Grundtvig tænkte altid i sammenhænge. Det kirkelige kunne for eksempel ikke tænkes uden sammenhængen med det folkelige, og det kristelige ikke uden sammenhængen med det menneskelige.
For Grundtvig var sammenhængen pointen. Det er som om, at vi mange år senere har svært ved at se det. Det gælder også, når vi taler om kirken. Her er tre bud på hvordan.
1. Det kristne er ikke et særligt identitetsfællesskab
Forståelsen af kirkens ærinde kan tage udgangspunkt i Grundtvigs sætning ”menneske først og kristen så”.
Sætningen har været tolket forskelligt. Nogle har gennem tiden lagt vægten på forskellen mellem menneske og kristen. Menneske er noget, alle er i første omgang. Kristen er noget, nogle bliver sidenhen. Kirkens ærinde er da at være til for disse kristne.
Sådan kan man ganske givet forstå sætningen, men i stedet for at lægge vægten på forskellen mellem ”menneske først” og ”kristen så” kan man også lægge vægten på ordet ”og” – og dermed på sammenhængen mellem det menneskelige og kristelige. Da bliver forståelsen af kirken mere nuanceret ved, at den kun er til for de kristne i sammenhæng med det menneskeliv, som folder sig ud et bestemt sted.
For Grundtvig er mennesker ikke bare mennesker. Uanset hvem de er, er de skabt i Guds billede. Gudbilledligheden viser sig blandt andet i evnen til at tale og i en usynlig sammenhæng med ånden, der gør mennesker til andet og mere end aber.
Efter syndefaldet er denne sammenhæng blevet uklar, og menneskelivet bliver derfor mindre, end det er skabt til at være. Det kristne er da, at dette skabte menneskeliv i dåben bliver optaget i Kristus og oprejses til dets sande skikkelse. Det kristne er, at menneskelivet i ham bliver sandt menneskeligt. Det skabte liv bliver da det genløste liv.
Pointen er her, at det kristne ikke er en særlig egenskab i forhold til det menneskelige. Det kristne adskiller sig således ikke fra det menneskelige ved en særlig religiøs identitet, særlig kristen etik eller særlige kristne holdninger. Det kristne er ikke et særligt identitetsfællesskab med mund og mæle i forhold til det omgivende samfund.
Det kristne er derimod mennesker, der i al deres forskellighed har fællesskab omkring dåben og nadveren. Det kristne er troen og håbet på, at Kristus oprejser det skabte menneske til det sandt menneskelige. Det betyder alt for, hvordan kirken forstår sig selv.
2. Kirkens organisation skal altid have et nedefra-og-op-perspektiv
Kirken udgøres således af konkrete mennesker på et bestemt sted. Det er dem, der har bygget den, og det er dem, der i al deres forskellighed samles i den omkring dåben og nadveren. Derfor kan kirken ikke tænkes uden sammenhæng med disse mennesker. Kirken er deres kirke.
Organisatorisk må den derfor altid have et nedefra-og-op-perspektiv. Sagt med Grundtvig kan det kirkelige ikke tænkes uden sammenhæng med det folkelige.
Mistes forståelsen for denne sammenhæng, vil kirken forandre sig. Den vil adskille sig fra det folkelige liv. De kirkelige vil isolere sig som de særligt kristne. Kirken bliver en kristelig institution, der gør folket til et passivt objekt for sine synspunkter og aktiviteter. Organisatorisk får den i forhold til folket et oppefra-og-ned-perspektiv.
3. Vi skal fastholde sammenhængen mellem folkestyre, folkeskole og folkekirke
At vi mister fornemmelsen for sammenhængene, går ikke bare ud over kirken. Det går også ud over fornemmelsen for menneskelivet som sådan.
Uden fornemmelse for sammenhængene bliver fællesskabet, samtalen og sangen afløst af individualisering, identitetspolitik og tonedøvhed overfor andre. Samtidigt mister vi fornemmelsen for, at den afgørende sammenhæng mellem folkestyre, folkeskole og folkekirke ligger i, at vi er fælles om at være guddommelige eksperimenter af støv og ånd og ikke aber.
Folkekirkens fremtid ligger i at insistere på sammenhængene. ”Menneske først og kristen så” er således en stadig påmindelse om, at det kristne hænger sammen med det fælles menneskelige, som folder sig ud overalt i samfundet.
