Det er de store sportskonkurrencers tid. Hvem vinder?
Konkurrencen er særlig hård mellem partierne Venstre og Moderaterne, når det gælder de to partiers kappestrid om, hvem der er bedst til at sluge kameler og foretage kovendinger.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod) har førertrøjen på. Efter at Venstre i mange år var modstandere af at afskaffe blasfemibestemmelsen, foretog partiet i Lars Løkkes formandstid en kovending. Venstre stemte for Enhedslistens forslag om at afskaffe bestemmelsen, selvom det blev forudsagt, at der ville ske, det, der netop skete:
Koranafbrændinger!
Det er skæbnens ironi, at det nu netop er Lars Løkke, der som udenrigsminister og formand for Moderaterne må kaste håndklædet i ringen og foretage en ny kovending.
Sikkerhedssituationen kræver, at der indføres et forbud mod handlinger, der sætter danskernes og Danmarks sikkerhed på spil. Formand Jakob Ellemann-Jensen foretager samme kovending og sluger de samme kameler som Løkke, medens statsministeren synligt pudser glorien. Faktisk var socialdemokraterne de eneste, der lyttede til advarslerne og stemte imod blasfemibestemmelsens afskaffelse.
At religiøse fundamentalister i Mellemøsten nu fisker i rørt vande, er altså helt forudsigeligt. Værre er det, at danske politikere på den yderste højrefløj tænker lige så fundamentalistisk, som de islamister, de udtaler sig imod.
Ytringsfriheden er ikke en religion
Igen og igen har de politiske fundamentalister messet, at ytringsfriheden er ukrænkelig og ikke kan gradbøjes. Der henvises til Grundloven, som om ytringsfriheden var en religion og Grundloven en hellig bog, som kun kan læses på én måde. Sådan tænker fundamentalister, og sådan tænker egoister. De tænker kun på deres egen ret som et absolut gode, uanset om de derved knægter andres ret.
Sådan kan man naturligvis ikke regere et land som Danmark. Det kan man da sige sig selv, men man kan faktisk også læse det i Grundloven. Der står netop, at frihedsrettighederne gælder enhver. Det betyder, at ytringsfriheden allerede begrænses, fordi ens næste har samme ret.
Man mindes salig biskop Jan Lindhardt, der i sin første prædiken som biskop fremsatte en rammende analyse af det moderne menneske: ”Der er mange, der tror, at næstekærlighedsbuddet betyder, at man først skal elske sig selv. Men hvis det var sandt, ville de fleste aldrig nå længere end til sig selv.”
Naturligvis har alle, der står på dansk jord, uden hensyn til opholdsgrundlag, den samme religions- og ytringsfrihed. Derudover er der flere hundrede bestemmelser, der begrænser ytringsfriheden med det ene formål at give størst mulig frihed til alle, uden at den ene kan bruge retten til at undertrykke den anden.
Det er skammeligt, at der er så mange i Folketinget og i den offentlige debat, der alene fokuserer på at kræve ret for sig selv og egne meningsfæller og trosfæller.
Jeg bliver så trist ved denne indædte kamp for retten til at spotte og håne andres tro og hellige skrifter. Og det er mig uforståeligt, at der er folkevalgte, der er så blottet for ånd, at de vil bære deres egen primitivitet til skue.
Danmark set udefra
Danmark er næsten ikke til at få øje på, hvis man ser på verdenskortet. Vi er blandt andet både økonomisk og sikkerhedspolitisk dybt afhængig af resten af verden.
Og hvordan optræder vi så overfor omverdenen? Hvordan mon det ser ud for en fredelig iransk muslimsk kvinde, der modigt kæmper for kvindernes frihed, og hvordan mon det ser ud for en militant islamistisk slyngel, der med koranen i hånden mener, at han har ret til at undertrykke og stene landets kvinder?
De ser det begge med deres egne øjne klistret til tv-skærmen. Den danske stat og dens myndigheder hylder koranafbrændingen. For sådan ser det jo ud. Det danske politi beskytter dem, der brænder muslimernes hellige bog af.
Knæfald, men for hvem?
Det er ikke at gøre knæfald for islamisterne at stoppe denne nederdrægtige forhånelse af en religion og dens medlemmer, hvoraf mange har fundet vej til Danmark. Nej, at fortsætte med at beskytte denne usympatiske afbrænding af det, der er helligt for andre, er at gøre knæfald for dem, der foretager bogbrændingerne for at undertrykke det skrevne ord.
De fleste danskere respekterer, at friheden gælder for enhver, også for hende, jeg er uenig med politisk og ikke deler religion med.
Friheden gradbøjes netop ikke til at angå de udvalgte. Enhver har ret til også i det offentlige rum at bekende sig til den religion, den enkelte ønsker.
I Danmark behøver man ikke været medlem af et trossamfund, men der er fri ret til at danne trossamfund uden anerkendelse fra det offentlige. Og frit efter Søren Kierkegaard må man om ytringsfriheden sige, at det aldrig har været lettere for et skvadderhoved at udgive alt sit vås. Med de sociale medier kan enhver døgnet rundt og med lynets hast udgive sin egen avis til en større skare formodede læsere.
Ingen religiøse forbrydelser i Danmark
Med regeringens lovforslag om at kriminalisere utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for trossamfund sker der ingen indskrænkning i indholdet af den vidtgående religionsfrihed. Den nye bestemmelse er placeret sammen med flagafbrænding. Altså for så vidt en ordensbestemmelse. Og vel at mærke en bestemmelse, der er blevet til, fordi herboende danskere og indvandrere udsætter Danmark og danskerne for risiko for skade.
Enhedslisten gik ved afskaffelsen af blasfemibestemmelsen fejlagtigt ud fra, at Folketinget afskaffede en bestemmelse, der tilsigtede at beskytte ”guderne”, som det så smagfuldt blev udtrykt. Men naturligvis er der ingen, der i Danmark – med vores lutherske baggrund – i nyere tid er blevet straffet for oprør eller ulydighed overfor nogen religion eller nogen gud.
Og med regeringens forslag indføres der naturligvis heller ikke en religiøs regel. Tværtimod er det igen og igen gennem årene fastslået, at interne religiøse regler ikke har selvstændig retskraft.
Den yderste højrefløj, der ellers plejer at efterlyse mere politi og højere straffe for hvad som helst, vil stemme imod lovforslaget. Men mon ikke de fleste i deres stille sind alligevel vil glæde sig over, at politiet ikke mere skal bruge tid på at beskytte bogskændere, men igen kan bruge ressourcerne på at løse opgaver, der gavner den enkelte borgers tryghed og sikkerhed?