Det afgørende for regeringen er ikke, at koranafbrændinger er idiotiske. Det afgørende er derimod, at de er blevet Danmarks største udenrigspolitiske problem.
Udenrigsministeren har talt om, at afbrændingerne er en barriere for Danmarks og hele Vestens ambitioner om at samle mere opbakning ude i verden til Ukraines kamp mod den russiske invasion.
Derfor er der nu blevet fremsat et lovforslag, som forbyder ”utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund”. Hvor det før har været trossamfundenes sag, hvad der er ”utilbørligt”, er det nu noget, som juristerne skal afgøre.
Juristerne er således blevet teologiske dommere. Lovforslaget vil under alle omstændigheder gøre det strafbart offentligt at afbrænde religiøse genstande som Koranen, Bibelen eller Toraen.
Statens straffelov er blind i forhold til religionernes forskellighed
Det er sigende, at man ikke vil placere forbuddet i den del af straffeloven (kap. 17), der omhandler ”freds- og ærekrænkelser” på grund af menneskers tro. Man vil derimod placeret det i den del af straffeloven (kap. 12), der omhandler ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed.”
Dette siger en del om det land, vi lever i. For det første siger det, at vi bor i et land, hvor det mere handler om statens sikkerhed end om at beskytte en bestemt gruppe mennesker. For det andet siger det, at statens straffelov er blind i forhold til religionernes forskellighed. Når det kommer til statens sikkerhed, indeholder alle religioner åbenbart hellige bøger, som ikke må afbrændes. En af de bøger er den kristne bibel.
Måske lyder det enkelt for en jurist og en pragmatisk politiker, men for en luthersk teolog må det føre til en masse spørgsmål. For forskellen mellem islam, kristendom og jødedom er netop forskellen på opfattelsen af bøger. Forskellen er, at i kristendommen er der ingen hellige bøger. Bøger er her bare bøger. Det gælder også bibelen. Denne pointe gjorde, at kristendommen allerede i begyndelsen blev et sikkerhedspolitisk problem.
Jesus blev således korsfæstet, fordi han ikke ville se bøgernes lov som hellig.
”I har hørt, at der er sagt til de gamle, men jeg siger jer..,” sagde han og pegede dermed udover, hvad der stod i bøgerne. Den enkeltes forhold til Gud skulle ikke længere afgøres i forhold til bøgerne, men i den enkeltes forhold til det andet menneske. Forholdet skulle ikke afgøres af lovens bogstav, men af kærligheden og tilgivelsen.
Kristendommens syn på bøger har ofte udløst sikkerhedspolitiske problemer
Da hele det jødiske samfund hvilede på bøgernes hellighed, blev jøderne forargede, og præsterne ville skaffe Jesus af vejen. Pilatus forstod, at det hele var ved at udvikle sig til et sikkerhedspolitisk problem og godkendte korsfæstelsen.
Hvis man herefter skal skrive kristendommens historie, kan en rød tråd i historien derfor være, at dens særlige forhold til hellige bøger siden udløste det ene sikkerhedspolitiske problem efter det andet. I dag sker det i OIC-landene, som Danmark gerne vil være på god fod med.
Når Bibelen derfor i straffeloven sættes på linje med andre religioners bøger, sløres der for kristendommens særlige ærinde, som er, at intet – heller ikke bøger – må sættes imellem Gud og mennesker.
Derfor er det også statens opgave at sikre, at mennesket er frit i dette forhold. Den danske stat kunne for eksempel tage denne opgave alvorligt ved at tale de stater imod, som netop ser bøgerne som mere hellige end mennesker. Den kunne tale imod, at hellige bøger gør mennesker ufri.
Men det gør staten ikke. For i den danske stat handler det ikke længere om mennesket, men om sikkerhed. Måske fordi statens sikkerhed er ved at blive lige så hellig som de religiøse bøger, som ikke længere må afbrændes.