Folkekirken har en udfordring med faldende dåbstal. Det er ind i den problematik, at præsten i Sønder Bjert og leder af ”GudstjenesteLIV”, Tine Illum, har redigeret og for en stor del også skrevet antologien ”Langs levende vande”.
Det er helt tydeligt, at Illum går til emnet ud af en stor kærlighed til folkekirken og en stor bekymring for, hvordan man i fremtiden kommunikerer evangeliet klarest. Meget rigtigt hedder det i forordet, at hvis vi vil give dåb og tro videre, så må vi have ord til at tale om, hvad dåben betyder for os som enkeltpersoner og som kirke. Spørgsmålet er så, hvordan vi når derhen?
Tine Illum står selv for fem af udgivelsens femten artikler. Derudover giver redaktøren også en række praktiske anvisninger på mindmaps, workshop-oplæg og dåbserindringsliturgier med mere bagerst i bogen.
Personligt fandt jeg artiklerne af Anders Christian Jacobsen, Peter Lodberg og Johannes Værge mest interessante, måske til oplæg for en ”dåbssnak” i et menighedsråd eller som prædikeninspiration. De handler om dåben historisk set. Desværre for den historisk nysgerrige læser, er det imidlertid meget korte smagsprøve-agtige-artikler, for bogen er ifølge Illum først og fremmest en ”brugsbog.” Den er på ingen måde en fagbog om dåbsteologi.
Traditionen og det danske er hovedbegrundelser for at væge dåben
Udover de historiske artikler kredser flere bidrag om undersøgelser af nuværende forhold. Vidensmedarbejder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Karen Marie Leth-Nielsen, refererer i artiklen ”Hvad vi ved om barnedåb i dag” flere hovedgrunde til at forældre får deres børn døbt.
Det virker til at være et opbyggeligt sted at begynde, hvis man skal vende en uheldig udvikling. Hvad får faktisk forældre til positivt at vælge dåben til?
Først og fremmest nævner dåbsforældrene tradition. Det er interessant, ikke mindst set i lyset af de utroligt mange fornyelsestanker, som bogen andre steder er så fuld af: engletavler, dåbsporte, dåbslys, dåbsstrik, menighedsbaserede workshops og barnedåb på stranden iført Elsakjole.
Kunne fornyelsen mon gøre traditionen, altså folks hovedgrund til at vælge dåben, mere utydelig? Særligt når det ses ind i en moderne sammenhæng, hvor præster vist i gennemsnit bliver 7 år i embedet og i øvrigt gerne frikøbes til at holde pause fra menigheden med andre projekter. Så kommer der en ny præst med en ny god ide til ”tegnhandling” og ”dåbserindring”. ”Hvorfor får vi ikke længere et dåbslys?” spørger de den nye præst. Eller: ”Hvorfor var det kun storebror som kom på engletavlen?”
”Min egen” kirketjener glemte engang at hælde vand i dåbsfadet, fordi han skulle over i sognegården efter strikkedamernes dåbsserviet, som han havde glemt. Kan for meget velment lir tage fokus fra det egentlige: Vandet og ordene?
For det andet nævner dåbsforældrene i Karen Marie Leth-Nielsen undersøgelse det danske som hovedgrund til valget af dåben. Igen stritter udsagnet lidt imod bogens ihærdige forsøg på at nå netop dåbsforældrene. Hvorfor bruge så meget krudt på at søge inspiration i Tyskland, England og i særdeleshed Sverige, sådan som især Tine Illum gør i sine artikler? I øvrigt lande, som netop ikke har formået at stoppe et grufuldt galoperende fald i dåbstallene.
En collage uden fast kant
Biskopperne har netop besluttet, at folkekirken skal have et Liturgisk Forum. Ideen kom for mange som en overraskelse, fordi det umiddelbart virkede uden sammenhæng med oplægget for den store forudgående liturgihøring.
”Langs levende vande” gør imidlertid læseren klogere på de kredse, som tilsyneladende længe har ønsket sig sådan en ”platform”, som sognepræst i Kolding Martin Rønkilde kalder det i bogens første artikel. Dåbsritualet er eksempelvis ”stift” og ”uvedkommende”, når præsten bare følger ritualbogen slavisk. Rønkilde har selv designet noget bedre, som han altså gerne vil dele med andre fra en platform.
Og hvor placerer bogen sig så i det teologiske landskab – ikke mindst den aktuelle debat om ”gudsbarn-problemet”? Det er svært at få hold på. Bagsideteksten annoncerer meget retvisende bogen til at være ”en collage uden fast kant.” Men selv den største collage har jo kun en vis udstrækning.
”Alt for kort kan det siges” indleder Tine Illum sine få linjer om arvesynden. Måske skulle man bare lade være med at tage noget med, når man selv kan se, at det er alt for kort? Og i særdeleshed, når det gælder referencer til, hvad andre har sagt.
Som når Illum lidt senere i samme afsnit refererer professor Niels Henrik Gregersen for mundtligt at have sagt at ”i dåben bliver vi det Guds barn, som vi allerede er.” Gregersen formulerer sig flere andre steder meget mere nuanceret på skrift, og en så enkel og løsrevet sætning kan læses som om han siger det modsatte af, hvad han faktisk mener.
Det er okay, ja ligefrem prisværdigt, at udgivelsen er skrevet ”til almindelige mennesker” og ikke en lukket fagfællekreds, men det gør så meget mere, at man skal være knivskarp på det teologiske. Eventuelt udelade, hvad man ikke mener, at man kan forklare tilfredsstillende.
Retfærdigvis lykkes det imidlertid andre steder bedre at give udtryk for den teologiske kompleksitet. Et eksempel er Kirsten Nielsen og organist Martin Hornstrups gennemgang af fire moderne dåbssalmer. Her balanceres overbevisende i en læsning af Iben Krogsdals salme ”Her bærer vi dåbsbarnet frem” mellem en kristologisk dåbsforståelse og en skabelsesteologisk, som ikke behøver at stå i modsætningsforhold.
Kritikpunkterne til trods rokker det ikke ved, at bevæggrunden for bogen ”Langs levende vande” er sympatisk. Vi må og skal tage folks manglende valg af dåb meget, meget alvorligt.