jeg er glad for, at vi kan få passiv dødshjælp ved smertelindring, når vi bliver uhelbredeligt syge. Men af alle krige og kriser på denne jord er jeg nok mest bange for, at der kommer en dag, hvor man ser skævt til de syge, de svage og de anderledes.
Så når det kommer til at bestemme, hvem der skal fødes, og hvem der skal dø, er vi langt ude over, hvad vi selv kan have ret til at bestemme som enkeltindivider. Ikke mindst, fordi individualiteten er en illusion. Hvad den ene føler sig fri til at bestemme, kan føre til endnu større ufrihed for den anden.
Mennesket lever ikke for sig selv. Og måske trænger vi allermest til at få øjnene op for den dybe, menneskelige forbundethed, der kan bære livet sammen – også lidelsen, sygdommene og alt det uperfekte.