Fru Birthe Rønn Hornbech er, blandt sine mange gode gerninger, tidligere vicepolitimester og dermed tidligere offentlig anklager. Det fremhæver hun i indledningen til sin analyse på Kirke.dk af den ulykkelige sag ved Københavns domkirke.
Her advarer Rønn Hornbech mod, at den enkeltes retssikkerhed går tabt ved folkedomstolen. Jeg læser artiklen sådan, at hun især er bekymret for retssikkerheden for den medarbejder ved domkirken, der ifølge dagspressen engang i 90’erne i sin privatsfære skal have indgået i en seksuel relation til en mindreårig.
I og med, at der i mellemtiden har været tiltalefrafald på grund af sagens forældelse, forstår jeg da heldigvis også på Rønn Hornbech, at sagen fortsat er strafferetligt forældet, uanset forældelsesreglerne i den slags sager siden er ændret. Der er altså ikke meget risiko for folkedomstol dén vej rundt.
Ansættelsesforholdet kan godt vurderes, selvom der ikke er en straffesag
Imidlertid er det, som om Rønn Hornbech i sin artikel helt overser det tjenesteretlige ansvar.
Hvis domkirkens ledelse faktisk i 2014 (som det fremgik af Berlingske for et par dage siden) fik melding tilbage fra politiet om, at medarbejderen i hvert fald delvist havde erkendt de faktuelle forhold, så burde man nok have undersøgt de ansættelsesretlige forhold.
Man burde have taget stilling til den konkrete ansættelse, funktionsområde med videre. Man burde have fulgt op i forhold til både den pågældende selv og øvrige medarbejdere. Og det, man burde have sikret sig, er – som alle nok kan se i dag – at der ikke foregik tilsvarende overgreb i større eller mindre grad i ansættelsessammenhænge, ligesom man burde have sikret sig så meget, man nu kunne, at der heller ikke var mulighed for, at noget sådant kunne foregå.
Det burde man sikre sig på alle arbejdspladser, men da selvfølgelig ikke mindst på en så åben arbejdsplads som domkirken, hvor mange børn og unge færdes frit. Det kunne enten have ført til en vurdering af, at det var uden problemer at fortsætte ansættelsesforholdet, eller man kunne have ændret på konstruktionen, eller man kunne være blevet nødt til at lade vejene skilles. Men en vurdering af decorum med videre måtte der til.
Derfor er det efter min opfattelse også rigtigt og nødvendigt, at der ifølge dagspressen nu er rejst en tjenestemandssag – og ingen, allermindst en tidligere kirkeminister, kan beskylde tjenestemandssystemet for at agere som folkedomstol (bare se verserende præstesager).
Jeg tror, en vigtig generel lære af denne sag er, at det ansættelsesretlige spor er selvstændigt og skal vurderes uafhængigt af det strafferetlige spor. Det er en selvfølge, at en dømmende straffesag skal føre til en ansættelsesretlig vurdering – men det er ikke en betingelse for at se på decorum- spørgsmål eller andre forhold i relation til ansættelsen, at der foreligger en straffedom.
Præster har et personaleansvar, der forpligter
Hertil kommer imidlertid en anden undren og et andet lærestykke. For i virkeligheden er det måske domkirkens ledelse og biskoppen som tilsynsmyndighed, der udsættes for 'folkedomstol' for tiden.
Det store spørgsmål er selvsagt, om ledelsen handlede mod bedre vidende i 2014? Eller handlede man sådan, som man i 2014 mente, det var rigtigst at handle? Eller ligger der i virkeligheden endnu flere konflikter bag?
Personligt har jeg i hvert fald svært ved at se, hvad det er, der har fået den præst, der ifølge Berlingske tilbage i 2014 gjorde opmærksom på sagen, til at sidde på sin viden i otte år.
Hvis han mente, at ledelsen handlede uansvarligt ved ikke at gøre noget dengang, hvorfor gik han så ikke ministeriet eller til dagspressen dengang? Og hvorfor ville han som født medlem af menighedsrådet, ifølge Berlingske, ikke medvirke til at skrive menighedsrådets indrapportering – for så, efter at rådets rapport er indsendt, at gå til dagspressen med den fortrolige rapport og fortælle, at den er fyldt med fejl, fordi den viden, han har ikke indgår?
For det er det andet lærestykke, som står fuldstændig tydeligt i dette forløb:
Præster af alle slags må lære, at de er født medlem af menighedsrådet og har præcis det samme ansvar og de samme pligter som alle andre rådsmedlemmer, også i forhold til personalet. Det ansvar skal løftes i situationen, og det er uansvarligt at sidde på en viden i otte år, for så at gå i offentligheden med den.
Her er jeg vist i virkeligheden enig med fru Rønn Hornbech.