Diskussionen for og imod aktiv dødshjælp har været som at åbne for Pandoras æske, hvor det ene etiske dilemma efter det andet er væltet ud.
Dilemmaerne handler dybest set om, hvem vi er som mennesker, og hvad der skal til for, at vores liv er værdigt? Svaret handler ikke bare om, hvordan vi lever med hinanden. Det handler også om, hvordan vi lever med, at vi skal dø.
Den australske moralfilosof Peter Singer har skaffet sig lydhørhed ved at sige, at man først og fremmest må skelne mellem mennesket som menneske og mennesket som person. Vi er alle en del af arten mennesker, men det er kun, når vi er autonome, rationelle og selvbevidste, at vi også er personer.
Sagen er, at det kun er det autonome, rationelle og selvbevidste liv, der lever et værdigt liv. Samtidigt er det kun det værdige liv, der har krav på beskyttelse. De andre liv er derimod uværdige og har derfor ikke uindskrænket ret til livet.
Det afgørende for mennesket er ifølge Peter Singer derfor, at mennesket besidder færdigheder som autonomi, rationalitet og selvbevidsthed. Når det ikke længere har nogle af disse færdigheder, må samfundet træde til at tilbyde aktiv dødshjælp.
Peter Singer ved godt, at hans synspunkt ligger fjernt fra, hvad man traditionelt tænker i en europæisk sammenhæng. Han mener, at dette kun kan skyldes, at vi har været præget af kristendommen igennem århundreder.
Hvis han har ret, bliver det næste spørgsmål, hvad der sker, når kristendommen ikke længere har den samme gennemslagskraft i Europa som hidtil. Bliver aktiv dødshjælp så mere og mere svaret på et liv, der for samfundet ikke længere har de færdigheder, der gør det til et værdigt liv?
Noget kunne tyde på det.
Ikke op til os at afgøre, hvornår livet er værdigt
I kristen sammenhæng er livet nemlig altid værdigt. Om mennesket er en person eller ej, er det heller ikke op samfundet at afgøre.
For mennesket er uanset, hvad samfundet siger, en person, fordi det kommer fra Gud, når det bliver født, og vender tilbage til Gud, når det dør. Fordi det er sådan, lever det altid et værdigt liv. Denne værdighed kan der på intet tidspunkt sættes spørgsmålstegn ved. Heller ikke, hvis mennesket mistet sine færdigheder. Men dette er måske ved at ændre sig.
Synet på mennesket vil under alle omstændigheder få betydning for, hvordan vi lever med at skulle dø. Er menneske kun en person, så længe det har sine færdigheder i behold, kan døden blive svaret, når færdighederne mistes. Værdighed er her det samme som færdighed.
Er mennesket en person, fordi livet kommer fra Gud, kan døden derimod aldrig blive et svar på livet. Og værdighed kan aldrig blive det samme som færdighed. For livet også værdigt, når vi mister vores færdigheder. Derfor er det ikke op til os at afgøre, hvornår livet er værdigt. Det er alene om til Gud. Det eneste vi kan gøre, er at konstatere, at der for Gud er en tid til at leve og en tid til at dø.
Vores tid er imidlertid fuld af paradokser. Samtidigt med at vi diskuterer aktiv dødshjælp, har vi også en medicinsk teknologi, der kan holde mennesker i live, selvom tiden til at dø for længst er kommet. Måske er vi i stand til at tale om, hvornår og hvordan vi vil afslutte livet.
Der er forskel på at aflive ved hjælp af aktiv dødshjælp og så lade et menneske dø, når det er tid. Det er først, når vi har indset denne forskel, at vi kan komme til klarhed over, hvad der ikke bare er et værdigt liv, men også, hvad der er en værdig død.
Det sidste, der var tilbage i Pandoras æske, var håbet. Må det her være håbet for, at der ikke bliver sat spørgsmålstegn ved menneskets værdighed.