En grundpille i al god debat er, at man præsenterer en eventuel modparts synspunkter redeligt og sagligt – ellers er det hurtigt spøgelser, man skriver op imod. Det er den fornemmelse, jeg sidder tilbage med, når jeg læser Kristine Krarup Ravns anmeldelse af bogen ”Langs levende vande” på Kirke.dk.
Jeg hæfter mig ved de sætninger, der knytter sig til et kort kapitel, som jeg har skrevet til bogen. Ravn knytter min artikel til ”de kredse”, der ønsker et liturgisk forum. Jeg har ingen udtalelser om det emne i artiklen, der er en sammenskrivning af en rapport, udgivet længe før nogen kendte til tankerne om et liturgisk forum.
Ikke redelig læsning
Jeg argumenterer hverken for eller imod et liturgisk forum, men beskriver en erfaring fra en undersøgelse, hvor andre præster og menighedsmedlemmer giver udtryk for, at de savner steder at dele erfaringer. Ud fra det skriver jeg, at der mangler metoder og platforme (i flertal!) til at dele liturgisk inspiration og erfaring. Intet om hverken form eller forankring.
Værre bliver det, når Ravn tager mig til indtægt for en konstatering af noget om dåbsritualet, som igen ikke er redelig læsning. Indledningen på artiklen beskriver ganske rigtigt en dåb helt efter ritualbogen, uden nogen form for variation, og beskriver det som en anelse stift og uvedkommende.
Men pointen kommer først i de følgende sætninger: at grunden til, at netop denne dåb opleves sådan er, at det er undtagelsen, at dåben foregår sådan. Den undersøgelse, som artiklen henviser til, undersøgte 32 sogne i Haderslev Stift af alle typer og teologiske observanser – og kun i 1 (!) tilfælde var der det, der kunne kaldes en dåb helt efter bogen.
Når jeg derfor beskriver den rene ritualbogsdåb uden ord og handlinger, som ikke er foreskrevet, som en anelse stiv og uvedkommende, er det for at sætte det tydeligt op, at vi begår en fejl, hvis vi tror, at et autoriseret ritual er lig med identisk praksis i alle landets sogne.
Spøgelse i meget ringe forklædning
Jeg kommer ikke med et forslag til noget, der er bedre – jeg konstaterer, at virkeligheden er, at det nærmere er reglen end undtagelsen, at der ændres i tilspørgselsform, tilføres regibemærkninger, udføres symbolske handlinger med dåbslys, børnebibler, dåbsklude eller andet – eller at gudstjenestedeltagere varetager nogle af de funktioner, som i ritualbogen er præstens opgave.
Den pointe har Ravn overhovedet ikke med. I stedet bruges et meget løsrevet citat til at få mig – og åbenbart dem, der bakker op om et liturgisk forum – til at fremstå på en bestemt måde. Spøgelset blev kød og tog bolig, kan man vist rolig sige.
Ravn skriver, at jeg øjensynligt har designet noget bedre, som jeg gerne vil dele med en platform. Hvad er det, jeg har ”designet”? Hvor skriver jeg, at det er bedre? Hvordan kædes det sammen med ”platformen”? Jeg redegør for resultatet af en undersøgelse og opfølgende studieorlov – og tager andres ord og erfaringer for gode varer, når jeg beskriver, hvordan både præster, regelmæssige kirkegængere og dåbsforældre taler positivt om de ofte små justeringer, der gør det autoriserede dåbsritual relevant og nærværende. At jeg skulle have designet noget bedre, er endnu et spøgelse i meget ringe forklædning.
Ødelæggende for en god debat
Jeg synes, det er forstemmende, hvis de, der åbenlyst er kritiske overfor forandringer i både ritualer og måden, vi arbejder med liturgi i folkekirken på, skal bruge spøgelser for at argumentere for deres sag. Men jeg har svært ved at se andet i den måde, Ravn behandler min artikel på.
Det er ikke redeligt, og det er ikke klædeligt. Først og fremmest er det ødelæggende for en god debat, og er der noget, som både dåbsritual og liturgi i det hele taget fortjener, er det en løbende samtale, der både rummer de store teologiske spørgsmål og som tør blive praksisorienteret, med plads til uenighed og forskellighed. Men uden spøgelser.
Forkortet af redaktionen. Martin Rønkilde er sognepræst i Sankt Nicolai Sogn, Kolding